Kan de øverste bankbosser i Danske Bank blive stillet personligt til ansvar for, at banken gennem flere år har brudt hvidvaskreglerne og ladet mistænkelige milliarder fosse ubemærket igennem bankens konti? Og hvilken straf kan Danske Bank blive idømt for at have ladet ulovlighederne ske?
Disse spørgsmål var omdrejningspunktet på torsdagens samråd i Folketinget hvor både erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) og justitsminister Søren Pape Poulsen (K) var mødt frem for at svare på spørgsmål fra ordførere fra begge politiske fløje.
Samrådet var en direkte konsekvens af Berlingskes afsløringer i år af omfattende hvidvask af kriminelle penge gennem Danske Banks estiske filial. En sag, der har medført forargelse og skarp kritik af banken fra både eksperter og politikere. En kritik, der ikke just var mildnet op til samrådet:
Formanden for erhvervsudvalget, Morten Bødskov (S) spurgte bl.a. ind til, hvad udfaldet kan blive af Finanstilsynets undersøgelse, der er igangsæt efter afsløringerne:
»Erhvervsministeren har selv kaldt det her et »uacceptabelt ledelsessvigt«. Hvis Finanstilsynet i sin undersøgelse også når frem til, at det er tilfældet, hvad får det så af konsekvenser for den pågældende banks ledelse,« spurgte Bødskov.
Erhvervsminister Brian Mikkelsen pegede på, at de nye hvidvaskregler, der blev strammet efter Berlingskes første afsløring i foråret, betyder, at man i lignende sager fremover vil kunne afsætte bankdirektører.
»Med de nye regler vil overtrædelse af hvidvaskloven jo omfattes af ledelsesmedlemmernes ansvar. Det betyder, at de vil kunne blive frataget muligheden for at stå i spidsen for virksomheder,« sagde ministeren, der dog understregede, at reglerne kun gælder fremadrettet, og dermed ikke vil kunne bruges i den aktuelle sag om hvidvask, der fandt sted frem til 2015, hvor banken efter eget udsagn fik ryddet op i de mistænkelige kunder.
»De regler, vi nu har fundet frem, til har jo ikke tilbagevirkende kraft, det er almindelig retssikkerhedsmæssig fairness. Hvad Finanstilsynet så vil komme med af sanktioner efter deres nuværende undersøgelse, er op til tilsynet,« lød det fra Brian Mikkelsen.
Dansk Folkepartis erhvervsordfører Hans Kristian Skibby undrede sig bl.a. over, at de estiske myndigheder flere gange har måttet rykke Danske Bank og det danske finanstilsyn for en reaktion. Han efterlyste, at de danske myndigheder dengang var gået mere målrettet ind i sagen. Brian Mikkelsen svarede:
»Jeg forstår godt spørgsmålet. Det er jo en dansk bank, der har været med til at kanalisere milliarder af kroner ulovligt videre. Men man kan sammenligne med, at en tåbelig dansker vil smugle narko i Thailand. Så bliver han jo dømt efter thailandsk lovgivning. Her er det en dansk banks filial, som i Estland, som, sådan ser det i hvert fald ud, har begået kriminelle handlinger. Og så må det være de estiske myndigheder, der efterforsker det. Så må det være op til de danske tilsynsmyndigheder at vurdere, om den danske afdeling har været involveret.«
Men sammenligningen med den narkosmuglende dansker købte SFs Lisbeth Bech Poulsen ikke:
»Det her er ikke kun isoleret til nogle fæhoveder i Estland, der ikke kunne administrere reglerne korrekt,« sagde hun.
»Det konkrete svigt er måske nok sket i den estiske afdeling i helt absurd omfang. Men samtidig siger ministeren også, at det i sidste ende er bankens topledelse, der har ansvaret,« lød det fra Lisbeth Bech Poulsen, der også ville vide, om man vil kunne konfiskere de penge, Danske Bank har tjent på de ulovlige transaktioner.
Hertil fastslog justitsminister Søren Pape Poulsen, at »det udbytte, der måtte være tjent på strafbare forhold, kan konfiskeres.« Justitsministeren kunne desuden fortælle, at regeringen som konsekvens af sagen er i gang med at udarbejde en selvstændig paragraf i straffeloven, der skal omhandle hvidvask.


