Som en reaktion på USA's stop for donationer til organisationer, der har noget som helst med abort at gøre, har en stor indsamlingskampagne rundet 181 millioner euro. Det svarer til over 1,3 milliarder kroner.

Det oplyser Belgiens vicepremierminister, Alexander de Croo, torsdag i Bruxelles. Sammen med blandt andre den danske minister for udviklingssamarbejde, Ulla Tørnæs (V), står han bag initiativet »She Decides.«

Den med afstand største donation kommer fra en anonym giver i USA, der har valgt at sende 50 millioner dollar til ofrene for USA's nye kurs. Det svarer til godt 353 millioner kroner.

Den stort opsatte konference i Bruxelles er direkte foranlediget af præsident Donald Trumps genindførelse af den såkaldte Global Gag Rule - eller mundkurvspolitikken.

Den betyder et forbud mod, at amerikansk udviklingsbistand bliver brugt til at støtte adgang til abort eller rådgivning om familieplanlægning.

Forbuddet ventes at ramme millioner af piger og kvinder i verdens fattigste lande.

/ritzau/