Må Gud straffe England! stod der på et populært tysk postkort fra Første Verdenskrig. Gud holdt sig imidlertid i baggrunden og overlod afstraffelsen til de sejrende magter, der i Versailles fredsaftalen fra 1919 konfronterede det tabende Tyskland med den totale ydmygelse. Den berømte økonom John Keynes forlod fredsforhandlingerne i protest, og den franske general Foch udtalte, at »dette er ikke en fredstraktat, men blot en aftale om 20 års våbenhvile.«

Og han fik jo ret. Tyskland var efter fire års altomfattende krig en nation på knæene. Ikke desto mindre pålagde de sejrende magter Tyskland en krigsbod på 226 milliarder Reichmark i guld, hvilket resulterede i et glidende sammenbrud af den tyske økonomi og samfundsorden. Dermed var en politisk motorvej banet for Hitlers nationalsocialisme og Anden Verdenskrig.