Selv om eleverne i folkeskolen fremover kommer til at slippe for at læse traditionelle lektier hjemme, vil de stadig skulle mestre lektielæsningens kunst, hvis de vælger at gå i gymnasiet efter folkeskolen. For gymnasiet skal forberede eleverne til videregående uddannelser, hvor det vil være et krav, at de studerende skal kunne sidde alene og fordybe sig i et emne.

Sådan lyder budskabet fra rektor Anne-Birgitte Rasmussen, der er formand for Gymnasieskolernes Rektorforening.

Det sker, efter at Skolelederforeningen har bebudet et opgør med traditionelle lektier i folkeskolen. Med folkeskolereformens længere skoledage er det hensigten, at eleverne primært skal klare deres lektier i skoletiden. Samtidig opfordrer skolelederne til, at traditionelle lektier afskaffes.

Men på gymnasierne vil det stadig være et krav, at eleverne læser lektier.

»Vi forventer, at de kan sidde derhjemme og læse på det faglige stof. Det er klart, at vi fremover – efter en overgangsperiode – ikke længere kan gå ud fra, at eleverne har været vant til at læse lektier i folkeskolen. På gymnasierne skal vi være opmærksomme på, at vi ikke bare kan sige til eleverne med det samme, at de skal gå hjem at læse,« siger Anne-Birgitte Rasmussen, der er rektor på Københavns Åbne Gymnasium.

Lektier er disciplinerende

Gymnasiet er en studieforberedende ungdomsuddannelse, og derfor er gymnasiets rektorer og lærere nødt til at skele til, hvilke krav de unge bliver mødt af, når de senere skal på en videregående uddannelse, understreger rektorformanden.

»De unge skal videre, og vi skal lære dem at arbejde alene med tingene. De skal også kunne arbejde i grupper i undervisningen, men lektier lærer dem at sidde alene og koncentrere sig om et fagligt område. Det er en vigtig studieforberedende kompetence, og det disciplinerer dem. De lærer sig at overvinde de forhindringer og udfordringer, de møder, og det er stadigvæk nødvendigt, at vi lærer de unge mennesker det,« siger Anne-Birgitte Rasmussen.

Men rektorformandens argumentation for lektier holder ikke, mener lektieforsker ph.d. Flemming B. Olsen, der underviser på Tornbjerg Gymnasium og er ekstern lektor på Syddansk Universitet.

»Det er en klassisk og traditionel argumentation, som jeg slet ikke er enig i. I et gennemsnitligt gymnasieforløb er der rigtig mange opgaver, hvor eleverne får lejlighed til at fordybe sig, koncentrere sig og andre disciplinerende studiekompetencer. I øvrigt er der heller ikke hold i, at dagligdagslektier skulle disciplinere dem. Tværtimod. Al forskning viser, at der er rigtig mange elever, der bliver triste og demotiverede af lektier og slet ikke opnår den fordybelse og koncentration, man ønsker,« siger Flemming B. Olsen.

Lektiefri undervisning sparer tid

Det skyldes blandt andet, at vilkårene for lektielæsningen derhjemme har ændret sig meget.

»Man forestiller sig, at eleverne sidder ved skrivebordet og koncentrerer sig i to timer uden forstyrrelser fra telefon, Facebook, fjernsyn og musik. Men sådan er det jo ikke i dag,« siger Flemming B. Olsen, der selv integrerer lektier i sin egen undervisning.

Flere VUC- og HF-uddannelser har de senere år også eksperimenteret med lektieintegreret undervisning med gode resultater, men på de almene gymnasier har det endnu kun været sporadisk. Dog har stort set alle gymnasier i de senere år arbejdet med såkaldt »omlagt skriftlighed«, hvor de store skriftlige opgaver primært skrives i undervisningstiden på gymnasiet.

Når eleverne kan få vejledning af læreren undervejs i skriveprocessen i stedet for at få lærerens karakter og kommentarer, når stilen eller matematikopgaven er færdigproduceret, lærer de meget mere, viser erfaringen.

Men hvor meget længere skal skoledagen være, hvis lektierne i gymnasiet – ligesom i folkeskolen – skal klares i timerne?

»Man skal slet ikke udvide skoledagen. Der sker noget med undervisningen, når lektierne integreres, og der sker noget med lærernes og elevernes rolle. Normalt kontrollerer læreren, om eleverne har forstået det, de har læst. Hvis lektierne er integreret i undervisningen, har alle læst lektien i klassen, og fokus er ikke længere på, at eleverne reproducerer og refererer lektien, men på at de anvender deres viden. Eleverne bliver mere aktive og engagerede, og man sparer tid og kan nå mere,« siger Flemming B. Olsen.