De fleste mener sikkert, at vi her i landet lever i stor frihed. Vi kan langt hen af vejen sige og gøre, hvad vi vil, og vi er efterhånden blevet så løsrevet fra tradition, kirke og historie, at individet ses som et væsen, der på ret suveræn vis bestemmer sin egen livsbane. Det er slet ikke et problemfrit vilkår, men pointen er, at vi i høj grad i dag ser os selv som dem, der kan vælge selv.
Spørgsmålet om den frie vilje har været diskuteret i århundreder, det bliver aldrig afsluttet, og det berøres også i disse dages debat om organdonation. Sundhedsminister Sophie Løhde (V) har lanceret tanken om, at alle borgere bør fødes som organdonorer, hvorefter de selv skal melde fra, hvis de ikke ønsker en dag at give deres organer væk.
Årsagen er, at relativt få danskere – cirka 20 procent – i dag er tilmeldt som organdonorer, og der er brug for flere. Derfor ønsker Sophie Løhde at tage skrappere midler i brug, når danskerne ikke af egen fri vilje lover deres krop bort.
Videnskab skaber nye normer
Det er et dramatisk forslag, der ikke blot rummer den skræmmende tanke, at ens krop fra fødslen tilhører staten som del af det store menneske-reservelager. Det åbenbares også, at vi kan være i færd med at udhule det frie valg.
Ligesom i tilfældet aktiv dødshjælp viser spørgsmålet om organdonation, at den fremskredne videnskab skaber normer, der kan lægge et stort pres på den enkelte. Forfatteren og filossoffen Villy Sørensen skrev i 1992 en bog med titlen »Den frie vilje«, hvor han overvejer, hvordan videnskabens muligheder skaber diskussionen om, hvad der er »moralsk acceptabelt«.
Allerede her 25 år efter har vi snarere lært at spørge: Hvad er med videnskaben blevet moralsk forpligtende? Mulighed bliver gradvis til krav, og vi kan nærme os punktet, hvor det ses som en pligt at lade sig aflive, når man bliver for stor en byrde for andre. Ligesom det kan blive set som en pligt at give sine organer væk, da man ellers fremstår som en egoist med et sært sentimentalt syn på sit legeme. Jo mere rationelt vi tænker om livet, kroppen og døden, desto mere kan vi paradoksalt nok i en tid fyldt med videnskabelige muligheder indskrænke friheden. Fordi man dømmes moralsk, hvis man nægter at underlægge sig alt det, der er muligt.
Det handler ikke blot om magelighed
Sophie Løhde fælder med sit udspil indirekte en sådan dom over den, der tøver med at give sin krop væk, og vi ser, hvordan en politiker tilsyneladende lidt ureflekteret adlyder videnskaben og ved lov vil presse alle ind under dens herredømme.
Muligvis overvejes det ikke, at der kan være en dybtfølt grund til, at mange tøver med at tilmelde sig donorregistret. Det handler ikke blot om magelighed, for det er lige så nemt at blive organdonor som at melde sig ud af folkekirken eller støtte Kræftens Bekæmpelse, og alligevel afholder de fleste sig fra at give kroppen bort. Måske fordi det inderst inde føles forkert, uden at man ved nøjagtig hvorfor.
Villy Sørensen skriver, at historiske epoker med stor vægt på det rationelle ofte følges af epoker med sans for det irrationelle, og hvis det er sandt, kan vi vente en reaktion på en tid med så stort et knæfald for videnskab og teknologi som denne.
Nok kan vi ikke til fulde gennemskue, hvad frihed egentlig er, men vi må ikke være i tvivl, når friheden til at vælge selv antastes så voldsomt som her.