Det tager liften præcis 12 minutter og 33 sekunder at fragte os fra bunden af Bad Gastein til toppen af Stubnerkogel. Vi har kun siddet her i seks. Støvlerne føles lette først på dagen, selv med et par ski dinglende under sig omtrent 30 meter over det præparerede sneunderlag. Efter et par tågede og blæsende dage med sigtbarhed helt ned til få meter skinner solen igen, og den blå himmel sørger for en knivskarp bjerglinje i horisonten. Lyde er der få af. Faktisk kun to – liften, der udstøder en konstant mekanisk løftelyd, og carvingsvingene fra de få skigæster, som er nået op før os med den allerførste lift kl. 08 og nu suser ned ad bjerget. Om ca. seks minutter gør vi det samme.

Som udgangspunkt minder den scene jo om det, du kender fra de fleste andre skisportssteder. Ski på fødderne, en larmende lift og skiløbere susende ned ad pisten under dig. Så hvad er det, der får Bad Gastein til at skille sig ud fra den enorme mængde af østrigske skisportssteder? Hvad kan dalen, siden så mange medier, senest velansete The Monocle, har døbt den ’Alpernes urbane landsby’?

Hvert år sætter over to millioner gæster fod i Bad Gastein. Ca. seks ud 10 er her, når der er sne på Alperne. De resterende kommer, når naturen blomstrer. Men faktisk har Bad Gastein været et populært rejsemål, længe før man fandt på at spænde planker under skoene, gå ned i knæene og fare ned ad bjergene.

Årsagen findes i første del af dalens navn: ’Bad’. Ordet betyder præcis det samme på tysk som på dansk, men refererer i den her sammenhæng til de radioaktive, termiske varmekilder, der findes i bjergene. Og det er da også i Bad Gastein, at du finder Østrigs største kurbad, ’Felsentherme’, der tapper på hele 18 kilder. Vandet i det største bassin er varmere end kropstemperaturen, så det føles befriende at ligge i vandet efter en lang dag på ski. De ømme muskler i benene og maveregionen slapper af i den flydende tilstand under vand, og bliver efterfølgende forkælet i de forskellige saunaer, som Falsentherme byder på.

Healende radonterapi

Før vi går mod omklædningsrummet, svømmer vi et smut ud i udendørsbadet, som er oplyst af grønt lys. Vi lægger hovederne tilbage og iagttager stjernehimlen, mens de to eneste andre i bassinet – et russisk kærestepar i starten af 30erne - afprøver deres Go Pro kameras talefunktion, der dog ikke synes at reagere på russiskklingende engelsk. I hvert fald gider det lille kamera ikke tage billeder med ordren: »Go Prrooo, take phottto«.

Dog er der endnu et niveau på de termiske bade: Gasteiner Heilstollen. Mens fordelingen mellem sommer- og vintergæster i Bad Gastein hedder 6/4 i sneens favør, kommer hele tre ud af 10 gæster, målt på årlig basis, faktisk til dalen for at besøge steder som Gasteiner Heilstollen, der tilbyder healende radonterapi dybt inde i bjergene.

Især personer med kroniske muskelsmerter, luftvejssygdomme og hudsygdomme skulle efter sigende (og dokumenteret af østrigske samt tyske læger) opnå store fordele af behandlingen, fordi kombinationen af høj luftfugtighed, varme og radon i små mængder er unik.

Umiddelbart rimer de lidelser ikke på noget, som vores lille hold har pakket med i Bad Gastein tasken, så for os bliver turen ind i Radhausberg bjerget foretaget af ren nysgerrighed. Mest af alt føles det klaustrofobisk at hoppe i det lille gule tog, der kører omtrent 20 minutter ind i bjerget, mens temperaturen stille stiger til små 45 grader. Toget stopper ved en lille station, hvor de godt 100 passagerer, alle sammen klædt i de udleverede lyseblå badekåber, lægger sig på hver sin briks fordelt i små, udgravede gange.

Her ligger vi så i 30 minutter til lyden af afslappende, terapeutisk musik, før en lille klokke ringer og vi gejles tilbage i det lille, gule tog.

I naturen som gæst

Efter et par våde oplevelser er det tilbage til sneen, liftene og pisterne. Stubnerkogel, som den her artikel startede med en scene fra, repræsenterer alt det, der er velkendt ved klassisk østrigsk skiløb – masser af brede pister på alle niveauer, lifte i alle retninger og store områder i bunden af pisterne med caféer og musik.

Graukogel derimod lægger sig i slipstrømmen på byens arkitektur – vintage. Her er der kun én lift (en gammel stolelift, der ligner et levn fra 50erne), og det tager forholdsvis lang tid at komme til toppen af pisterne.

Til gengæld er turen i liften en rejse i sig selv. Flere steder undervejs bliver du trukket gennem tætte skovområder væk fra pisterne, hvor du er overladt til naturen og lyden af blæsende trætoppe. Og det samme gør sig gældende med mange af nedkørslerne. Graukogel pisterne føles som at være midt i naturen som gæst, i modsætning til Stubnerkogels mere velkendte pisteformat, hvor det store apparat er rykket ind og har overtaget naturen for en sæson.

