En ny start

Hvis man udarbejdede en rangliste over de ord, som er blevet brugt mest under de seneste seks måneders valgkamp, ville »colère« givetvis komme ind på en førsteplads. Franskmændene er vrede. På deres politikere, på »eliten«, på »pøblen«, på hinanden.

En skæv økonomisk udvikling og vidt forskellige værdier i spørgsmålet om national identitet er ved at slide landet fra hinanden. Derfor bliver den kommende præsidents i særklasse vigtigste opgave, at overbevise så mange som muligt om, at han/hun har en plan for, hvordan Frankrig hurtigt og effektivt kommer videre. En plan, der vel at mærke også omfatter de dele af landet, hvor man – ofte med rette – føler sig koblet af og kørt ud på et sidespor.

Læs Berlingskes Bruxelles-korrespondents analyse af kandidaternes EU-politik her.

Et andet af de mest anvendte ord under valgkampen har været »rassamblement« (samling). Men det vil være lettere sagt end gjort. For de ideer om en ny begyndelse, som de to aspiranter til Élysée-palæet har lagt frem, bliver mødt med massiv modstand – og vrede – udenfor egne rækker.

Kampen mod arbejdsløsheden

Den alvorligste af afgående præsident François Hollande talrige fiaskoer er, at det ikke lykkedes ham at knække arbejdsløshedskurven. Godt en tiendedel af de erhvervsaktive franskmænd står uden job. Et tal der, som for at føje spot til skade, ikke har rokket sig det seneste år, hvor 23 ud af 28 EU-lande ellers har kunnet glæde sig over markante fald i ledigheden.

Set fra Nordeuropa er problemet bl.a. et alt for stift og reguleret arbejds­marked. At det skal blødes op, og at Frankrigs økonomiske model generelt skal føres ajour med inspiration fra den anden side af Rhinen, har været en mærkesag for flere af kandidaterne.

Men det bliver en udfordring at overbevise både de altid arbejdskamplystne fagforeninger og de mange antiliberalister på både venstre- og højrefløjen om, at det er den rigtige vej frem. Kandidater, der går ind for protektionisme og stærkere statslig regulering af økonomi og arbejdsmarked, fik omkring halvdelen af stemmerne ved præsidentvalgets første runde 23. april.

Kampen mod terror

Frankrig har befundet sig i undtagelses­tilstand siden det store terrorangreb i Paris i november 2015, og drabet på en politimand få dage før første valgrunde understreger, at landet fortsat er blandt jihadisternes foretrukne angrebsmål. Prioriteringen af kampen mod terror og en højere grad af sikkerhed generelt er da også en af de eneste ting, som samtlige kandidater har været relativt enige om.

Der skal bl.a. ansættes flere politifolk og skabes flere fængselspladser. Antallet varierer i de to finalisters programmer, men der er i begge tilfælde tale om en markant forøgelse.

Når terrorbekæmpelse sættes i forbindelse med spørgsmålet om national identitet og religionens plads i samfundet – i særdeleshed islams – hører enighed imidlertid lynhurtigt op. Det bliver en kæmpeudfordring for den nye præsident at komme de mange franskmænd, som føler sig truet ikke blot fysisk, men også på identiteten, i møde uden at skubbe de ligeledes talrige tilhængere af et mere mangfoldigt samfund fra sig.

Frankrigs plads i Europa

Uden Frankrig intet EU. Men gælder det modsatte også? Ville Frankrig uden for det europæiske samarbejde været prisgivet globaliseringen og chanceløs i konkurrencen med langt mere magtfulde lande som USA, Rusland og Kina med flere? Eller kunne kontinentets andetstørste land tværtimod, hvis det genvinder sin fulde suverænitet, bedre føre an i det nationalstaternes Europa, som – ifølge nogle – er på vej til at genopstå? Uanset hvad man tror mest på, bliver det en hoved­opgave for den kommende præsident af gøre Frankrig »great again«. I det trods alt mest sandsynlige tilfælde, at landet forbliver i EU og euroen, skal landet igen være en ligeværdig partner for Tyskland i lederskabet af Unionen, som ikke blot kan sætte sine egne dagsordener igennem, men også repræsentere resten af Sydeuropas interesser. Og for at kunne tale med større vægt i Bruxelles – og i Berlin – bliver Frankrig nødt til at få bedre styr på sin økonomi, sin sikkerhed og, i særdeleshed, sin sammenhængskraft.

Martin Tønner er Berlingskes korrespondent i Sydeuropa og skriver i øjeblikket fra Paris.