Med valgresultatet torsdag aften bliver der møbleret godt og grundigt rundt i magtforholdene i den borgerlige blok.
DFs Kristian Thulesen Dahl er nu den nye, stærke mand i dansk politik og sidder på det største mandattal i blå blok. Venstres leder, Lars Løkke Rasmussen, ser umiddelbart ud til at have vundet Statsministeriet, men fik samtidig en syngende vælgerlussing, der har sendt 13 V-mandater ud af Folketinget, heriblandt flere af Løkkes nærmeste allierede såsom tidligere skatteminister Peter Christensen og integrationsordfører Martin Geertsen. De Konservative har fået det største valgnederlag i partiets historie og må tilmed lide den tort, at Liberal Alliance nu er over dobbelt så stor.
Situationen har skabt noget, der ligner granatchok i blå blok. Berlingske var i går i kontakt med en række centrale kilder i toppen af alle fire borgerlige partier. Kun ganske få af kilderne ønsker at tale åbent om situationen, men fælles for alle er, at ingen er i stand til at komme med noget skråsikkert bud på, hvordan en ny borgerlig regering kommer til at se ud.
Læs også: Nordeas råd til en ny regering: Gør som den gamle
De borgerlige partier var alle forbi til kaffe og kage på Amalienborg, hvor dronning Margrethe og kronprins Frederik tog imod. Liberal Alliance har krævet, at Løkke i første omgang skal forsøge at danne en flertalsregering, hvilket Løkke nu er gået i gang med.
Ifølge Berlingskes oplysninger vil Lars Løkke Rasmussen allerede hen over weekenden indlede forhandlinger på Christiansborg. Foruden Løkke selv ventes blandt andre næstformand Kristian Jensen (V), politisk ordfører Inger Støjberg (V) og Jacob Bruun, lederen af partiets sekretariat på Christiansborg, at spille centrale roller under forhandlingerne.
V-kilder forklarer Berlingske, at alle scenarier er i spil lige fra en smal V-regering, over en VO-regering med Dansk Folkeparti til den borgerlige flertalsregering, som Løkke lige nu undersøger mulighederne for at danne.
I flere kilders øjne er Venstres mandatstyrke så svag, at en ren V-regering vil være for usikker at basere fire års arbejde på. En VO-regering vil være langt stærkere, men vil til gengæld være afhængig af at indgå mange synlige kompromiser med LA og de Konservative om eksempelvis nedskæringer i den offentlige sektor og skattelettelser. Det vil gøre både V og DF sårbare over for angreb fra Socialdemokraterne, der vil benytte enhver lejlighed til at række ud efter nogle af de midtervælgere, der ved dette valg er strømmet til Dansk Folkeparti.
Blandt andet derfor omtaler venstrefolk lige nu en flertalregering som en attraktiv løsning. En bred flertalsregering vil være uhyre effektiv og stabil, ligesom man på den måde vil undgå en åbenlys kappestrid mellem de Konservative og Liberal Alliance om, hvem der kan stå hårdest på en blå reformdagsorden. Til gengæld lyder analysen, at en bred flertalsregering vil gøre det sværere at føre politik hen over midten af dansk politik, hvor man meget gerne ser Socialdemokraterne tage del i eventuelle reformer.
DF vil ikke give køb på kernepunkter
I DF-toppen er man til gengæld ret afvisende over for at gå i regering med Liberal Alliance og de Konservative. For det første vil folkepartisterne have fuld valuta for pengene, hvis de vælger at gå ind i en regering. For det andet er det stærkt tvivlsomt, om partiet er villig til at indgå tilstrækkelig store indrømmelser på særligt den økonomiske politik til, at Liberal Alliance og de Konservative anser det som attraktivt at gå med i en flertalsregering. Er DF eksempelvis villig til at gå markant på kompromis med kravet om en offentlig vækst på 0,8 procent, hvor resten af blå blok som minimum ønsker nulvækst? Og vil DF være villig til at dele penge ud til boligejerne med de dyreste villaer, som er et vigtigt krav for de Konservative, der vil bremse grundskylden? Flere centrale kilder vurderer, at det er ganske usandsynligt. DF vil for alt i verden undgå at gøre sig sårbare over for anklagerne om løftebrud og politisk ophørsudsalg for ministermagtens skyld, der ramte Socialdemokraterne og SF så hårdt i sidste valgperiode. Og som er blandt forklaringerne på, at Dansk Folkeparti overhovedet har opnået den aktuelle styrke.
Ifølge centrale kilder i partiet skal de fire DF-krav, som Thulesen afleverede på valgnatten, forstås ret ultimativt. Thulesen ønsker indrømmelser på flygtninge- og indvandrerpolitikken, han ønsker grænsekontrol, han ønsker skeptiske vinde over den danske EU-politik, og han vil sikre velfærdsstatens kerneområder – og han kan, sin størrelse og forhandlingsposition taget i betragtning, ikke se nogen grund til at æde nogle kameler på de områder. Til gengæld har han lagt en vis elastik og luft ind i de enkelte krav, som gør det muligt at jonglere med finmekanikken og konkreterne under forhandlingerne, når centraladministrationens værktøjskasse åbnes for valgets sejrende parter.
Konservative vil have knaster høvlet ned
De Konservative repræsenteres i forhandlingerne af partileder Søren Pape Poulsen og gruppeformand Brian Mikkelsen. Sidstnævnte forklarede fredag eftermiddag til Berlingske, at han er åben for en flertalsregering bestående af alle fire borgerlige partier.
»Det vil vi være positive over for, men der er altså nogle knaster, som virkelig skal høvles ned. Vi vil have, at der skal føres borgerlig politik i en borgerlig regering,« udtaler Brian Mikkelsen og peger netop på, at det kan blive svært for DF at komme med tilstrækkeligt store indrømmelser på det økonomiske område til, at det bliver attraktivt nok for partiet at gå med i en regering.
Netop De Konservative spiller en central rolle for regeringsovervejelserne i Liberal Alliance. Her er kilder meget afvisende over for at påtage sig det ultimative ansvar, medmindre De Konservative også gør det. For ellers vil det udadtil se ud som om, at de borgerlige fremskridt på skatteområdet er konservative, ikke liberale, sejre. Samme analyse har i øvrigt også klangbund med omvendt fortegn i den konservative top.
I de kommende dage skal Løkke altså forsøge at navigere i dette politiske minefelt. Det eneste statsretlige krav, som Løkke til syvende og sidst er underlagt, er, at en regering ikke må have et flertal i Folketinget imod sig.
»Og hvis han konstaterer, at han ikke har et flertal imod sig, kan han danne den regering,« forklarer Frederik Waage, videnskabelig assistent på Juridisk Institut ved Syddansk Universitet.
Historisk set har regeringsdannelsen ofte krævet flere dronningerunder. Efter folketingsvalget i 1988 kunne de Konservatives daværende formand, Poul Schlüter, eksempelvis først danne regering efter fjerde runde.