I Danmark elsker vi Klods Hans. Den muntre ungersvend uden uddannelse, som blæser på alle de lærde og snobbede og stik imod alle odds tramper ind på det store, hvide slot og vinder prinsessen og hele kongeriget.
Eventyret har fået samme myte-status som historien om humlebien, der ikke ved, den ikke kan flyve. Den historie elsker vi også.
»Hallehøj, her kommer jeg. Se, hvad jeg nu har fundet«, råber Klods Hans glad og ubekymret. Vi elsker ham og bruger ham, når vi vil forklare, hvorfor et uigennemtænkt projekt alligevel har en chance – simpelthen fordi det ikke følger reglerne. Kreative, nytænkende sjæle bruger Klods Hans som forbillede: Han bruger en ged, en død krage, en træsko og noget mudder... – og lykkes. Han har ikke læst om det i en bog. Han er så umiddelbar, så selvstændig, så autentisk.
Men - efter den 8. november 2016 har eventyret fået en anden tone. Og jeg har fået lyst til at spørge: Kære H.C. Andersen, hvorfor har vi aldrig fået at vide, hvad der skete, da Klods Hans havde fået magten? Ville det ødelægge historien?
Lige så sjovt det er at følge Klods Hans i hans kamp for magten, lige så tragisk og uhyggeligt kunne det blive at høre fortsættelsen. Pinlige forsøg på at løse landets problemer med mudder og døde krager og underlige råbe-samtaler med kongerne fra de tilstødende riger?
Men måske havde eventyrdigteren alligevel forudset dette. For eventyr plejer at slutte med, at hovedpersonerne levede lykkeligt til deres dages ende, eller at hovedpersonen blev en god konge, som regerede længe og retfærdigt. Det står der ikke noget om i Klods Hans. Eventyret slutter med at H.C. Andersen fortæller os, at hele historien er fake news:
»Og så blev Klods-Hans konge, fik en kone og en krone og sad på en trone, og det har vi lige ud af oldermandens avis - og den er ikke til at stole på!«
Præcis forudsigelse
Jeg har læst eventyret igen og det løb mig koldt ned af ryggen. Det elskede eventyr er en skræmmende præcis forudsigelse af, hvordan andre Klods Hans-typer kommer til magten. Måske fordi historien ikke er ny, men gentager sig. Altså, den (måske falske) historie om modsætningsforholdet mellem eliten og folket:
En herremand havde to sønner, som han regnede for noget. Den ene havde læst statskundskab. Det hed det naturligvis ikke dengang, men han kunne de sidste tre års aviser og hele det latinske leksikon udenad, og det svarer vel nogenlunde til det, man lærer på sådan et studie i dag.
Den anden var journalist, eller som der står: han var oldermandsklog, så måske var han særlig rådgiver, spindoktor eller kommentator. Begge brødre ønskede at stille op til præsidentvalget. Eller - nu havde man ikke præsidenter eller valg på den tid, så herremandens sønners mulighed for at få magt lå i at vinde prinsessen. Prinsessens kærlighed dengang svarer vel til folkets kærlighed i dag. Altså, prinsessen havde udskrevet valg. Den mand, der kunne tale bedst for sig, ville vinde hende - og magten.
Men så var der jo også den tredje søn, Hans. Havde han levet i dag, ville hans alt for ligefremme adfærd og anstødelige bemærkninger sikkert have gjort ham fortjent til en diagnose eller to. ADHD, Tourettes syndrom, sociopati. Sikkert også til en plads i et realityshow på tv. Hans karakter er blottet for dannelse, og måske derfor er vi tilbøjelige til at glemme, at Klods Hans faktisk selv tilhører eliten. Han er selv søn af en herremand - som måske blot har forsømt at give sin yngste en ordentlig opdragelse.
Penge fra herremanden
De to lærde sønner får prægtige kampagnemidler til deres færd. Statskundskaberen får en sort hest og kommentatoren en mælkehvid. Og alle herremandens tjenestefolk ser til, da de stiger til hest. Tilskuerne regner klart med, at en af de to vil løbe med sejren. Men her kommer Klods Hans ind i billedet og råber, at han også vil stille op! Det synes tjenestefolkene, alle de lærde omkring brødrene og faderen er underholdende og grinagtigt. Indtil videre.
