Det var et hjertesuk for åben skærm, og det kom fra en af Vladimir Putins fremmeste kritikere.

»Jeg kan ikke tie længere,« skrev Leonid Volkov efter endnu et bud på russisk indblanding i det amerikanske valg havde sat i sociale medier i svingning.

Volkov er selv ekspert i at føre valgkamp under usædvanlige forhold. Han er kampagnechef for den russiske oppositionsleder Aleksej Navalnyj. Navalnyj er blevet fængslet, overfaldet og udskreget som folkefjende på Kremls tv-kanaler for sit forsøg på at løsne den russiske præsidents 17 år lange jerngreb om magten.

Men når det gælder mange af de seneste teorier om Kremls indflydelse på den anden side af Atlanten, så himler Volkov med øjnene.

»Det, der sker med 'efterforskningen af russisk indblanding', er ikke bare skændigt men åndeligt formørket,« skrev han.

Volkovs pointe er ikke, at de russiske magthavere ikke har gjort hvad de kunne for at påvirke det amerikanske valg. Sagen om hacking af det demokratiske parti kan få vidtrækkende følger, og de såkaldte troldefabrikker i blandt andet Skt. Petersborg er virkelige og veldokumenterede.

Men som mange i Ruslands opposition tager han sig til hovedet over fremstillingen af Kreml som en almægtig dukkefører, der skulle være i stand til at snøre ikke bare talløse amerikanske vælgere men også techgiganter i Silicon Valley.

Villige rigmænd

Fremstillingen minder til forveksling om det image, som de Kreml-tro medier har dyrket i halvandet årti hjemme i det kriseramte Rusland: At Putin er en art mesterstrateg på toppen af en 'magtens vertikal'.

»Det billede af Putins Rusland, der opbygges af vestlige og frem for alt amerikanske medier det seneste halvandet år, vækker rædsel hos selv den mest Putin-kritiske russiske læser,« skriver oppositionsjournalisten Oleg Kasjin i en kommentar.

Et eksempel er ifølge ham nyheden om, at den russiske forretningsmand Jurij Milner fra 2010 købte aktier i Facebook og Twitter med delvis finansiering fra en statslig bank. Det skete måske på ordre fra Kreml for at opnå indflydelse, sagde flere kilder til New York Times.

Men russiske iagttagere har mere end svært ved at se den liberale IT-investor, der bor i USA, som en viljeløs marionet i Kremls hænder. Det er også uklart, hvordan en mindretalsaktionær skulle påvirke de to giganter til fordel for Kreml.

Et andet eksempel er netmediet Buzzfeed, der afslørede, at russiske ambassader i 60 lande i august 2016 modtog penge med beskrivelsen »til finansiering af valgkampagnen 2016«. Det blev præsenteret som en mulig rygende pistol, selvom alt tyder på, at pengenes mere banale formål var at finansiere ambassadernes afholdelse af det russiske parlamentsvalg i september sidste år.

Andre kritikpunkter er mere omstridte. Volkov og andre oppositionsfolk raser på den ene side over, at almindelige russeres skatterubler tilsyneladende er gået til at drive den såkaldte troldefabrik i Skt. Petersborg. Samtidig efterlyser de dokumentation for påstanden om, at russiske Facebook-reklamer fyldt med stavefejl til en værdi af foreløbig 100.000 dollar kan tages seriøst som faktor i en multimilliarddollar valgkamp.

Vrede og stolthed

Det ligner en psykologisk forsvarsmekanisme, hvis man i Vesten vil tørre fænomener som Trump eller Brexit af på skumle mænd i Kreml, skriver den russiske mediekommentator Andrej Miroshnitjenko.

»Et russisk troldekontor formåede at vælte et 241 år gammelt demokrati med et reklamebudget, der ikke engang kunne købe et billboard i Brooklyn,« skriver han sarkastisk i avisen RBK.

Men hvis nogen har fordel af fremstillingen af Kreml som almægtig, så er det Kreml, mener oppositionsfolkene.

I talkshows på de statslige kanaler mødes beskyldningerne med en interessant blanding af vrede over »anti-russisk hysteri« og stolthed over, at nogen i selveste USA har en sådan tiltro til Ruslands evner.
Det gælder tilsyneladende også Vladimir Putin. Han benægter på den ene side statslig russisk indblanding i USA men har næsten stolt fremhævet russiske »patriotiske hackere« som mulige ansvarlige.

Den seneste teori - at KGB med overvågning af Trump siden hans besøg i Moskva i 1987 skulle have lagt grunden til afpresning af en præsident tredive år senere - er et andet eksempel. For Rusland viser det et glimt af verden fra dengang Moskva var hovedstad i en supermagt og ikke en kriseramt regional stormagt, der oplever faldende realindkomster for fjerde år i træk.

For Kreml-kritiske journalister i Rusland - herunder Oleg Kasjin - har de mere fantasifulde historier rokket ved tiltroen til de store amerikanske medier som et professionelt forbillede i et Rusland præget af statsstyret propaganda.

»Den slags gør de vestlige giganter ikke,« plejede argumentet at lyde. Det gør det ikke længere, skriver han.

I stedet er en udløber af skandalen er, at den statslige russiske kanal RT har fået sit verdensbillede bekræftet og en offerrolle forærende med et officielt stempel som »udenlandsk agent« fra de amerikanske myndigheder.

»Man kunne næppe have gjort RT en større tjeneste,« skriver den russiske journalist Aleksej Kovaljov med henvisning til RTs minimale seertal i USA.