Danskerne er ligeglade med deres forsikringer, så længe de ikke skal bruge dem, og køber dem udelukkende efter pris. Men det kan give alvorligt bagslag, hvis man en dag skal bruge forsikringen, og den ikke har den dækning, man havde regnet med.

Danskerne skal derfor bruge langt mere tid på at sætte sig ind i betingelserne for deres forsikringer. Det er nemlig dem, som mere præcist beskriver, hvilke skader den enkelte forsikring dækker.

For at rette op på problemet er der etableret en hjemmeside, som hedder vilkår.dk – der uvildigt sammenligner forsikringer. Her kan danskerne gå ind og tage en test for deres ønsker og behov for en given forsikring.

Sitet ser ikke på pris, men udelukkende betingelser, og ved at svare på en række spørgsmål om ønsket dækning på forsikring kan den enkelte forbruger se, hvilket selskab der har den forsikring, som passer bedst til ens behov.

»Alt for mange går efter at få den billigst mulige forsikring. Først bagefter, når de skal bruge forsikringen, finder de ud af, hvordan de er dækket. Det er en meget farlig adfærd,« siger Rasmus Meineke, der forsikringsuddannet og står bag den nye hjemmeside.

»Det er ikke prisen, som afgør, om du får dækning ved en skade. Det er betingelserne, der er knyttet til forsikringen. De er meget forskellige fra selskab til selskab, selv om der er tale om den samme type forsikring,« siger Rasmus Meineke, der henviser til en undersøgelse, som Konkurrence - og Forbrugerstyrelsen udsendte i slutningen af sidste år.

Heri kan man se, at danskerne mener, at det er meget tidskrævende at skifte forsikringsselskab. Mange forbrugere angiver, at det tager minimum 20 timer og helt op til 50 timer at lave forberedelserne til at få en forsikring byttet ud med en anden.

Rasmus Meineke påpeger, at selv det at skifte forsikring er meget simpelt, men han er enig i, at forarbejdet kan være meget besværligt

»Her er det, vi forsøger at hjælpe forbrugerne med at lave en grovsortering af de enkelte selskaber. Danskerne kan se, hvilken forsikring der passer bedst til deres behov. Efterfølgende kan de tage kontakt til forsikringsselskaberne for at få et tilbud,« siger Rasmus Meineke.

Uigennemskueligt marked

Rapporten fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen handler om markedet for både mobil- og forsikringsudbydere. I konklusionen hedder det blandt andet, at forbrugerne ikke involverer sig i deres forsikringer.

De oplever, at det er vanskeligt at finde den rette mobil- og forsikringsudbyder. Både mobil- og forsikringselskaberne er med til at skabe et mere uigennemskueligt marked ved at differentiere deres produkter. Forbrugerne derimod er mere interesserede i at få overblik end at få skræddersyede løsninger.

Konkurrencestyrelsen vil ikke direkte kommentere det nye site vilkår.dk, men kontorchef Niels Enemærke fremhæver, at rapporten anbefaler, at forbrugerne understøttes i at involvere sig mere i egne forsikringer.

Sammen med forsikringsselskabernes brancheforening Forsikring og Pension, F&P, er Forbrugerrådet med til at lave forsikringsguiden.dk, hvor danskerne kan sammeligne priser og vilkår på deres forsikringer.

Jurist hos Forbrugerrådet Mads Mølgaard Braüner mener, at det er godt med alle initiativer, der kan fremme konkurrence mellem de danske forsikringsselskaber.

Lever trygt og godt

»Forsikringsbranchen herhjemme lever trygt og godt. Det er omkring ti pct. af danskerne, som hvert år skifter forsikring, men det er de samme ti pct., der gør det. Loyaliteten over for ens forsikringsselskab er meget høj,« siger Mads Mølgaard Braüner, der er enig i, at der kan være brug for mere ensartede forsikringer, så forbrugerne bedre kan sammenligne.

Hos F&P ønsker man derimod ikke mere ensartede produkter

»Danskerne efterspørger gennem deres adfærd produkter, som afviger fra andre produkter. Selskaberne konkurrerer ved at differentiere produkterne fra hinanden. Der er ikke brug for standardprodukter, men derimod for standarder til at sammenligne ud fra. Og det er præcis, hvad Forsikringsguiden giver mulighed for,« siger vicedirektør hos F&P, Carsten Andersen, der ligeledes fremhæver, at når de fleste bliver hos deres forsikringsselskab i lang tid, kan det skyldes, at de er tilfredse, og at de færreste flytter for at spare et par hundrede kroner.