Meyers topchef, Steen Halbye, har en plan. Den strækker sig over 45 år, og det er den tid, som han har takseret skal rumme hans arbejdsliv.

Filosofien er enkel. Alsidighed er nøgleordet. Den søger han helt bevidst. Det skal være sjovt og varieret. Halbyes drøm er at være så privilegeret, at han i bedste fald får lov til at prøve fem, seks eller syv forskellige facetter af arbejdslivet. Og hver gang at vælge med hjertet.

En anden ingrediens i Halbyes tankesæt hænger sammen med hans forkærlighed for at arbejde sammen med entreprenante mennesker. Ildsjæle – som han kalder dem. De entreprenante ildsjæle er væsentligt krydderi i hans dagligdagsmenu som administrerende direktør for det nyligt fusionerede kapitalfondskøbte madhus Meyers og Løgismose med omsætning på godt en milliard kroner i 2014. Den ret skal han som topchef sætte krydderi til.

Inden vi går ombord i hans nuværende udfordringer, så bladrer vi tilbage i Steen Halbyes livsalmanak for at få indblik i, om han lever op til sine tanker. Han er født ind i en driftig familie. Faderen, Mogens Halbye, arbejdede som direktør i FLSmidth. Hans tre søskende er også driftige: Søsteren, Birgitte, driver sit eget succesfulde tøjfirma i det sydfranske. Broderen Torben har en kiropraktisk klinik på Amager. Og storebror Michael er partner i konsulenthuset Mc­Kinsey & Co. Men det er nu moderen, skolelærer Ulla, der ifølge sønnike skal have al kreditten for værdierne i familien: At der skal ydes noget her i livet. Rosen er kort og fyndig: »Det har hun gjort godt.«

Selv kan Steen Halbye da også diske op med et par ikke helt ubetydelige iværksættersucceser. I 1992 stiftede han mediabureauet TMP, fordi han mente, det kunne han gøre lidt smartere, end det blev gjort hos TV3. Det virkede. Fire ansatte blev til 100 og en omsætning på den lune side af en mia. kroner om året. Sidegevinst: TMP blev kåret som Danmarks bedste mediebureau fra 1994 frem til 2011. Den næste ret i Halbyes odysse blev reklamebureauet Halbye Kaag JWT. Bureauet voksede fra fire til 60 ansatte. De fik, uagtet at de ikke gik efter priser, stor hæder for deres virke. Næste kapitel i Steen Halbyes virke handler om en helt personlig passion: At skabe en mere bæredygtig verden. Det afstedkom for Meyers førstemand livtag med partnerskab hos ventureselskabet Seed.

Steen Halbye trives sammen med andre entreprenører. Han er ifølge eget udsagn vild med den nerve, der er opstår i samspillet med ildsjæle og folk med unikke kompetencer. Det kræver, at man virkelig værdsætter, hvad det er, kreative unikke kan. Hans rolle er at turde være pædagogen og supplere holdet med de andre kompetencer, der skal til.