Det handler om hemmeligheder, men ikke den slags, som bliver bevaret og værnet om. Nu skal de deles på internettet af anonyme afsendere i nyere sociale tjenester og apps.

Der bliver blandt aktører i feltet af sociale tjenester på internettet for tiden skruet op for udvikling af platforme, hvor brugerne kan optræde mere anonymt - eller med navne, der ikke automatisk fortæller hvem de er. Hermed dele hemmeligheder, sladder og andet indhold og høste opmærksomhed og kommentarer fra andre.

Tjenester som især Whisper og Secret henter pt. meget opmærksomhed både i teknologimedier og -blogs samt hos investorer. Ligesom bølgen af sociale tjenester til anonym deling af indhold også var på dagsordenen for nylig på den amerikanske internet- og teknologimesse South by Southwest i Austin, Texas.

Også under den danske Social Media Week tidligere på foråret kom aktører fra det digitale område omkring de nyere sociale tjenester, der i stigende grad har fokus på at give brugerne mulighed for at være anonyme, når de deler indhold og statusopdateringer med andre.

Ifølge Mads Ehrhardt, direktør for virksomheden Copenhagen Concept, som udvikler iværksættervirksomheder, og en af initiativtagerne til etableringen af Social Media Week i Danmark, er den bølge båret af flere tendenser på det sociale internet, der har tråde tilbage til tiden før de mere bredt kendte sociale netværk som blandt andre Facebook og Twitter.

»Når vi går ti år tilbage, var internettet et miljø, hvor folk var ret private. I de første chatsystemer var de typisk gemt bag et »nickname« eller et pseudonym, hvor folk ikke kendte deres rigtige navn. Så gik der mere forretning i udviklingen af tjenester, hvor der kom fokus på, at de delte data kunne bruges til at skabe forretning,« forklarer Mads Ehrhardt og henviser til, at næste fase dermed handlede om, at der skulle afgives flere og flere oplysninger.

Dermed kom også en bevægelse, hvor internettilstedeværelsen i høj grad handlede om at fortælle om alle de fantastiske sider af de liv, man lever. Den er over især det seneste års tid blev udfordret af et nyt fokus på, hvordan de delte data bliver håndteret af selskaberne bag tjenesterne - og af sidste sommers afsløringer af overvågningsskandalen i USA og andre lande. 

Hos Seismonaut, der rådgiver om brugen af digitale tjenester, vurderer senioranalytiker Daniel Ord Rasmussen ligeledes, at interessen for de nyere sociale tjenester med fokus på anonym deling af indhold drives af en reaktion på overvågningsskandalen og på flere år med offentlig deling af indhold i sociale netværk.

Det har generelt sat skub i brugen af tjenester, der tilbyder mulighed for mere private dialog, end samtalerne på de mere offentlige nyhedsstrømme i sociale netværk som Facebook og Twitter - og har eksempelvis også medvirket til popularitet omkring sociale beskedtjenester som blandt andre WhatsApp, der for nylig blev købt af Facebook.

Der er generelt fokus på, at det i høj grad er unge brugere af sociale netværk, som i første omgang finder vej til de nyere tjenester med fokus på mere anonym deling af statusopdateringer i tekst, grafik og billeder.

Flere analyser har da også gennem det seneste års tid vurderet, at unge brugere er trætte af blandt andre Facebook, fordi mor-og-far-generationen er flyttet ind - og derfor finder vej til sociale tjenester, hvor de blandt andet kan være mere private. Daniel Ord Rasmussen henviser da også til, at eksempelvis Whisper umiddelbart tiltrækker unge brugere - eller et publikum, som anvender det som en slags kanal til at være opmærksomhedssøgende uden at være det officielt, idet de kan dele alt muligt fra deres liv uden at fortælle, hvem de er. 

Der findes en række tjenester, der alle forsøger at få fat i den del af internetfolket, som gerne vil dele hemmeligheder og sladder online. Lige nu er Secret, Yik Yak, Wut og Whisper ifølge teknologimediet Techcrunch.com de mest populære og oplagte kandidater til at tiltrække brugere.

