»Hvis jeg er slået ihjel lige om lidt, så husker de jo godt det her opkald, ikke?«
Spørgsmålet blev stillet af en nervøs kvinde, der havde trykket 112 på telefonen, da hendes ekskæreste forsøgte at skaffe sig adgang til hendes hjem. Men fra politimanden, der besvarede opkaldet i den anden enden, lød det drøjt:
»Ja ja, men så sender vi en ligvogn, ikke.«
Kvinden fortalte dernæst, at manden, der forsøgte at komme ind, var psykisk syg. Hvortil betjenten svarede:
»Det lyder som om, du også er blevet smittet, unge dame.«
Politimanden er en af de betjente, der i 2016 har fået kritik for sin behandling af alarmopkald. Den uafhængige politiklagemyndighed fandt, at polititjenestemanden havde optrådt »meget kritisabelt«, lyder det i Politiklagemyndighedens netop offentliggjorte årsrapport for 2016.
Den Uafhængige Politiklagemyndighed efterforsker straffesager mod politipersonale og behandler klager over dansk politipersonales adfærd. Politiklagerådet udgør myndighedens øverste ledelse.
I år har Politiklagerådet haft ekstra fokus på sager, hvor borgere møder politiet via alarmopkald til 112 og 114. Politiklagerådet skriver i sin årsrapport, at det er »magtpåliggende for Politiklagerådet, at det sikres, at alarmopkald via 112, men også opkald via 114, behandles effektivt, med indføling og forståelse for den situation, borgeren står i, og med venlighed og imødekommenhed over for både den nødstedte borger og den borger, der ringer for at opfylde sin samfundsmæssige pligt til at hjælpe medborgere i nød.«
Generelt har den enkelte polititjenestemand nemlig pligt til at optræde høfligt og hensynsfuldt over for borgerne ifølge reglerne om god forvaltningsskik. Men Politiklagerådet understreger i årsrapporten, at disse krav ikke altid »er blevet efterlevet i praksis«.
Ifølge direktør for Politiklagemyndigheden, Kirsten Dyrman, er sagerne ganske problematiske.
»Det er ikke godt for politiet. Man er ansat til at servicere borgerne og have den der rigtig gode fingerspidsfornemmelse, når man taler med personer, der trænger til særlig hjælp. Derfor er det ikke godt for politiet med de her sager,« siger hun og fortsætter:
»Hver gang, der er en sag, orienterer vi Rigspolitiet. Og vi kan se, at vi og Rigspolitiet er ganske enige om sagerne og efterfølgende eventuelle disciplinære straffe.«
Flere uheldige sager
Årsagen til den ekstra fokus på håndtering af alarmopkald er ifølge Kirsten Dyrman en sag fra det nu nedbrændte historiske Svinkløv Badehotel, der for nylig fik stor mediemæssig opmærksomhed. Borgeren, der ville orientere politi og brandvæsen om branden, var ikke bekendt med adressen på hotellet, hvortil polititjenestemanden udtalte:
»(...) Når man skal bruge brandvæsenet, så er det rart at vide, hvor man er henne (…).«
Da borgeren dernæst anførte, at det var midt om natten, svarede polititjenestemanden:
»Ja, og hvad så. Det kunne også være juleaften.«
Eksemplerne er flere, fremgår det af årsrapporten. Ofte handler klagerne om tonen i samtalen, andre om at betjente overlader ansvaret for en farlig situation til borgerne.
Her er fem eksempler hentet i årsrapporten:
»Det er jo ikke taxakørsel, vi laver her, jo« og »Nej, så kan jeg sgu ikke hjælpe dig – do. Så kan vi håbe, du bliver fundet inden vinter måske«. Sådan sagde en polititjenestemand til en borger, som ringede 112 og oplyste, at han var væltet på cykel, havde Parkinsons og ikke kunne rejse sig, ligesom han ikke kunne huske præcist, hvor han befandt sig.
I sagen DUP-2015-331-2593 ringede en borger 112, fordi hendes datter var blevet overfaldet. Under samtalen sagde polititjenestemanden til borgeren, at hun var sur, og at det virkede som om, hun kontaktede politiet for at »komme af med noget galde« samt bebrejdede borgeren, at hun ikke havde fundet en kuglepen frem. Politiklagemyndigheden fandt, at polititjenestemanden havde optrådt kritisabelt. Sagen er disciplinært afgjort af Rigspolitiet med en advarsel.
I sagen DUP-2016-333-0012 ringede en borger 112, mens hun på en togstation overværede et overfald. Da borgeren ikke kunne oplyse den præcise adresse på stationen, sagde polititjenestemanden: »Forudsætningen for at man kan få hjælp. Det er, når man ved, hvor man er henne« og »Du tager da ikke ansvar for en skid«. Politiklagemyndigheden fandt, at polititjenestemanden herved havde optrådt kritisabelt.
I sagen DUP-2016-333-0058 anmeldte en borger, at der gik en psykisk uligevægtig person rundt ved en trafikeret vej. Polititjenestemanden spurgte borgeren, om hun kunne blive ved kvinden, indtil politiet kom. Da borgeren svarede nej, sagde polititjenestemanden: »(…) Så du ringer bare for at sende den videre til politiet« samt »Ja, og den bekymring du så har, den stopper så her nu, når du har ringet til politiet, så hvis hun nu træder ud på kørebanen. Nej, hvis hun nu træder ud på kørebanen og bliver kørt ned, hvad så?« Politiklagemyndigheden fandt, at polititjenestemanden optrådte kritisabelt under sin håndtering af opkaldet.
I sagen DUP-2016-335-0061 kritiserede Politiklagemyndigheden, at en polititjenestemand sagde, at han ikke gad snakke mere med borgeren, og at borgeren var psykisk syg. Derimod var det ikke kritisabelt, at polititjenestemanden afbrød forbindelsen, idet han forinden havde gjort opmærksom på, at samtalen ville blive afsluttet.
Flere sager?
I årsrapporten gør Politianklagemyndigheden det klart, at landets politikredse modtager mange tusinde opkald om året, og at det er et fåtal af dem, der fører til klage og kritik. Årets fokus fra Politiklagemyndigheden vidner ikke om, at sagerne bliver flere eller færre.
Kirsten Dyrman erkender da også, at politiet sidder i et meget svært krydsfelt.
»Det er i det krydsfelt, det sker. Når der sidder en politimand på en vagtcentral og skal sortere i vigtige og mindre vigtige opkald. Men uanset hvad, så må man forvente, at man taler professionelt og venligt og guider folk igennem. Den borger, der skal have besked om, at her kan politiet ikke komme, skal også have det at vide på en ordentlig måde. Man kan tale pænt og meget pænt – det bør være udkommet af det,« siger hun.