Undskyld for den danske regerings fjendskab over for flygtninge. Det deler vi – en gruppe almindelige danskere – ikke. Det er essensen i det budskab, som en stribe danskere med blandt andre reklamemanden Frederik Preisler i spidsen, i morgen indrykker i store annoncer i fire forskellige libanesiske aviser.

»Regeringen herhjemme har i omverdenen fået Danmark til at fremstå som fremmedfjendsk og mistænksomt over for folk, der er på flugt. Det billede vil vi gerne korrigere,« siger Frederik Preisler, der er partner i reklamebureauet Mensch og har udtænkt modannoncen sammen med fire andre initiativtagere.

Det er Ilia Swainson, der er sanger, skuespiller og kommunikations-coach samt Lotus Turèll, Susan Sleman Osbech og Gry Hebeltoft Ravn, der også står bag indsamlingen »Container til Lesbos«.

Baggrunden for det »korrektiv«, som tre arabisk-sprogede aviser i Libanon og det engelsk-sprogede dagblad, Daily Star, nu bringer, er den annonce, som udlændinge-, integrations- og boligminister Inger Støjberg (V) indrykkede i de samme fire libanesiske aviser tidligere på måneden.

I annoncen redegør Inger Støjberg for de skærpede opholdsvilkår, der er indført i Danmark for flygtninge. Blandt andet at de sociale ydelser til nyankomne er beskåret med op til 50 procent, og at det ikke vil være muligt at få familiesammenføring i det første år. Formålet var – og er – at få flygtningene og menneskesmuglerne til at søge uden om Danmark, men det er ifølge kritikerne en skræmmekampagne, der ikke alene tegner et forkert billede af danskerne, men som også skader Danmarks internationale renommé.

»Jeg har venner i USA og andre lande, og de ringer og spørger, hvad det er, der foregår i Danmark. Husk på, at Inger Støjbergs og regeringens annonce blev bragt i Libanon og omtalt i medierne andre steder i verden nogle få dage efter billedet af den livløse unge dreng, der druknede under flugten. Annoncen med budskabet om, at flygtninge ikke er velkomne i Danmark, kom til at fremstå som Danmarks svar på tragedien,« siger Frederik Preisler.

Positiv respons

Annoncen betales med de penge, som initiativtagerne har indsamlet via omtale og kontakter på de sociale medier. Det er indtil videre blevet til mere end 167.000 kroner, fortæller Ilia Swainson, der understreger, at de mange penge er indsamlet på under en uge.

»Vi har oplevet en utrolig positiv respons og de libanesiske aviser er også meget begejstrede for vores annonce,« siger Ilia Swainson.

Hun vil nu forsøge at få de store internationale medier, der blandt andet i USA, Storbritannien og Tyskland, omtalte Inger Støjbergs annonce, til også at rapportere om den danske modannonce.

I debatten om Inger Støjbergs og regeringens oprindelige annonce blev det diskuteret, om det overhovedet giver mening kun at bruge libanesiske medier, hvis budskabet skal ud til flygtningene og menneskesmuglerne, der især bruger Tyrkiet som transitland.

Ikke partipolitik

På samme måde kan man spørge, hvilken effekt den nye annonce vil få, men her understreger Frederik Preisler, at han og de andre initiativtagere bevidst har valgt de samme fire medier i Libanon.

»Vi ønsker jo netop, at det skal være et korrektiv til den oprindelige annonce. Derfor den samme annonce – tilsat vores beklagelse – bragt i de samme aviser,« forklarer Frederik Preisler, der også håber, at initiativet giver en international respons.

Omvendt skal mod-annoncen ikke herhjemme omfattes som et partipolitisk indlæg, understreger han.

»Vi kommenterer ikke indholdet i den oprindelige annonce, ligesom vi heller ikke siger, at vores annonce repræsenterer flertallet af danskerne,« siger Frederik Preisler.

Berlingske forsøgte i går at få en kommentar fra udlændinge-, integrations- og boligminister Inger Støjberg til den nye annonce fra danskerne, der kalder sig #peoplereachingout.

Men det var ikke muligt »på grund af en travl kalender«, oplyste ministersekretariatet.