Den svenske netmusiktjeneste Spotify gør det som ventet muligt gratis at lytte med på musikken på en mobiltelefon eller tablet mod at få reklamer undervejs.

Spotifys medstifter og administrerende direktør, Daniel Ek, præsenterede onsdag nyskabelsen i New York. Indtil videre vil alle med Android- eller Apple-telefoner kunne hente det nødvendige app-program.

Tidligere har man kun kunnet lytte gratis med fra en PC, medmindre man betalte et abonnement, hvorved man samtidig undgår reklamerne.

Ikke enkeltnumre

Spotify, der blev skabt i 2006, har nu efter egne oplysninger 24 millioner aktive brugere, hvoraf seks millioner er betalende, og musiktjenesten udvider samtidig med 20 nye lande, så den nu kan anvendes i 55 lande.

Den gratis tjeneste gør det muligt at høre musik fra spillelister men tillader ikke, at man vælger bestemte numre ud selv. Man kan også dele sine spillelister med andre, ligesom man kan bruge andres spillelister. Det er også muligt at udvælge sin yndlingskunstner og få afspillet vedkommendes numre.

Spotify betragtes som verdens populæreste onlinemusiktjeneste, men der er fortsat dundrende underskud i forretningen. I 2012 lød underskuddet på 58,7 millioner euro (318 millioner kroner) ud af en omsætning på 434,7 millioner euro (2,35 milliarder kroner).

Kan gemme med abonnement

Køber man abonnement til 99 kroner om måneden, slipper man dels for reklamerne, dels kan man gemme numrene og således høre dem, også selv om der ikke er netforbindelse.

Spotify blev lanceret i Sverige i 2008 og har nu omkring 20 millioner sange på lageret.