Hemmeligheder er det nye at dele med internettet. I hvert fald hvis det står til en række nyere apps udviklet til at lade brugerne optræde under anonyme navne, hvorfra de deler statusopdateringer om de ting, de ikke nødvendigvis ønsker at sætte eget navn på - men har behov for at dele.

I rækken af nyere apps i det felt er amerikanske Secret, som blev lanceret tidligere i år og har hentet en del opmærksomhed både blandt amerikanske brugere, der indtil videre er de eneste, der har adgang til den, samt fra ventureselskaber, hvor firmaet har hentet ti millioner dollar i investering.

Indtil videre er Secret alene udviklet til mobile enheder udstyret med teknologigiganten Apples mobilstyresystem iOS. Og hidtil har det kun været muligt at hente appen i den amerikanske del af Apples appbutik App Store. Nu vil Secret også have fat i brugere i Storbritannien, Irland, Australien og New Zealand og har netop gjort appen tilgængelig her, lyder det på virksomhedens blog.

Secret blev lanceret i USA for omkring tre måneder siden og meldte på det tidspunkt ud, at appen vil blive lanceret i flere lande senere. Nu lyder det ligeledes fra Secret, at der snart vil blive tilføjet yderligere lande.

Derudover arbejdes der også på at gøre Secret tilgængelig på smartphonetelefoner, som er udstyret med mobilstyresystemet Android, hvor det endnu ikke er muligt at anvende Secret.

Over for teknologimediet Techcrunch forklarer medstifter Chrys Bader-Wechseler, at firmaet har afventet lidt med at gøre appen tilgængelig i flere lande, selvom den har haft succes med hurtigt at tiltrække brugere i USA.

»Vi ville være sikre på, at alting var på plads, inden vi ekspanderede til flere markeder,« siger han til Techcrunch. 

Den seneste tid har Secret ifølge Techcrunch arbejdet på nye funktioner til appen. Herunder en ny måde at advare brugere, hvis de skriver krænkende opdateringer, samt mulighed for at dele statusopdateringer fra Secret på andre sociale tjenester på nettet. Ifølge Chrys Bader-Wechseler er der en høj andel af brugere, som vender tilbage til appen, når de først kommer i gang med at deltage i de anonyme samtaler.

»Vi ser, at omkring 75 procent af folk, som har venner i netværket, kommer tilbage hver uge. Blandt dem, der deltager i en samtale, er det 90 procent, der kommer tilbage,« siger Chrys Bader-Wechseler til Techcrunch.

Da Secret blev lanceret i januar, var det i første omgang techfolk, journalister, iværksættere og folk fra andre tjenester, som ifølge teknologinyhedssiden The Next Web tog appen til sig for at finde det seneste techsladder fra Silicon Valley-området. Siden begyndte appen imidlertid også at blive brugt uden for teknologimiljøerne i USA, og dermed har statusopdateringerne også ændret sig, skriver The Next Web. Her fremgår det, at alt fra ny kærlighed, opfordringer til bøn, billeder at scanninger der viser at folk at sluppet af med en sygdom og andre meget menneskelig hemmeligheder og følelser nu deles der.

Der er for tiden generelt meget fokus på de tjenester, der satser at give brugerne mulighed for at være mere anonyme og på at lade dem dele hemmeligheder eller holdninger, uden at de behøver sætte navn på, hvem de er.

Her deles alt fra hemmeligheder, sladder og andet indhold, som kan høste opmærksomhed og kommentarer fra andre. Eksempler herpå er apps som Whisper, Secret, Wut og Yik Yak, hvor især de to første har trukket opmærksomhed på teknologimedier og -blogs samt hos investorer.