Den Uafhængige Politiklagemyndighed har netop udgivet sin årsrapport for 2016.
Politiklagemyndigheden efterforsker straffesager mod politipersonale og behandler klager over politifolks adfærd.
Ifølge rapporten modtog Politiklagemyndigheden i 2016 2340 sager, hvoraf man vurderede, at de 1545 sager hørte hjemme hos Politiklagemyndigheden. Det tal var sidste år 1476 og året før 1614. De øvrige klager handlede om politiets dispositioner og sager om aktindsigt.
33 procent af klagerne vedrører politipersonales adfærd, 30 procent vedrører anmeldelse af strafbart forhold, 35 procent vedrører færdselslovsovertrædelser, og de resterende procent omhandler sager, hvor borgere er kommet til skade i politiets varetægt eller ved politiets indgriben.
Sagerne er forskellige og mangeartede. Her er ti eksempler på sager fra Politiklagemyndighedens årsrapport 2016.
Ikke bevist hvem der foretog ulovlige opslag
DUP-2014-313-0313
Politiklagemyndigheden sigtede to polititjenestemænd (P1 og P2) for at have foretaget flere opslag i politiets sagsbehandlingssystem på en straffesag vedrørende P1’s søn. Det første opslag blev foretaget under anvendelse af sønnens CPR-nummer. Ét minut før det første opslag på sagen vedrørende P1’s søn blev P2’s personlige kode anvendt til opslag på en færdselssag, som P2 sagsbehandlede. Statsadvokaten fandt, at der var tale om ulovlige opslag, men indstillede efterforskningen. Statsadvokaten lagde vægt på, at det ikke kunne bevises, hvem der havde foretaget de ulovlige opslag.
Politiklagemyndigheden påklagede statsadvokatens afgørelse til Rigsadvokaten, som tiltrådte statsadvokatens afgørelse.
Større pengebeløb kortkommet i politiets varetægt
DUP-2015-316-0417
En politikreds rettede henvendelse til Politiklagemyndigheden efter at have konstateret, at der var forsvundet ca. 17.000 kr i forbindelse med, at pengene blev transporteret fra en af kredsens bikasser til hovedkassen. Politiklagemyndigheden afhørte det personale i kredsen, der havde været involveret i transporten af pengene. Det fremgik heraf blandt andet, at beløbet var blevet returneret til bikassen, idet der manglede et bilag. Ingen af de afhørte fremkom med oplysninger af væsentlig betydning for opklaringen.
Statsadvokaten indstillede efterforskningen og bemærkede i den forbindelse, at statsadvokaten var enig med Politiklagemyndigheden i, at det kunne være hensigtsmæssigt, at politikredsen gennemgik procedurer og retningslinjer for håndtering af værdikoster samt indskærpede disse over for personalet.
Tyveri af lamper fra politigård
DUP-2016-316-0589
Politiklagemyndigheden modtog en anmeldelse om muligt strafbart forhold i forbindelse med, at nogle antikke bordlamper var forsvundet fra en politigård. Politiklagemyndigheden iværksatte efterforskning og konstaterede, at tilsvarende lamper var solgt eller forsøgt solgt via auktionshuse. Politiklagemyndigheden har i forbindelse med efterforskningen sigtet to polititjenestemænd og to civile personer for tyveri og/ eller hæleri.
Sagen efterforskes fortsat.
Vådeskud under bevogtningsopgave
DUP-2015-316-0470
En polititjenestemand (P) afgav et vådeskud med en tjenestemaskinpistol under en bevogtningsopgave på offentligt sted. Der var ingen tekniske fejl på våbnet. P forklarede, at han holdt rundt om skæftet på maskinpistolen, og at han ikke havde en finger på hverken sikring eller aftrækker. Han havde trukket maskinpistolen bagud og opad for, at våbnets munding pegede mere nedad, da en kollega skulle passere forbi. Da han derefter rettede våbnet op, mærkede han noget modstand, som om noget ”hang i”, og et skud gik af. I løbet af vagten havde han flere gange tjekket, at våbnet var sikret. Efter skuddet var gået af, konstaterede han imidlertid, at våbnet var afsikret. Politiklagemyndigheden gennemførte en rekonstruktion af omstændighederne. Rekonstruktionen viste, at det var muligt utilsigtet at påvirke maskinpistolen, således at den afsikres, og således at der afgives et skud, selvom der ikke holdes en finger på hverken sikring eller aftrækker, men som følge af den modstand, der kan opstå ved gnidning mod den skudsikre vest samt modstanden mod lukkeremmen til pistolens føringsmiddel. Politiklagemyndigheden har underrettet Rigspolitiet om dette. P blev sigtet for at have begået grov forsømmelse eller skødesløshed i tjenesten. Statsadvokaten opgav påtale i sagen.
