Anette Trettebergstuen måtte holde flere pauser, stemmen knækkede over – og hun prøvede at holde tårerne tilbage.

»Jeg er flov, ked af det, og jeg skammer mig over de fejl, jeg har begået,« lød det fredag på et pressemøde.

Her meddelte hun, at hun har valgt at trække sig som norsk kultur- og ligestillingsminister.

Det har hun gjort, fordi hun har foreslået og udnævnt tre af sine nære venner til flere fremtrædende – og indbringende – poster i det norske kulturliv.

En af de tre pågældende personer er far til Anette Trettebergstuens barn.

»Jeg har ikke været bevidst om, hvordan inhabilitet skal håndteres,« sagde hun på pressemødet:

»Jeg har ikke været klar over, at når man er inhabil, så kan man heller ikke foreslå personer, man er inhabil overfor, til et hverv.«

På fredagens pressemøde fortalte den nu tidligere minister, at hun selv tog beslutningen torsdag

»Jeg er utroligt ked af, at mine fejl går ud over andre: Alle de fantastiske mennesker på kultur- og ligestillingsområdet, partiet, mine kollegaer i regeringen og alle andre, jeg har skuffet,« sagde Anette Trettebergstuen.

Fik advarsler

Den norske statsminister (og partifælle), Jonas Gahr Støre, fortalte på et senere pressemøde, at Anette Trettebergstuen undervejs havde fået flere advarsler fra sit departement om, hvad hun havde gjort, men at hun alligevel igen efterfølgende havde udnævnt sine venner til nogle af de i alt fem poster.

»Ikke bare én gang, men to gange,« sagde statsminister Jonas Gahr Støre også:

»Det er summen af det hele, der gør, at Anette og jeg karakteriserer det som meget alvorlige fejl. Jeg mener, at det er en rigtig beslutning. Hun har udvist manglende viden om reglerne, og hvad det betyder at være inhabil.«