Et 11 sider langt brev har ikke givet svar på alle de spørgsmål, Folketingets Ombudsmand har til integrationsminister Inger Støjbergs (V) flygtningeannoncer.
Derfor har ombudsmanden nu stillet yderligere fem spørgsmål for at kunne afgøre, om annoncerne er vildledende.
{embedded type="node/" id="ynodes_carousel"}
Ombudsmanden vil blandt andet vide, hvorfor Libanon er det eneste land, hvor annoncerne i sommer blev bragt i trykte aviser.
»Efter min gennemgang af materialet må jeg i den forbindelse forstå det sådan, at vurderingen har været, at annoncering i libanesiske aviser ville give størst effekt,« skriver ombudsmand Jørgen Steen Sørensen i sit nye brev til Integrationsministeriet, hvor han fortsætter:
»Jeg beder ministeriet oplyse, hvad der ligger bag denne vurdering, hvilke oplysninger ministeriet byggede vurderingen på, samt hvilken »effekt« der sigtes til.«
Annoncerne, som blev bragt i fire libanesiske aviser, er blevet kritiseret for at skræmme flygtninge fra at søge asyl i Danmark på forkerte præmisser, og det fik 18. september Folketingets Ombudsmand til at gå ind i sagen.
Ministeriet afviste i sin første udtalelse beskyldningerne om vildledende informationer.
»Det var ministeriets vurdering, at annonceringen via de libanesiske medier ville blive delt på sociale medier og dermed nå en meget bred landegruppe og en bred gruppe af menneskesmuglere i Mellemøsten. Annonceringen var således ikke alene målrettet potentielle asylansøgere, der opholder sig i Libanon,« lød ministeriets svar 2. oktober.
Udover de fire libanesiske aviser blev annoncen også bragt på sociale medier i Libanon, i ti sprogversioner på ministeriets hjemmeside og på de danske asylcentre.
Ombudsmanden ønsker ikke at udtale sig i sagen på nuværende tidspunkt, men da han 18. september rejste sagen, skitserede han over for Berlingske Nyhedsbureau, hvad konsekvensen kan blive, hvis han finder, at annoncerne har været vildledende:
»Det kan i princippet føre til, at vi kritiserer den måde, ministeriet har gjort det på. Og vi kan selvfølgelig også afgive henstilling om, hvad vi i givet fald synes, ministeriet skal gøre ved det,« sagde Jørgen Steen Sørensen.
Han har bedt om at modtage Integrationsministeriets »supplerende udtalelse« senest 27. oktober.