Bedst som feltpræsten August (Morten Hee Andersen) er i livsfare, fanget i ildkamp med sine danske soldaterkammerater i et lejlighedskompeks i Afghanistan, ser han væsken i et glas dirre. På tværs af geografien sættes også hans mors, præstefruens (Ann Eleonora Jørgensen) kaffekop i svingninger hjemme i den præstegård, der ligner noget fra »Vredens dag« »Jeg vil gerne have, vi beder for August«.
Jo, der er noget for enhver åndelig smag i DRs »Herrens veje«, også i andet afsnit, som behændigt lader karakterernes religiøse anfægtelser være et spørgsmål om - nå ja, tro. På samme måde må vi selv om, hvorvidt den kantede Johannes (Lars Mikkelsen) og hans åbenbaringer er et udslag af religiøse syner eller alkoholfremkaldt galskab (Grundtvigs onde arv!). Er det Gud eller sprutflasken, der taler til ham?
Helgarderingerne og kompromiserne er manuskriptforfatteren Adam Prices vej frem. Foreløbig er der i hvert fald mere tale om søndagsunderholdning end søndagsholdning. Om det så er krigen i Afghanistan, skal vi lige af en pæn og renvasket tolk have klarlagt, at det ikke er religionen Islam, der er noget galt med, men den politiske udlægning af den. Ingen går grædende hjem, selv om feltpræsten August er reduceret til tårer efter barske begivenheder, der tvinger ham til - måske - at misbruge Herrens navn. Det skal nok give anledning til mere tvivl og selvpineri. Kampscenerne var i øvrigt flot og hidsende udført, selv om Afghanistan-krigen næsten er blevet en gentagelsessynd i nordiske TV-serier. Men når nu vi har en religionskrig, så lad os bruge den.
En sådan aner man også i anmarch i præstestriden mellem Johannes og den noget entydigt isafkølet tegnede nye skrankepavebiskop (Laura Bro).