Det er ikke kun Claus Meyers salg af en stærkt voksende og mangearmet forretning, der vækker opsigt.
Gourmetkongen og superiværksætteren slår det meste af sit kongerige, Meyers, sammen med Løgismoses noget mindre koncern. Udgangen på det er blevet, at Danmarks store, nye madvirksomhed får den europæiske kapitalfond IK Investment Partners som hovedindvestor.
Men det, der nok interesserer mange læsere, er, at den frække og charmerende fyr i sin klasse, der for syv år siden stod på randen af et økonomisk business-kollaps og måtte pantsætte sin bolig, nu for alvor kommer til at tjene kassen på årtiers store handel i gourmetbranchen.
Det gør forretningsmanden fra Frederiksberg på at afhænde det meste af det, han har opbygget gennem 30 år, til storkapitalen i skikkelse den europæiske kapitalfond IK Investment Partners med støtte fra Dansk Vækstkapital.
Berlingske har med en vis portion ihærdighed og mange års indhøstet spørgeteknik prøvet at få Claus Meyer, der er født i 1963 og uddannet cand. merc. international fra CBS, til at afsløre, hvor mange penge han tjener på handelen – og også, hvad de pengene skal bruges til.
Claus Meyer, du har fået en hel masse penge. Du får mest ud af det her i sammenligning med dem i Løgismose?
»De er jo seks brødre i Løgismose, mens jeg jo ikke har så mange at dele fortjenesten med.«
Men hvad får du ud af det, hvad kommer der ind på din bankbog?
»Vi (parterne i handelen, red.) har jo ligesom aftalt, at vi ikke taler om tallene. Der har floreret et lidt for højt tal i medierne. Men der er selvfølgelig tale om et stort trecifret millionbeløb. Selv efter, at jeg har geninvesteret penge i det nye fælles selskab«.
Du får altså et stort trecifret millionbeløb i lommen?
»Ja, mit holdingselskab The Little Apple, der sælger min virksomhed, ender med at have et betydeligt trecifret millionbeløb efter handelen. For investorerne køber det meste af det, jeg har, men ikke det hele. En tredjedel af det beløb, mit selskab får ind på handelen, indskyder jeg i det fælles selskab,« siger Claus 50-årige Meyer, der stammer fra Nykøbing Falster. Han er søn af en værkstøjsmager og en lægesekretær og »synger« fortsat på klingende lolland-falstersk, når han taler.
Den på én gang jordbundne og højtflyvende iværksætter bor sammen med sin kone, Christina Meyer Bengtsson, og fire børn i en villa på Frederiksberg med køkkenhave med bistader, som det i øvrigt er helt lovligt at have i en parcelhushave i byen. Sortbrogede hængebugsvin har familien Meyer også i haven.
Claus Meyer, der er blevet multimillionær, er som altid en glad mand af mange ord. I sin markedsføring af sig selv lyder forretningsmanden som om, det hele foregår lidt tilfældigt. Eksempelvis det med at have investeringsplaner.
Hvad pokker vil du bruge alle dine penge til?
»Der er flere, der spørger om det der. Og jeg må bare sige, at æh, det har jeg ikke noget rigtigt godt svar på. På nuværende tidspunkt. For jeg har ikke ligesom øvet mig på at have rigtig mange penge. I de seneste 30 år har jeg hele tiden brugt hver eneste krone, jeg har tjent, på at lave det næste projekt. For syv år siden var jeg i en alvorlig likviditetskrise og måtte pantsætte huset (der ligger i den mondæne ende af Frederiksberg, red.), men uden at jeg sagde det til min hustru. Dengang ansatte jeg to virkeligt, virkeligt dygtige folk som direktører. De havde fokus på drift og omkostninger. Det betød, at vi begyndte at tjene penge. Og i 2011 lavede jeg en filantropisk fond, Melting Pot Fonden«.
Og hvad så?
»Der afleverer jeg nogle af mine penge. Og det kan da godt være, at vi begynder at skrue op for aktiviteterne i fonden, hvor jeg kan aflevere nogle af pengene. Det vil være et godt bud. Som jeg siger, har jeg ikke prøvet at have penge i den størrelsesorden, altså et stort trecifret millionbeløb, mellem hænderne.«
Hans fond, Melting Pot Fonden, har et partnerskab med ulandsorganisationen IBIS. De to partnere har åbnet madskole i La Paz i Bolivia i 2012 med bageri, deli og kaffebar, gourmetrestaurant og en større køkkenhave.
Hvad skal du selv lave efter sammenlægningen af Meyers og Løgismoses forretninger?
»Jamen, jeg skal sådan set lave det samme, som jeg hele tiden har lavet, faktisk. He, he, det er sgu ikke meget mere kompliceret end det«.
Kan du forklare det nærmere?
»Jamen, jeg skal – du ved – holde øje med kvaliteten i de produkter, vi har på hylderne og sikre, at vi holder og løfter niveauet. Og så skal jeg finde på nye produkter og initiativer. Vi får en topledelse med en administrerende direktør, en finansdirektør og en HR-chef for det hele.«
Samtidig vil alle virksomheder i det nye fællesselskab, hvor kapitalfonden har magten og kontrollen, bl.a. Meyers Deli, Meyers Bageri, Løgismose-forretningerne, Kong Hans og Falsled Kro blive drevet fuldstændigt, som de gjorde i går.
»En af mine planer er at sætte gang i en form for akademi, hvor vi aktivt deler den bedste viden i virksomhederne med de ansatte,« siger gourmetkongen, der i fem år har været adjungeret professor på Landbohøjskolen (i dag KU Life) og netop er blevet udnævnt til det samme på CBS.
Han tilføjer, at han egentligt synes, at det er ærgerligt, at han kaster »alt det, jeg ved, i hovederne på studerende på universiteter«, men ikke har tid nok til at give sin viden videre til sine ansatte.
Du har altså en ny plan?
»Jeg har bare tænkt mig, simpelthen, sammen med Jacob Grønlykke (leder af Løgismose-konglomeratet, red.) at lave en plan for, hvordan vi uddanner de folk, vi har, og gør vores talenter mere robuste. Det er målet, at så længe de ansatte er hos os, skal de blive bedre uge for uge«.
Hvad vil du gerne lære dem?
»Det er jo ikke sådan, at vi sætter 30 mand af til uddannelse. Vi kunne f.eks. uddanne folk i lederskab og værdierne i det nordiske køkken, men vi kunne også uddanne folk i entreprenørskab. Jeg har masser af udmærkede forretningsfolk ansat rundt omkring, men det er vigtigt at kunne forvalte sit liv som en entreprenør, lyder det fra Claus Meyer, som tilføjer:
»Det skader sgu nok ikke, at man prøver at sætte det i system, så man tager den bedste praksis og de bedste erfaringer på det her store hold med næsten 1.000 medarbejdere (Meyers og Løgismose tilsammen, red.). Der er jo ikke sådan, at vi skal købe en hel skole eller et eller andet.«
