Kære ukendte ven.

Jeg har haft lyst til at skrive til dig i lang tid, for siden du og alle de andre forsvandt, er her blevet så stille. Jeg holder stadigvæk af at være her, men det er nu alligevel lidt ensomt indimellem. Jeg er begyndt at føle mig lidt ligesom robotten i tegnefilmen »Wall-E« – du ved, dén om at jorden i en nær fremtid er blevet så forurenet, at jordens befolkning er emigreret til sådan nogle luksuriøse rumskibe, hvor de lever et ubekymret liv, mens Wall-E rydder op på hjemplaneten.

Det var et sidespring, jeg ved det, men på det seneste er jeg begyndt at tænke meget over, hvad jeg egentlig laver her. Man bliver skoldet af solen om sommeren, risikerer at blive bidt af flåter og får af og til skægpest og spaghetti med kødsovs op til flere dage om ugen (dog ikke sammen nødvendigvis).

Men det har du nok glemt alt om, siden du tog af sted til den anden verden, hvor æggene altid er perfekt kogt om morgenen, og hvor mødrene (og fædrene for den sags skyld!) tager hjemmegravad laks og salater med quinoa med til forældremøderne – og de ved ovenikøbet, hvordan man udtaler quinoa.

Du har det uden tvivl godt dér i Fjæsbogens land, og hvad jeg prøver at sige er nok, at jeg egentlig også har det meget godt her, selv om lykken som regel altid kommer i små glimt. Lige som i den dér John Lennon-sang: Hov, hvad var det, der susede forbi dér? Nå ja, det var vist lykken, men jeg er ikke helt sikker.

Så står man her på de næsten øde gader med smagen af ikke-økologiske rundstykker og halvsur vin i munden og tænker på, om man endelig skulle tage sig sammen og flytte til Facebooks forjættede land sammen med dig og de andre tre millioner danskere, som allerede har fået et lykkeligere liv dér.

Jeg har flere gange været tæt på, det skal ikke være nogen hemmelighed. De perfekt kogte æg, den kølige rosé og alt det andet har været fristende.

Men for nylig har jeg fundet en enklave med pariaer som mig selv, og siden har jeg ikke følt mig helt så alene. Mine nye venner er en særlig race. De kan ikke slippe af med lus og føler, at deres børn har et usundt misbrug af iPads og Netflix.

Som jeg higer de også efter social anerkendelse til klassefester og forældremøder, men ender altid med at vågne op og komme i tanke om, at de dansede halvpinligt til Thomas Helmig med hende den nyskilte, lyshårede mor fra parallelklassen. Men du har nok glemt alt om Thomas Helmig, dér hvor du er nu.

Det, jeg gerne vil frem til, er, at jeg føler mig hjemme blandt disse mennesker, som kalder deres fællesskab for ForældreIntra. Børnene har konstant vandvorter og spiser Coco Pops til morgenmad, og Chablisen er sjældent en grad under 22 grader (tsk tsk). Til gengæld kan man ikke forhøje sin sociale kapital ved at have surdej i kølskabet og lave sin egen hyldeblomstsaft.

Det mest utrolige er, at indbyggernes fysiske fremtoning har en slående lighed med deres »jeg« i cyperspace på sådan en 1:1-agtig måde, som godt kan virke skræmmende de første gange. Men det vænner man sig til, og med lidt øvelse kan man faktisk godt give et næsten helhjertet kram til hende den for nyligt skilte mor fra parallelklassen uden at blive smittet med lus.

Så jeg tror, jeg bliver her lidt endnu.