En mandag morgen i januar. Klokken var nok 6.30. Lyden af babygråd kæmpede sig vej forbi mine ergonomisk designede ørepropper, og få sekunder senere fik jeg stukket en hysterisk frisk syv måneder gammel dreng i favnen, mens jeg forsøgte at orientere mig i et hysterisk oplyst køkken.
Første arbejdsdag efter mange måneders barselsfravær. Siden i sommer har jeg afleveret den store i skole med fedtet hår og joggingbukser – altså mig, ikke hende – og jeg har gået lange komatøse ture på Kastellet med nerveberoligende musik i hovedtelefonerne.
Nu havde virkeligheden ringet og ville have sit pseudoliv tilbage. Men jeg var forberedt til tænderne. Havregrynene stod parat i gryden, kaffen var doseret i stempelkanden og storesøsters madpakke stod smurt i køleskabet. Selv sokker, underbukser og skjorte lå klar.
Men det gik alligevel galt. Fuldstændig galt. Kjolen var forkert og havregrøden var forkert, og den lille fandt sig absolut kun i at sidde på armen. Og det er altså svært at rede hår på en syvårig med en syvmåneders på armen, skulle jeg hilse og sige. Og det er svært at tage et 45 sekunders styrtebad, mens man underholder en baby, så den ikke vækker hustruen, som forsøger at få en times lur efter en handlingsmættet nat.
Og så ... crescendo: Erkendelsen, da jeg med hvinende bremser smed bilen foran skolen et kvarter for sent: At gymnastiktøj og madkasse lå trygt derhjemme.
Og jeg kunne ikke lade være med at smile .Og jeg smiler stadigvæk. Fordi jeg ved, at alting forandrer sig.
I går genlæste jeg en af de mange klummer, jeg skrev for syv år siden, da min datter var et fem måneder gammelt kolikbarn, og jeg stod på min 30 års fødselsdag i regnvejr og tænkte, at sådan var mit liv altså kommet til at se ud.
»Dagen i dag startede med pisregn og skænderi og fortsatte med frustrationer og skuffelser. Og så blev det frokosttid. Mens jeg står her og skyller genstridig havregrød af tallerkenerne fra i morges, må jeg nok erkende, at det er overvejende sandsynligt, at der er ting her i livet, jeg aldrig kommer til at opleve.«
Når man får sit første barn, tror man, at det er en grundtilstand. At genstridig havregrød og røde øjne af søvnløshed er kronisk. Men når man efter nogle år gradvis vinder sit liv tilbage, opdager man, at alting er overgange og tilstande, som blot skal overvindes.
Når min højre skulder værker og mine bukser er plettet af gylp og noget andet, jeg helst ikke vil vide, hvad er, ved jeg, at det er sidste gang. Sidste gang, at jeg skal sidde her og halvsove over tastaturet. Sidste gang, at kvalitetstid er de 55 minutters »Homeland«, man når mellem klokken 21 – når opvasken, aftensmaden, tøjvasken, højtlæsningen, madpakkesmøringen, sutteflaskevaskningen og gymnastiktøjspakningen er overstået – og 22, når man falder om af udmattelse. Sidste gang, at ét glas rødvin er nødvendigt, mens to får læsset til at vælte. Og sidste gang, at idéen om et velfungerende parforhold er »her er dine ørepropper, skat,« når man går i seng i hver sit soveværelse.
Første gang er første gang, og anden gang er sidste gang (og nej, der kommer ikke lige en 3’er.) At få børn går aldrig over, men tiden, hvor man har grus i øjnene og granatchok i kroppen, går over. »Det er hemmeligheden bag mit smil«, sang C.V. Jørgensen engang. Og jeg kan heller ikke lade være med at smile ved tanken om, at i morgen starter det hele forfra.