Udrykningskørsel for at nå at spise aftensmad
DUP-2014-313-0328
Tre polititjenestemænd (P) kørte på politimotorcykler udrykningskørsel til et pizzeria og en thai-restaurant for at spise aftensmad. De handlede efter tjenstlig ordre om at sørge for egen forplejning, toiletbesøg mv. inden for 30 minutter, hvorefter de igen skulle være klar til at varetage nye politimæssige opgaver. P havde selv taget beslutningerne om at køre med udrykning hen til madstederne. Statsadvokaten fandt, at P havde overtrådt udrykningsbekendtgørelsen, da der ikke var grundlag for at køre med udrykning.
Sagen blev imidlertid afgjort med et tiltalefrafald, idet forholdet fandtes af ringe strafværdighed og almene hensyn ikke gjorde tiltale påkrævet.
Kritisabelt at vise politiskilt i lettere beruset tilstand under privat uoverensstemmelse
DUP-2016-338-0014
En polititjenestemand (P) havde en privat uoverensstemmelse med en taxachauffør (B). I den forbindelse viste P sit politiskilt til B, ligesom P sagde til B, at han var polititjenestemand. B indgav efterfølgende anmeldelse mod P for bl.a. at have begået stillingsmisbrug under episoden ved at vise sit politiskilt. P forklarede bl.a., at han viste politiskiltet for at sikre, at situationen ikke udviklede sig yderligere, og at der efter hans opfattelse var stor risiko for, at B og en anden person ville indlede en slåskamp med ham. Statsadvokaten besluttede at indstille efterforskningen i sagen, idet forholdet ikke havde en sådan grovhed, at P herved havde begået et strafbart forhold. Politiklagemyndigheden udtalte efterfølgende kritik af P for under episoden at have vist sit politiskilt til B, idet P dermed trådte i tjeneste som polititjenestemand, selvom han befandt sig på stedet i en ren privat anledning og i lettere beruset tilstand.
Sagen er afgjort disciplinært med en advarsel.
Polititjenestemands brug af politiets brevpapir under en privat tvist var kritisabel
DUP-2016-338-0005
En polititjenestemand (P) var involveret i en privat tvist ved Byggeriets Ankenævn og sendte i den forbindelse et brev indeholdende sine sidste bemærkninger til ankenævnet. Af brevet fremgik politiets brevhoved med angivelse af afdeling og et journalnummer. Politiklagemyndigheden fandt, at P havde optrådt kritisabelt, idet P ikke havde tjenstlig anledning til at anvende politiets brevpapir. Politiklagemyndigheden lagde endvidere vægt på brevets karakter og fandt, at det måtte have stået P klart, at brugen af politiets brevpapir muligvis kunne opfattes som et uberettiget forsøg på at på- virke afgørelsen af den private tvist i Byggeriets Ankenævn.
Sagen er afgjort disciplinært med en advarsel.
Meget beklageligt at det ikke var muligt at identificere den indklagede polititjenestemand
DUP-2015-331-2344
En borger (B) klagede over politiets magtanvendelse i forbindelse med, at han var blevet anholdt. Politiklagemyndigheden anmodede politikredsen om at identificere de polititjenestemænd, som havde anholdt B. Politikredsen oplyste herefter navnene på to polititjenestemænd. Disse polititjenestemænd afviste imidlertid overfor Politiklagemyndigheden at have foretaget anholdelsen. Politiklagemyndigheden rettede herefter på ny henvendelse til politikredsen, som oplyste, at der ikke var oprettet en anholdelsesrapport vedrørende B, og at der ikke var andre polititjenestemænd registreret med forbindelse til anholdelsen. Politikredsen oplyste desuden, at flere politipatruljer var blevet sendt til anholdelsesstedet. Politiklagemyndigheden rettede herefter henvendelse til polititjenestemændene i disse patruljer. Disse polititjenestemænd oplyste alle, at de ikke huskede at have deltaget i anholdelsen, eller at de var kommet til stedet, efter anholdelsen var gennemført.
Politiklagemyndigheden fandt herefter, at det ikke med den fornødne sikkerhed kunne fastslås hvilken polititjenestemand, der havde anholdt B, og fandt på denne baggrund, at der ikke var grundlag for at udtale kritik af politiet. Politiklagemyndigheden tilkendegav overfor politikredsen, at myndigheden fandt det meget beklageligt, at der ikke var oprettet en anholdelsesrapport, og at det bl.a. derfor ikke var muligt at identificere den indklagede polititjenestemand.
Polititjenestemand sigtet for at have efterladt sin tjenestepistol på et offentligt tilgængeligt toilet
DUP-2016-316-0536
Politiklagemyndigheden har sigtet en polititjenestemand (P) for tjenesteforsømmelse ved at have efterladt sin tjenestepistol, der var isat skarpe patroner, uden opsyn på et offentligt tilgængeligt toilet på Christiansborg.
Statsadvokaten har rejst tiltale imod P for tjenesteforsømmelse.
