En af juledagene så jeg udstillingen »Stemmer fra kolonierne« på Nationalmuseet sammen med en hel del turister. Det var en blandet fornøjelse. Det nye ved udstillingen er brugen af et litterært greb, idet man skifter synsvinkel. Museet lader de koloniserede selv fortælle, eller man lader, som om det er slaverne, der moderigtigt hedder »de slavegjorte«, som fortæller, hvad det ikke er.

Hvor har de den idé fra? Den kan stamme fra postkolonial teori, hvor især ét spørgsmål har været debatteret intenst de sidste mange år. Det lyder: »Kan den subalterne tale?« Spørgsmålet stammer fra en artikel af Gayatri C. Spivak, og hun er en af de vigtigste postkoloniale teoretikere.