I morges sad jeg med gode kollegaer og talte om FC Midtjyllands kamp mod Legia Warszawa torsdag aften.

1-0-sejren i Herning var imponerende, synes jeg, og jeg kan godt bekymre mig over, om vi kommer til at undervurdere den.

Der ruller ikke meget polsk fodbold over tv-skærmen i Danmark, så det var ikke ligefrem velkendte navne, vi fik at se i Herning torsdag aften. Den slags kan godt udløse en fornemmelse af, at det nok ikke er noget særligt.

Vi skal minde os selv om, at det bestemt er noget særligt at have slået et af Polens bedste klubhold - et hold, der sidste år faktisk var kvalificeret til Champions League med en overbevisende samlet 6-1-sejr over Celtic, men som efterfølgende ikke kom med på grund af ulovlig brug af en karantæneramt spiller i de sidste minutter af den anden kamp.

Hvordan bedømmer man så sådan en præstation?

Det var egentlig det, jeg sad og talte med kollegaerne om.

Hvilken karakterer skal spillerne fra Midtjylland have for præstationen? Hvor meget betyder det endelige resultat? Hvor meget betyder det, at holdet ikke spillede specielt godt i første halvleg?

Når man færdes i fodboldmiljøet hører man ofte, at spillere og trænere ikke bekymrer sig om, hvad der skrives om dem i medierne. Flere læser det slet ikke, hævder de.

Det kan formentlig være rigtigt nok for nogle, men jeg har dog - lykkeligvis - også hørt en hel del indrømme, at i hvert fald én ting i medierne interesserer fodboldspillerne: Nemlig karakteren, de får i næste dags aviser.

Selvfølgelig gør den det.

Det er mennesker, der lever i en præstationskultur, og som derfor også lever med (og for) konstant at blive bedømt. Og så tror jeg i øvrigt gerne på alle de fodboldfolk, der siger, at det selvfølgelig er den interne bedømmelse fra trænere og holdkammerater, der betyder noget. Men mon ikke også forfængeligheden flere steder har en sådan karakter, at man gerne vil se godt i medier, tilskuere, modstanderes og talentspejderes øjne? Jeg tror det.

Jeg kan også godt forstå, hvis fodboldspillerne nogle gange bliver ærgerlige, når de åbner avisen og ser deres karakter. Hvad der i deres bog er en 7-talspræstation behøver ikke være det i journalistens. Og næste søndag kan det være, at en helt anden journalist har lagt andre kriterier ned for, hvad der udløser et 7-tal.

Frustrationen her er ikke så forskellig fra den, vi vel allesammen over livet har slæbt rundt med ved alverdens eksaminationer. Belønnes risikovillighed mon generøst i denne censors øjne, eller skal jeg holde mig velkendt land? Oversat til fodboldsprog: Skal jeg tage chancer eller spille sidelæns og have lav fejlprocent?

Træneren har selvfølgelig det svar, som spillerne følger. Og William Kvists præstationer på landsholdet bliver det sikre eksempel at bringe frem. Han har ofte fået meget kritik og meget lave karakterer for at spille både sidelæns, baglæns og langsomt, men landstrænerteamet kan finde masser af kvalitet.

Hvor meget betyder resultatet? Skal Hobro, der vinder i Parken, men måske ikke ligefrem revolutionerer spillet, have topkarakterer for at lave et næsten umuligt resultat?

Et tredje eksempel: Skal Kasper Schmeichel have 12 for sin præstation i 0-0-kampen hjemme mod Albanien, hvor han stort set intet laver, før han i sidste minut har den redning, der gør, at Danmark ikke taber?

Øjet, der ser, bestemmer - og jeg lover, at man som journalist af og til er blevet udfordret på, hvilke øjne man har set kampen med.

Når jeg bedømmer fodboldspillere så gør jeg det i den kontekst, de optræder i, ellers ville 12-tallerne altid kun være forbeholdt Messi, Ronaldo og vennerne. Så en flot præstation handler for mig om især fire ting: Kvaliteten af spillet, opfyldelsen af rollen på holdet resultatet og præmisserne for at lave resultatet. Derfor får FCK-spillerne højere karakterer af mig, når de spiller 1-1 mod Barcelona, end Barcelona-spillerne får. Ikke fordi de teknisk er bedre, men fordi de præsterer bedre ud fra alle de givne forudsætninger.

Derfor var FC Midtjyllands præstation for mig i går også til næsten topkarakter, selv om jeg bestemt også så fejl undervejs. Jeg så et fodboldhold, der så voksent ud. Taktisk og fysisk leverede man varen mod en svær modstander, og det skylder vi at hylde lige så meget som gode pasninger og hælafleveringer. Midtjylland optrådte endnu engang med stor klasse i en international atmosfære. Jeg oplever, at vi lige nu kigger på det bedste danske hold i en europæisk turnering siden FCK’s 2011-hold, der nåede Champions Leagues ottendedelsfinaler.