»Det er da mærkeligt, at man i det samfund, vi har i dag, kan fortælle alt om, hvornår man sidst havde sex, hvordan og med hvem. Og det er helt i orden. Men hvis man til et middagsselskab siger, at man tror, så kan folk blive rasende. Decideret vrede.«

Lars Mikkelsen læner sig tilbage i den højryggede skrivebordsstol i præsten Johannes’ hyggelige studerekammer. Vi befinder os i den imponerende scenografi – nærmest en hel præstegård med stuer en suite, stort landkøkken, højloftede vinduer, smukke tapeter og kunst på væggene – der er bygget op i DR Byen til DRs nye dramaserie, »Herrens Veje«. Her har holdet bag serien om ikke boet, så i hvert fald tilbragt rigtigt mange timer, siden optagelserne gik i gang for godt et år siden. I morgen aften er der premiere på det første af denne sæsons otte afsnit, og optagelserne er allerede i fuld gang til de næste otte, som vises i efteråret 2018.