Opdateret

Nyfødt baby er blandt 40 savnede efter migrantbåds forlis torsdag

En båd, der var på vej fra Tunesien til Italien, kæntrede torsdag. Omkring 40 personer er savnet.

Lampedusa er en af de mest brugte indgange til Europa for migranter, der krydser Middelhavet (arkivfoto). Vincenzo Pinto/Ritzau Scanpix

Omkring 40 migranter er savnet, efter at deres båd torsdag kæntrede ud for den italienske ø Lampedusa.

Det siger FN fredag ifølge nyhedsbureauet AFP.

Mindst en nyfødt baby er blandt de savnede, siger en repræsentant for FNs flygtningeorganisation, UNCHR, i Italien ved navn Chiara Cardoletti.

Fartøjet tog afsted fra Sfax i Tunesien torsdag med 46 migranter ombord. Migranterne er fra Cameroun, Burkina Faso og Elfenbenskysten, siger Flavio Di Giacomo, der er talsperson for FNs migrationsorganisation, IOM.

Båden kæntrede på grund af stærk vind og høje bølger, siger han.

»Nogle overlevende blev bragt til Lampedusa, og andre blev bragt tilbage til Tunesien.«

»Blandt de savnede er syv kvinder og en mindreårig. De overlevende er alle voksne mænd,« siger talsmanden for IOM.

Han fortæller også, at IOM har bemærket, at der ankommer flere migranter via Tunesien fra den del af Afrika, der ligger syd for Sahara, end fra Tunesien siden november.

Han forklarer, at det er, fordi de afrikanske migranter flygter fra diskrimination i Tunesien.

»Det er uacceptabelt at fortsætte med at tælle de døde ved Europas havne,« siger han ifølge AFP.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters er den diskrimination, der er tale om racistiske udfald mod de afrikanske migranter, der sker midt i en økonomisk nedtur i Tunesien.

Ifølge AFP er den syditalienske ø Lampedusa en af de mest brugte indgange til Europa for migranter, der krydser Middelhavet.

Sidste år ankom mere end 46.000 mennesker til øen ud af de 105.000, der kom til Italien, oplyser UNCHR.

/ritzau/