Flere af dem har da også trukket opmærksomhed hos ventureselskaber, som investerer i nye virksomheder. I den forløbne uge kunne Secret, der blev lanceret tidligere i år, bekræfte, at firmaet bag har hentet en investering på 8,6 millioner dollar - eller cirka 46 millioner kroner.

Tjenesten, der endnu kun er tilgængelig til download for brugere i Canada og USA, henter for tiden masser af omtale.

Og firmaet meddelte selv i forbindelse med annonceringen af den seneste investering, at 75 procent af de brugere, som har mere end fem »venner« på den sociale tjeneste, vender tilbage og tjekker nyt indhold hver dag. For de brugere, der har deltaget i en dialog på Secret, er det 90 procent, som vender tilbage inden for samme uge - ofte flere gange dagligt, skriver Secret selv i en blogindlæg på virksomhedens hjemmeside.

Samtidig har flere internationale teknologimedier berettet om, at Whisper er på vej til at hente sin tredje investering. Ifølge CNET ventes Whisper at indgå en aftale om en investering på 30 millioner dollar - svarende til cirka 161 millioner kroner - i løbet af i år, og det vil værdisætte virksomheden til 200 millioner dollar - svarende til mere end en milliard kroner.

Whisper selv meddelte ifølge amerikanske CNN i december, at det dengang nærmede sig tre milliarder sidevisninger per måned, og tidligere i år oplyste direktør og medstifter Michael Heyward til CNET, at Whisper håndterer mere end 20 statusopdateringer per sekund, og af en gennemsnitlig bruger åbner appen mere end ti gange dagligt.

Netop Whisper blev lanceret i 2012 og er bygget som en åben nyhedsstrøm, hvor brugerne deler deres statusopdateringer med alle. Det vil sige, at fremmede kan følge med i alt, hvad de deler af indhold - dog under anonyme navne.

Brugerne kan desuden også vælge af indgå i samtaler med andre brugere i mere private beskeder, der sendes til udvalgte brugere. Forudsætningen for Whisper er, som tidligere beskrevet af teknologimediet CNET, at folk kan være mere åbne omkring, hvad der foregår i deres liv, fordi deres statusopdateringer ikke er koblet til brugernes ægte identitet.

Ifølge Karen North, professor ved det amerikanske universitet University of Southern California og leder af universitetets masteruddannelse i sociale medier, bliver tjenesten dermed en platform til at fortælle om sig selv, lidt ligesom når man sludrer hos frisøren eller fortæller lange livshistorier til en fremmed person, man tilfældigvis får en plads ved siden af på et fly.

»Folk er generelt meget voyeuristiske,« siger Karen North, der er professor i psykologi til CNET og forklarer, at de gerne vil se den inderste, menneskelige side af folks liv.

Både hos Whisper og Secret har stifterne netop forklaret, at den nye bølge af sociale tjenester til anonym deling handler om, at brugerne her har mulighed for at give et mere realistisk billede af, hvem de er.

»Anonymitet kan hjælpe folk til at være dem selv og dele, hvad de virkelig føler og tænker,« har medstifter af Secret, David Byttow udtalt til CNET.

Med de nye tjenester er det anonyme sociale internet generelt begyndt at vende tilbage. Sådan lød vurderingen allerede for knap et år siden i sommeren 2013 i det amerikanske erhvervsmedie Forbes, der beskrev to divergerende, sociale web. Et bundet fuldstændigt op på rigtige identiteter. Et andet på anonyme profiler. 

Over det seneste års tid har flere analyser af udviklingen i brugen af sociale tjenester da også vurderet, at der generelt bliver taget flere nyere tjenester i brug, som understøtter mere privat dialog end den mere offentlige kendt fra åbne nyhedsstrømme på blandt andre Twitter og Facebook.

Facebooks medstifter og topchef Mark Zuckerberg har da også meddelt, at selskabet oplever vækst i brugen af Facebooks app Messenger, der samler de private beskeder, brugerne udveksler på det sociale netværk - og tidligere på foråret købte den populære beskedapp WhatsApp.