Fra Graukogel kaster vi os ud på en af bjergets lange nedkørsler. Alpetræerne stod skarpt og konstrastfyldt under morgenmaden kl. 08, men da vi tager den første tur op med liften kl. 09, kan vi ikke se to meter frem. Så stærkt går det i Alperne. Det sner og fyger. Der falder så meget sne, at pisterne nærmest er offpiste. Selv de mest elegante skiløbere ser en smule pressede ud. Men intet vejr skal vel afholde en skientusiast fra at carve? Og så er det godt, at det netop er Graukogel, vi har valgt som dagens første skisted. På vej ned ad bjerget er der nemlig flere stykker gennem skov, som sørger for læ for både vind og sne.

Desværre er området ikke forbundet med de andre meget større områder i dalen, så da uret viser over middag og lysten til andre pister kommer snigende, må skiene af og op på nakken. Heldigvis stopper en bus kun få minutter herfra, som kan fragte os videre til næste område.

Sandfarvede pasteller

Det er på de små bus- eller gåture, at du fornemmer det særlige og ukonventionelle ved Bad Gasteins arkitektur. Der er langt mellem de klassiske bjælkehytter i dalen, mens den ene ’Grand Budapest Hotel’-lignende bygning efter den anden toner majestætisk frem. Farverne er holdt i overvejende sandfarvede pasteller og facaderne fyldt med vinduer og balkoner, som dog ikke er i brug på denne årstid. Næsten alle bygninger er designet og opført af den legandariske italienske arkitekt Angelo Comini, der rundt omkring i dalen betegnes som Bad Gasteins sofistikerede grundlægger.

Og så er der de mindre hoteller – designhotellerne Miramonte og Haus Hirt. Rudolfshöhe, der kun har fire værelser og en udsøgt restaurant på toppen af en bakketop med udsigt over hele dalen. Eller Regina Hotel, hvor nye ejere har transformeret en gammel hvid bygning til et vintage-hotel med egen biograf og nynordisk restaurant.

Det er folkene bag de her små designhoteller, der er de primære kræfter bag Bad Gasteins fornyede image – fra en mere eller mindre forfalden spa-destination til Alpernes urbane darling. Byen, som kreative personer, kunstnere og iværksættere rejser til året rundt for at slappe af, men også for at lade sig berige af dalens entreprenante ånd. Som Jasen Houzer, én af de to ejere af Regina Hotel, fortæller over en fælles morgenmad i restauranten, mens jazztonerne flyder ud af højtalerne med udsigten til de snedækkede alper:

»Bad Gastein har en tiltrækningskraft på folk, der værdsætter arkitektur, urbant byliv og naturen. Lidt som Detroit var byen i mange år i forfald, men netop det forfald har været omdrejningspunktet. Potentialet i forfaldne bygninger har tiltrukket den her gruppe af nye hotelejere og restauratører. Og det gælder også for gæsterne. Der er nærmest et fællesskab blandt gæsterne på tværs af alle hoteller i byen.«

De mest sporty skiløbere

Inden vi kan sige farvel til Bad Gastein, er der stadig lige ét sted, der skal besøges: Sportsgastein. Igen markant anderledes end dalens andre skisportsområder. Som det højeste punkt i det enorme Ski Amadé-område, der tæller mere end 760 km præparerede pister, ligger Sportsgastein over trægrænsen, hvilket betyder en nærmest konstant 360-graders udsigt over dalen fra det 2.650 meter høje punkt, hvor du hopper af liften. I folkemunde er bjerget kendt som stedet, hvor de mest sporty skiløbere og snowboardentusiaster mødes. Det er her, at det går mest lodret nedad. Og det er her, at de mest udfordrende og længste off-pister findes.

Da vi besøger bjerget, der ligger godt 20 minutters kørsel fra Bad Gasteins centrum, bager solen fra en blå himmel. Vi har taget den første lift op for at spise morgenmad på toppen i en lille kuppel. Bygget i glas og aluminium ligner den næsten et element fra rummet, der er landet her på toppen af Alperne. Morgenbordet byder på alt fra frisklavede pandekager og croissanter til yoghurt og frisk frugt. Med andre ord alle tænkelige muligheder for at fylde maven godt op inden en dag i det udfordrende Sportsgastein-område. Måske endda mere til.

Første tur nedad er offpiste med kyndig vejledning fra en guide. Og vi skal ikke langt ned ad det øverste stykke, før vi forstår vigtigheden af at have en stedkendt ekspert med. Det går ekstremt stejlt på de store, brede stykker, og flere gange må vi rulle rundt i den bløde sne. Heldigvis er der ingen træer at vælte ind i. Sådan fortsætter hele turen ned ad bjerget, og da vi endelig står i bunden, har vi godt 500 meter tilbage til lifteområdet. Sådan er offpiste-livet.

Rullefald

Da vi om eftermiddagen igen tager den lange tur med liften til toppen af Sportsgastein, viser Alperne sig fra deres rå side. Næsten alle mennesker på toppen står samlet i flok lige uden for liftens afstigningspunkt. Alle ser de ud, som om de er i vildrede. Som om de mangler information om noget. Det er vores offpiste-guide, der tager ordet.

»Vi har netop fået at vide, at der har været en lavine i området, så ikke mere offpiste i dag. Jeg kan sige, at ingen er kommet noget til,« siger han. Efter morgenens mange rullefald i sneen passer det os egentlig fint med en præpareret nedkørsel. For sidste gang placerer vi skiene, træder støvlerne ned i bindingerne, hører den velkendte kliklyd og sætter i gang med små bevægelser. Først høres lyden af sneen, der bliver komprimeret under skiene. Så suser det for ørerne.

Rejseliv var inviteret af Bad Gasteins turistkontor og Das Regina Hotel.