Den sociale lydplatform Soundcloud, hvor brugerne kan dele alle mulige former for lydklip - og efterlade kommentarer til de dele af lydbidderne, de har en særlig holdning til, har nu rundet 250 millioner månedlige besøgende lyttere.
Det er en stigning i antallet af unikke besøg af lyttere på 50 millioner i forhold til juli måned.
Det oplyser Soundclouds medstifter og direktør Alexander Ljung under et oplæg til teknologimediet Techcruchns årlige europæiske konference »Disrupt Europe«.
»Vi har haft et meget godt år, hvor vi er vokset meget hurtigt. Vi har nu flere end en kvart milliard brugere hver måned, og det er på tværs af hele verden. Inden for en given time, når vi næsten ud til lande i hele verden. Og de oploader tilsammen mere end 12 timers lyd hvert minut,« siger Alexander Ljung i et en interview med Techcrunch.
Soundcloud-ideen er oprindeligt udviklet i Stockholm i Sverige af de to svenske iværksættere Eric Wahlforss og Alexander Ljung. Virksomheden rykkede dog til Tyskland og blev etableret i Berlin i 2007, og tjenesten blev lanceret i 2008.
I 2010 rundede Soundcloud to millioner registrerede brugere, og det tal var i januar 2012 steget til ti millioner registrerede brugere.
Registrerede brugere af Soundcloud kan via tjeneste dele lydbidder med alle mulige former for lyd. Dermed findes der både musik, podcast, nyheder, historiefortælling og andre forskellige former for lydoptagelser.
Samarbejde med Instagram
Samtidig med at Soundcloud løfter sløret for, hvor mange brugere, der hver måned lytter til de forskellige former for lydbidder i tjenesten, har virksomheden også offentliggjort et nyt samarbejde med den populære foto- og videodelingsapp Instagram, hvor brugerne kan dele billeder og videoklip med andre.
Det går ud på, at brugerne af Soundcloud nu kan trække billeder fra Instagram og tilføje dem som cover til de lydoptagelser, de deler.
Soundcloud er som udgangspunkt gratis at være registreret bruger af - dog med et begrænset opload af to timers lydoptagelser. Derudover kan brugerne mod betaling oprette medlemskab, hvor de kan dele op til fire timers lyd eller få adgang til fri opload.
Masser af lyd på de digitale hylder
Der er generelt rift om lyttebøfferne hos de digitale musik- og lydforbrugere, som en lang række tjenester på forskellige vis forsøger at få fat i.
For nylig var der igen forlydender om, at den Google-ejede videodelingsside Youtube skulle være på vej med en ny abonnementstjeneste, der ifølge amerikanske Financial Times vil tilbyde streaming af lyd og video.
Youtube er som videodelingstjeneste allerede blandt verdens største musikstreamingtjenester, idet den genererer hundreder af millioner streamings af musikvideoer hver måned. Ifølge The Guardian har Youtube lige nu mere end en milliard unikke brugere om måneden, som tilsammen ser mere end seks milliarder timers videoklip.
Mens Soundcloud adskiller sig ved at rumme alle mulige former for lydoptagelser, som de registrerede brugere opretter sig for at kunne udgive, er de øvrige mere kendte tjenester som blandt andre Spotify fokuseret på at tilbyde abonnementsmodeller, hvor brugerne enten vælger en gratis model eller betaler for at kunne vælge mellem musik fra de digitale hylder.