I dag skal det handle om det gode, for foråret er kommet.
Det skred igen ligesom en knibsk kæreste. Men lur mig, om det ikke er på trapperne.
Solen titter frem og jeg har været på biltur i vort smukke Jylland. Som slet ikke er så farligt at blive udflyttet til. De har både veje og huse og i Himmerland er der så smukt, at jeg måtte køre ind til siden og sidde og stirre på den mageløse natur.
Og de har ulve, så længe det varer. Og så er der jo smilets by.
Jeg elsker Aarhus. Hvis ikke jeg boede det bedste sted på Jorden, ville jeg bo i Aarhus. Og det er ikke kun, fordi min datter bor der, og man skal heller ikke flytte efter sine børn. Der er måske en grund til, at de er flyttet.
Medmindre selvfølgelig, at de er flyttet til Australien, så kan man jo i sagens natur blive nødt til at flytte efter, især hvis der kommer børnebørn.
Men tilbage på sporet, for i dag er det Aarhus, der er i centrum. Aarhus er meget mere overskuelig. København er ligesom en schweizerkniv – der er flere byer i en.
Folk, der bor på Frederiksberg, får et kulturchok, når de kommer ud på Nørrebro og som de pæne mennesker, de er, tænker de »sikke en mangfoldighed!« og skynder sig tilbage til deres højloftede stuer.
Frederiksbergs gader og Dronning Louises Bro er som yin og yang. Og den skumle ende af Strøget, med øretæver og Shawarmahouse, og Gammelholm er som olie og vand. For ikke at tale om Urbanplanen versus Kartoffelrækkerne. Her slår ordene ikke til.
Men Aarhus er én by, ét folk. Og hvilket prægtigt folk!
Tænk, at det hedder Midtbyen!
Fyrene har stadig man-bun og den er ikke ironisk. Man kigger hinanden i øjnene. Længe. Så længe, at nogle københavnere vil finde det intimiderende. Men uden grund – man bruger bare lidt længere tid på, i al venlighed, at se hinanden an. Folk på gaden spørger, om man har brug for hjælp, når man går og ligner en bortkommen turist, selv om det næsten er umuligt at fare vild i det, der hedder Midtbyen.
Tænk, at der er noget der hedder Midtbyen! Ikke centrum, ikke K, men Midtbyen, fordi det ligger midt i byen. Og man taler sammen i butikkerne. Og på restauranterne er portionerne store. Og tjenerne er virkelig søde og kompetente og synes ikke, det er flovt at være i et servicefag i modsætning til i København, hvor de har været nødt til at indforskrive halvdelen af Skåne, Halland og Blekinge for at opretholde et bare nogenlunde serviceniveau.
I Aarhus spørger de, hvordan maden smagte. Og der er ingen, der kører ræs i matsorte biler i de små gader i Midtbyen og ingen hjemløse, der går og fryser med filtret hår, fordi distriktspsykiatrien ikke fungerer.
Jeg tror faktisk slet ikke, at der er psykisk syge i Aarhus. Og ellers er de godt gemt af vejen ude i Risskov. Hvor der også er pænt. Og det er godt at bo et pænt sted, når livet brækker midt over; så er det godt med udsigt til hav og strand og skov.
Sådan var det også i gamle dage. Da lå alle tosse- eller åndssvageanstalterne, som det hed dengang, i flotte omgivelser, blandt andet Ebberødgård i Birkerød, som lå smukt ude i Rude Skov. Så blev det omdøbt til Svaneparken, for ordet Ebberød var slidt grimt og vi børn i Birkerød kaldte beboerne for ebber eller ebberødder. Det var en anden tid, før politisk korrekthed.
Og så er vi tilbage i Aarhus, her bliver man heller ikke mødt af krænkede miner med krav om politisk korrekthed og safespaces. Bare hygge og smil og en øl i Latinerkvarteret. Og dér foran majestætiske Hotel Royal cykler Renée Toft Simonsen, smukkere end nogensinde, og der er en gade, som hedder Spanien.
I mit næste liv vil jeg bo i Aarhus.