BERLIN: Efter månedlange udsættelser kan Grækenland atter tilbagebetale sine lån til de internationale kreditorer.

Ifølge det græske finansministerium har Grækenland mandag tilbagebetalt 4,2 mia. euro til Den Europæiske Centralbank (ECB). Derudover har Grækenland overført 2,05 mia. euro til Den Internationale Valutafond. Endelig har Alexis Tsipras’ regering ifølge eget udsagn tilbagebetalt et lån på 500 mio. euro til den græske centralbank. Dermed er en del af betingelserne for yderligere krisehjælp til Grækenland opfyldt.

Tilbagebetalingen af begge lån er afgørende for den græske regering, der mangler akut kapital til at dække landets gæld. Uden tilbagebetaling ville Den Europæiske Centralbank sandsynligvis være tvunget til at indstille nødfinansiering af de græske banker med en eventuel risiko for det græske finanssystems totale kollaps.

Af samme grund valgte den græske regering i sidste uge under stort pres at acceptere nye lånebetingelser fra kreditorerne som betingelse for yderligere krisehjælp fra EUs krisefond, ESM.

Samtidig kan almindelige grækere glæde sig over, at lånebetalingerne til ECB får direkte indflydelse på hverdagen. Efter tre ugers lukning åbnede græske banker atter mandag, mens den græske børs fortsat holder lukket. Indtil videre er der stadig mangel på kapital i de græske banker, hvis kunder højst må hæve 60 euro om dagen.

Nødfinansiering til bankerne

Pengene stammer fra den overgangsfinansiering på 7,16 mia. euro, som EU-landene vedtog at overføre til Grækenland i sidste uge, da det græske parlament vedtog en række nye love som betingelse for videre forhandlinger om en tredje hjælpepakke på i alt 86 mia. euro. De pågældende love regulerer områder som pension, moms og uafhængighed.

I første omgang betegnede EU-Kommissionen de seneste græske reformanstrengelser som »alt i alt tilfredsstillende«.

Ikke desto mindre er der også kritik af de græske parlamentarikere, der i stedet for at holde udgifterne til pension til og med 2021 på samme nominelle niveau som 2015, har vedtaget en lov, der begrænser pensionsbidragene.

»Det er ikke noget nyt fænomen, allerede under den Antonio Samaris’ tidligere regering svarede lovene ikke altid til reglerne,« siger en anonym EU-embedsmand til den tyske avis Wirtschaftswoche.