Engang i min knap så pure ungdom måtte jeg forlade en ellers hyggelig sammenkomst i venners og kollegaers lag, fordi jeg blev overmandet af akut fortvivlelse. Folk sad og talte begejstret om den kommende teaterforestilling, de alle sammen skulle være med i. Undtagen mig. Jeg skulle være arbejdsløs mulatskuespiller, enlig mor og generelt mislykket, i nævnte rækkefølge. Det medførte, udover selvlede og et ordentligt skvæt misundelse på de udvalgte, en voldsom følelse af ensomhed.
Hvad gør man, når man er kuldsejlet? Når man har mistet fodfæstet og tror, at man er faldet ud af nåden? Hvis man ved egen kraft har klokket i det og bliver lagt for had, fordi man har knaldet sin bedste vens kvieøjede kone og er blevet opdaget, så må man sørge for, at en sådan erfaring ikke går til spilde. Der vil komme dage med fortrydelse og skam, og man kan ikke forvente tilgivelse lige med det vons. Når man fejler, er der en karensperiode, hvor man er en paria, som folk går i en bue udenom, og det kan der være god læring i. Så kan man nære sig en anden gang.
Andre gange bliver man selv forladt iført tynde nylonstrømper og alt for høje sko en nytårsaften midt på Nørrebrogade. Midt i en bisætning og med fyrværkeriet bragende om ørene. Fordi ens elskede fik øje på en anden, som stod der i romerlysenes skær med smukke kraveben, og glemte alt, hvad han havde lovet én. Så må man en tur ned på bunden. Alene. Der er skamfulde følelser man er helt alene med. Jalousi er en af dem.
Rid stormen af alene
Der kan være velmenende tilskuere til ens Golgata-vandring. Men man må bære sit kors alene. Andre har deres eget kors at bære på. Venlige mennesker kan se til fra sidelinjen og tilbyde skuldre, man kan græde ud ved, og varm suppe og medfølelse. Men man må ride stormen af alene. Der er heller aldrig nogen, man kan tage med, når man går i hundene. Ingen vil med af bar solidaritet.
Følelsen af udenforskab er svær at håndtere. Man er prisgivet andre menneskers vilje til at række ud efter én og drage én ind i fællesskabet. Man kan ikke selv, så havde man gjort det for længst. Det er svært at kæmpe sig op, når isen under én er bristet, og man ligger i en våge, for man knækker stykker af isen, når man forsøger at trække sig op, og vågen bliver større og vandet er koldt. Man er alene og afhængig af, at en venlig forbipasserende sjæl kaster en redningskrans ud til en.
Stor sorg gør én ensom. For den kan ikke deles. Den er ens egen. En god ven kan sidde ved ens side og indånde den samme luft. Men ord gør ikke den afgørende forskel. Sorgen er tomhed. Og inde midt i tomheden er der helt stille bortset fra lyden af ens egne slæbende skridt.
Vi voksne ved, at der er følelser, man er alene med. Men børnene. De må ikke føle sig alene. Selv om vi har fået fortvivlende efterretninger de seneste dage. »Du er ikke alene,« sang Sebastian. Og vi sang med. Og vi så filmen. Og det viste sig, som så meget andet i halvfjerdserne, at være den rene og skære usandhed. For der var børn, som var helt alene med deres skam og smerte. Børn, som ellers havde glædet sig. Børn, som var blevet udvalgt og havde fået lov af deres forældre til at være med i en film og i den forbindelse besøge instruktøren. Som skulle forestille at være den voksne. Vi må og skal indprente vores børn, at man aldrig må gå alene og skamme sig over, hvad andre mennesker udsætter én for. At man aldrig skal holde på en hemmelighed, hvis den gør ondt. Det er kun de hemmeligheder, der gør én glad, man behøver at holde på, når man er et barn. Vi voksne kan være alene med vores følelser, men børnene må aldrig være det.