Venstre-leder Lars Løkke Rasmussen er en udfordret statsminister in spe.

Dels slæber han personligt rundt på hovedansvaret for Venstres voldsomme tilbageslag på valgnatten. Dels skal han øjensynligt forsøge at løse cirklens kvadratur, når han skal finde frem til skæringspunkterne og berøringsfladerne mellem Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og de Konservative.

Flere steder tales der om, at Danmark med Lars Løkke Rasmussen som nationens kommende førstemand i Statsministeriet er på vej direkte ud i et stort og farligt politisk eksperiment.

Vurderingerne kommer i kølvandet på en valgkamp, hvor Lars Løkke Rasmussen i perioder har været genstand for en sjælden hård og personlig kampagne orkestreret af Helle Thorning-Schmidt og co. i Socialdemokratiet. Lars Løkke Rasmussen er systematisk blevet talt helt ned i kælderen, og hans politik er blevet karikeret til ukendelighed af hans politiske modstandere.

Næsten som et symbol på S-ledelsens syn på Løkke udtalte finansminister Bjarne Corydon i forbindelse med Helle Thorning-Schmidts tiårsjubilæum som S-formand tidligere på foråret, at der jo slet ikke kunne være tvivl om, hvem man skulle bakke op og genvælge som statsminister.

»Der er en helt særlig stemning. Ikke bare i dette lokale, men i vores parti som sådan. Vi tror på det nu,« sagde Bjarne Corydon under receptionen på Christiansborg. I sin hyldesttale til Thorning sammenlignede Corydon det at føre valgkamp med det at køre et cykeløb.

»Så kan man jo vælge, om man vil køre med hende med de lange, seje ben eller ham med de korte gummiben,« lød det drillende fra Thornings nærmeste væbner, mens partikammeraterne hujede og klappede.

Løkke var den lidt latterlige lille mand, som man ikke burde have stor respekt for, og samme budskab har siden lydt fra den stribe af negative annoncer om Lars Løkke Rasmussen, som Socialdemokraterne indrykkede i landets aviser, kort før den egentlige valgkamp blev udløst.

Det siger sig selv, at Lars Løkke Rasmussen egenhændigt har skabt de blottelser, som Socialdemokraterne har forsøgt at udnytte. Med sine dyre rejsevaner for GGGI og sit betalte tøj åbnede han for, at medier og vælgere kunne indlede en langvarig og underminerende granskning af hans personlighed, troværdighed og etik. Alt sammen har det været med til at nedbryde hans image som leder og Venstres ellers bomstærke position som Danmarks – nu forhenværende – største parti.

Kort sagt er det en ramponeret Lars Løkke Rasmussen, som i de kommende dage skal forhandle om regeringsdannelse og udarbejde et regeringsdokument i forståelse med de øvrige partier i blå blok, hvor især Kristian Thulesen Dahl (DF) og Anders Samuelsen (LA) jo er de egentlige bagmænd bag den blå valgsejr.

En del iagttagere giver af samme grund heller ikke Løkke mange chancer. Men han kan overraske. For i den massive undervurdering ligger paradoksalt nok også en stor mulighed for Løkke. Kritikken og kampagnerne mod ham har således i lang tid skygget for hans afgørende kvaliteter – nemlig at han er en usædvanlig politisk begavelse og har mange strenge at spille på.

Han har høstet erfaringer fra både kommunal-, regional- og landspolitik. Han har haft nærmest alle betydende tillidsposter i dansk politik – kronet med posterne som først amtsborgmester og siden sundheds- og indenrigsminister. Han har været arkitekten bag de største reformer i de seneste årtier – bl.a. med planen for de nye supersygehuse rundt om i landet, reformen af den kommunale struktur med færre kommuner og få regioner, og endelig fik han bakset økonomisk betydningsfulde reformer – som bl.a. genopretningspakken og tilbagetrækningsreformen – igennem Folketinget. Til gavn for robustheden i dansk økonomi.

På toppen af det hele har Løkke siddet i Statsministeriet midt under den brølende finanskrise, så han ved om nogen, hvad han går ind til.

Formår han at bringe alle sine evner i spil, og evner han at optræde med den fasthed og ydmyghed, som den politiske situation indbyder til, vil han kunne overraske. Positivt, vel at mærke.

Det er åbenbart, at det bliver en udfordring at få bygget et tilstrækkeligt stærkt politisk fundament under den kommende regering, men skærer vi gennem alle advarslerne mod det blå »eksperiment«, er sagen, at de blå står tættere og mere samlet end partierne i rød blok, hvor Mette Frederiksen (S) kommer på en gigantisk opgave, når hun skal forsøge at skabe en form for samling mellem Socialdemokraterne, de Radikale, SF, Enhedslisten og Alternativet.

Hvis nogen kan finde et klart politisk tværsnit i den lejr, er de dygtige.

Løkke har skuffet mange danskere, men med Statsministeriet inden for rækkevidde får han reelt en enestående chance for at vise, hvad han er værd som politisk leder og håndværker.