Lægernes spørgsmål om organdonation kom fuldstændigt bag på Helle Christensen. Hendes mor blev i december 2014 pludselig ramt af en hjerneblødning, og i de efterfølgende dage var det frygten for, at moren skulle vågne »som en grøntsag«, der var altoverskyggende.

»Alle kender nogen, der kender nogen, der er blevet »en grøntsag«, men jeg har aldrig hørt om nogen, der har taget afsked med en donor, så det skænkede jeg overhovedet ikke en tanke,« fortæller Helle Christensen.

Hun er selv registreret i donorregisteret og havde flere gange uden held forsøgt at få sin mor til at forholde sig til spørgsmålet. Derfor var hun ikke i tvivl om, at morens nyrer og lever måtte fjernes og benyttes til transplantation, da moren blev erklæret hjernedød.

Alligevel ville hun ønske, at familien havde fået spørgsmålet tidligere i forløbet, og at de havde vidst mere om, hvad det indebar.

»Donordebatten flyder med historier om »unge Sophie«, der mangler en lever, eller om »Anders«, der har modtaget en nyre og er noget så taknemmelig. Historierne hjælper bare ikke dem, der skal træffe beslutningen. Det er alt for abstrakt at tænke på »Sophie« i den anden ende. I stedet har man brug for at kunne relatere til historier om andre, der har stået i samme situation. Hvordan tager man afsked med en varm hånd?« spørger Helle Christensen.

Sammen med omkring 50 andre pårørende deltog hun i den første officielle dag for pårørende til organdonorer, der for nylig blev afholdt af Dansk Center for Organdonation.

13 familier var repræsenteret og samlet ved rundborde, hvor et lys for hver afdød organdonor brændte i de højloftede stuer på Varna Palæet med udsigt til Aarhus-bugten. Familierne har alle mistet et medlem i 2015, og hver afdøds organer har været med til at redde op til syv andres liv.

I 2014 blev der igangsat en handlingsplan for organdonation, og i den spiller de pårørende en væsentlig rolle. Pårørende-dagen er én af i alt 23 initiativer.

Efter at formanden for Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg, Liselott Blixt (DF), gav de pårørende samfundets officielle tak for deres beslutning og respekt for deres særligt barske afskedsforløb, rejste Helle Christensen sig for at fortælle sin families historie.

»Jeg er nået frem til, at min mor fik den bedst mulige død. Hun døde blandt mennesker, der elskede hende, og med grønlangkål, som hun elskede, i mundvigen. Samtidig reddede hun tre andres liv. Det bliver da ikke federe,« siger Helle Christensen.

Straks efter at hun havde givet lægerne lov til at benytte morens organer, blev en hjernedødsundersøgelse sat i gang. Undersøgelsen består blandt andet i, at to læger med en times mellemrum hælder iskoldt vand ind i patientens øre, lyser ind i øjnene og kobler respiratoren fra i ti minutter for at sikre, at patienten er hjernedød.

Nogle pårørende vælger at overvære undersøgelsen for at få vished om, at deres kære er død, men for Helle Christensen var det for barskt. Til gengæld havde hun behov for at vide, »at det var et ordentligt menneske«, der skulle fjerne hendes mors organer. Det gav en ro at få lov til at trykke lægen i hånden, fortæller hun.

Hendes mor elskede jul, og mens hendes organer blev taget ud, tog familien hjem og hentede julepynt til hospitalsstuen, dekorerede den med levende lys og arrangerede hjemmelavet konfekt til hele familien. Moren kom tilbage fra operationsstuen i sit bedste tøj, og omkring hende blev der sunget »Dejlig er jorden« og drukket juleøl.

»Når man giver en læge lov til at tage organerne, får man nogle grimme billeder af opsprættede kroppe og manglende organer, men i virkeligheden var det meget fredfyldt,« siger Helle Christensen.

Datterens hjerte banker videre

Hendes fortælling satte gang i snakken blandt de øvrige pårørende. Det er langtfra alle, der har haft lige så let ved afskeden.

Connie Kristensen mistede i marts sin 52-årige datter, som forinden selv havde taget stilling til, at hun gerne ville være donor. Et valg, som Connie Kristensen er sikker på, at hun ikke selv havde været i stand til at tage.

»Det sværeste var at sige »nu er det slut«, når hun blev ved med at trække vejret,« siger Connie Kristensen, der måtte vende om på hospitalsgangen for at sige endnu et farvel.

Fem af datterens organer blev givet videre. Nyrer og lever har Connie Kristensen intet forhold til, men hun har svært ved at forlige sig med tanken om, at hendes datters hjerte banker videre i en ung mands krop.

I USA afholdes der møder mellem pårørende og dem, der har fået organer transplanteret, men i Danmark er donationen anonym. Dog er der i forbindelse med donorhandlingsplanen blevet åbnet for, at de pårørende kan få oplyst alder, køn og landsdel på de personer, der har modtaget organerne.

»For mange pårørende er det vigtigt at vide lidt mere konkret, hvad donationen har ført til. Men udenlandske erfaringer viser os også, at den direkte kontakt kan bringe modtageren i en svær situation,« siger udviklingssygeplejerske hos Dansk Center for Organdonation Lone Bøgh.

Både Helle Christensen og Connie Kristensen varmer sig ved tanken om, at deres tab har været med til at give liv videre og på en måde har skabt mening i det meningsløse. Men man skal ikke tro, det er en let handling, siger Connie Kristensen:

»Det lyder frygteligt, det ved jeg godt, men indimellem bliver jeg rigtigt jaloux på ham, der har fået min datters hjerte.«