Det moderne Frankrigs slagfærdige landsfader, Charles de Gaulle, er især kendt for sin frustrerede konstatering af, hvor svært det er at regere en nation med 246 slags oste. Men det er en anden af den tidligere præsidents talrige oneliners, som bedst beskriver det politiske regime, han designede til sig selv og fik vedtaget ved en folkeafstemning i 1958.

»Jeg tager mig af Frankrig. Til at bekymre sig om franskmændene har jeg mine ministre,« proklamerede de Gaulle, der boede i Élysée-palæet i ti år, fra 1959 til 1969.

I generalen og krigsheltens Femte Republik stod præsidenten i en højere sags tjeneste. Han skulle – de Gaulle havde ikke fantasi til at forstille sig, at det kunne være en kvinde – koncentrere sig om de store linjer og varetage nationens interesser: Udenrigspolitikken især, samt den overordnede strategi i indenrigs­politikken med vide magtbeføjelser til at trumfe sin vilje igennem. Til den daglige trummerum med partipolitik og parlamentariske trakasserier havde han sin regering.

Når De Gaulle gennemtrumfede dette »republikanske monarki«, som styreformen er blevet betegnet, var det ikke – i hvert fald ikke kun – for sin fornøjelses skyld. Den foregående Fjerde Republiks svage regeringer gjorde det vanskeligt at regere landet effektivt på et tidspunkt, hvor der var hårdt brug for det. Algeriets blodige uafhængighedskrig havde splittet franskmændene mindst lige så meget som i dag. En regulær borgerkrig truede med at bryde ud, og der syntes at være behov for en stærk mand som politisk overdommer,

Reformforslag

Men giver en republikansk monark fortsat mening i det 21. århundredes langt mere komplekse samfund? Udadtil har i hvert fald de europæiske nationalstater mistet indflydelse i verden, og indadtil efterspørger dele af befolkningen et mere horisontalt demokrati, hvor borgerne spiller en større rolle.

Adskillige af kandidaterne ved det præsidentvalg, som blev afgjort søndag, har da også foreslået reformer af såvel præsidentembedets funktioner som andre dele af den Femte Republiks styreform. Det gælder især valg­systemet, der – ikke kun til posten som statsleder, men også når der skal sammensættes nationalforsamling og forskellige myndigheder på regionalt og lokalt niveau afvikles over to runder.

Ofte vælges den kandidat, der har fået flest stemmer i første valgrunde, fra i anden, fordi modstanderne rotter sig sammen. En »uretfærdighed«, som først og fremmest går ud over Front National. Men det højrenationale parti er ikke alene om at foreslå et mere proportionalt system.

Front National vil også gøre det muligt at afholde folkeafstemninger på grundlag af underskriftsindsamlinger – i dag kan kun præsidenten udskrive dem – og det nye venstre­parti La France insoumise, hvis kandidat klarede sig overraskende godt i første valgrunde, går ind for et totalopgør med den Femte Republik og indkaldelse af en grundlovgivende forsamling.

Det sker næppe. Men når statslederens rolle og beføjelser diskuteres, skyldes det formentlig også, at en anden af den Femte Republiks selvbevidste præsidenter, socialisten François Mitterand, om nogen havde ret, da han mod slutningen af sin 14 år lange embedsperiode kundgjorde:

»Jeg bliver den sidste af de store præsidenter. Efter mig vil der kun komme finansfolk og regnskabsførere.«

»Fornærm ikke fremtiden«

Mens efterfølgeren, den konservative Jacques Chirac, i nogen grad holdt embedets »royale« fane højt, brød Nicolas Sarkozy, der blev valgt i 2007, radikalt med traditionen for at svæve over de partipolitiske vande.

Den hyperaktive konservative leder var her, der og alle vegne – både i forhold til sine ministre, som ofte blev forvandlet til statister, og sit Union pour une Mouvement Populaire (nu Les Réplicains). Det var også Sarkozy, der med en stærkt politiseret brug af sit kærlighedsliv underminerede præsidentembedets ukrænkelighed i forholdet til de lyserøde medier.

Under François Hollande er begge tendenser blevet forstærket yderligere. Den afgående socialistiske præsident har måttet finde sig i, at hans utroskab blev et offentligt anliggende, der kostede point på en i forvejen slunken popularitetskonto, da den forsmåede kæreste senere udgav et karaktermord af en erindringsbog.

Samtidig, og ikke mindst, har han trods socialistisk flertal i nationalforsamlingen måttet bruge uforholdsmæssigt mange kræfter at få vedtaget sin politik, fordi et kritisk mindretal i parlamentsgruppen den ene gang efter den anden truede med at bringe regeringen i mindre­tal. Hollande blev ikke blot nødt til at bekymre sig om de franskmænd, som De Gaulle overlod til ministrene, men også sine egne uvorne partikammerater.

»Den næste republikanske monark over­tager posten i en paradoksal situation,« skriver den britiske Frankrigs-ekspert, Sudhir Hazareesingh, i en kronik og fortsætter:

»Præsidenten står over for dramatiske sociale og økonomiske udfordringer samt høje forventninger i et splittet og demoraliseret land præcis på dét tidspunkt i historien, hvor de institutionelle redskaber, der er til rådighed for at løse problemerne, forekommer mest ineffektive.«

Det er med andre ord ikke nogen let opgave, som venter. Men i det mindste er der kommet nye kræfter til magten uden forbindelse til de traditionelle politiske partier, som har et stort medansvar for ikke blot præsidentembedets, men hele Frankrigs deroute gennem de seneste årtier.

Og hvem ved. Måske kommer den Femte Republiks ottende præsident til at markere et positivt vendepunkt i landets nyere historie. I hvert fald er der, som fransk sociologis grand old man, Edgar Morin, poetisk udtrykker det i et interview med den spanske avis La Vanguardia ingen grund til på forhånd at »fornærme fremtiden«.

Martin Tønner er Berlingskes korrespondent i Sydeuropa og skriver i øjeblikket fra Paris.