Man kan dårligt være optaget af konservatisme uden på et eller andet tidspunkt at blive ramt af engelsk syge.
For er der ét land i verden, som har fremelsket et ærkekonservativt samfund – komplet med ordentlige klasseskel, anstændige manerer, klassisk dannelse, kristen finkultur og en altruisme uden sidestykke – så er det hendes majestæt dronning Elizabeth II’s Storbritannien.
For min egen del, så bed bacillen, til det knasede. Jeg er anglofil helt ind i marven.
Jeg har boet i London, jeg har slidt mig igennem den engelske litteratur som tilvalg på universitetet, jeg er den stolte indehaver af en ægte bowlerhat, jeg drikker min te med mælk, og derhjemme altid af Burleigh-porcelæn, og jeg kan spise flere scones med clotted cream og jordbærsyltetøj, som ikke er marmelade, thi det er kun den med citrusfrugter, end de fleste.
Scones udtaler jeg i øvrigt skårnnns og ikke skåååns – og ja, jeg ved, at der er valgfrihed, og ja, jeg ved, at det er klassebestemt, og ja, jeg ved, at det til dels også er udtryk for regional sproglig prægning. Don’t even get me started, som de siger.
Så meget desto gladere blev jeg, da jeg for nylig så, at Danmark nu har fået et magasin, der henvender sig til folk, som er helt crazy med alt engelsk. »Anglomania« er navnet på den solide tryksag, der leveres i smukt udstyr, og som indtil videre er udkommet i tre numre.
Bath – måske Englands smukkeste by
Det er en svær sag på over 100 sider, så der er noget at komme efter. Magasinet er tematisk, og indtil nu har vi kunnet nyde at gå i dybden med emnerne Bath & Jane Austen, William Shakespeare og netop udkommet er nummeret om Gardens & Houses.
Magasinets redaktør, Lise Lotte Frederiksen, har sikret sig noble skribenter – både kapaciteter som Niels Brunse og Christian Monggaard er for eksempel med – og det hele er smukt layoutet af Berit Stubkjær.
I nummer 2 kan man læse om maden på Shakespeares tid, om Macbeth på film, om skribenternes yndlingsstykker af Shakespeare. Men lærdhed er en engelsk dyd, så der gås i dybden. Derfor finder man også baggrundsartikler om for eksempel Dr. Johnson og Elizabeth I.
I det første nummer, der handler om Englands måske smukkeste by, Bath, er der naturligvis artikler om forfatterinden Jane Austen. Der er også grundige artikler om maleren Thomas Gainsborough.
Der er fortællingen om Abbey Church of Saint Peter and Saint Paul. Man kan læse alt om Pulteney Bridge, som findes i den totalt UNESCO-fredede by. Hele historien om The Royal Crescent, som er et gigantisk, halvmåneformet boligkompleks – måske det sted i hele verden, hvor anglofile helst ville bo? – bliver fortalt. Jane Austens forhold til mode udfoldes. Øen Antigua spiller en rolle i Austen-romanen »Mansfield Park«, og derfor er der en opsats om slaveri og om plantager.
Magasinet fungerer som dannende baggrundslæsning, men ville også være perfekt inden en rejse til Bath. Og hvis man stikker det ned i sidelommen på sin Burberry-frakke, har man tillige en god guide. For der er noteagtige hilsener til Mr. B’s, der er en berømt boghandel, og The Victoria Art Gallery, og når man omsider er i Bath, bør man, ifølge bladet, skylle det hele ned på The Salamander Pub. Der er også en fyldig reportage om Brexit, men karakteristisk for den britiske åbenhed, er det en ren fotoreportage med billeder af alt fra fish’n’ chips over immigranter til nutidige korsriddere i fuld mundering.
Der skal nok være dem, der synes, at briterne er skøre – herunder Asterix og Obelix – ligesom nogle vil finde magasinet en tand for nørdet. Til dem er der kun én ting at sige:
»Queensbury rules?«