Herremanden vil imidlertid ikke give Klods Hans kampagnemidler, men det blæser Hans på. Måske lugter en ged ikke helt så godt som en hest, men den er hans egen, så han bestemmer selv. Han skylder ikke nogen noget. (I modsætning til brødrene, der måske ligefrem kan betegnes som korrupte, fordi de er finansieret af en donor).
Hvor brødrene har øvet sig i at tale i otte dage og smurt mundvigene med levertran, har Klods Hans ikke rigtig nogen kampagnestrategi. Han kan jo altid finde på noget at råbe, og så er han eminent til at finde ting på vejen. En død fugl, en gammel træsko og noget pludder - eller mudder. Det sidste er altid godt i en valgkamp.
De to akademiker-brødre kikser fuldstændig, da de kommer op i rampelyset hos prinsessen. Der er spejle overalt på slottet og oldermænd, som skriver alting ned og sætter det i avisen. Det gør især den ene bror helt perpleks. Og så er der heden, som skyldes at kongen steger hanekyllinger. Det kommer fuldstændig bag på begge brødrene. De kan ikke få ordene frem. De er simpelthen ikke i øjenhøjde med prinsessen.
»Dur ikke, næste,« siger hun.
Sjofel skurvognssnak
Prinsessen synes, at alle de kandidater, der er velforberedte og veluddannede, er kedelige. Alt, hvad de siger, er noget, de har læst i en bog. Og de har allesammen læst de samme bøger. Men ikke Hans. Noget af det han siger, er naturligvis bare for sjov. Sjofel skurvognsnak. At det er sjovt, forstår de lærde ikke.
Heller ikke skriverkarlene og oldermændene, der står langs vinduerne og skriver alt ned. Hele flokken taber en blækklat, da Klods Hans kommer farende ind på de bonede gulve, ridende på en ged, råbende og uforskammet. Men prinsessen forstår det. Hun synes han virker som et rigtigt menneske, som hun kan tale med. En, der siger tingene ligeud, og som har kvikke og klare svar på rede hånd.
»Hvorfor er her så varmt,« spørger Klods Hans.
»Min far steger hanekyllinger,« svarer prinsessen.
»Så kan jeg måske få stegt en krage med?«
»Ikke umiddelbart,« siger prinsessen, for samtlige potter og pander er i brug. »No problem,« siger Hans og trækker træskoen frem.
Selv da prinsessen prøver at gøre det til et problem, at der mangler dyppelse, har Klods Hans en løsning. Han viser hende sin lomme, som er fuld af pludder.
»Det kan jeg lide!« siger kongedatteren.
»Du kan da svare! Og du kan tale, og dig vil jeg have til mand! Men ved du, at hvert ord, vi siger og har sagt, skrives op og kommer i morgen i avisen! Ved hvert vindue ser du tre skrivere og en gammel oldermand, og oldermanden er den værste, for han kan ikke forstå!«
Og det sagde hun nu for at gøre ham bange. Og alle skriverne vrinskede og slog en blækklat på gulvet.
»Det er nok herskabet!« sagde Klods-Hans.
»Så må jeg give oldermanden det bedste!« Og så vendte han sine lommer og gav ham pludderet i ansigtet.
»Det var fint gjort!« sagde kongedatteren. »Det kunne jeg ikke have gjort! Men jeg skal nok lære det!«
Eventyret slutter som sagt med, at H.C. Andersen fortæller os, at hele historien er fake - den stammer fra løgnagtige medier. Den er ikke til at stole på. Fake news!
Vi elsker stadig Klods Hans - i hvert fald indtil han fik prinsessen og blev konge. Og hvis vi vil se, hvad der skete, efter at han fik magten, kan vi tænde for medierne og følge med i, hvad der sker i Det Hvide Hus i Washington lige nu.
Anders Stahlschmidt er foredragsholder og journalist i Lumholt & Stahlschmidt.