Dagen før en udgivelse er præget af spænding. Når man lever af at skrive bøger, har man selv prøvet det. Det er lige traumatiserende hver gang. Vil kritikerne mon slagte ens nye, lille darling? Vil de kunne lide sproget? Vil de forstå historiens præmisser? Er det overhovedet en god eller en dårlig bog?

Det sidste er kritikerens hovedopgave: At sortere. Det latinske criticus betyder »dommer«. Ordet kommer af det oldgræske kritikos, som er en, der er i stand til at »lave bedømmelser«, hvilket igen kommer af krinein, der betyder »at adskille« eller »at skelne«.

En kritiker skal altså skelne mellem skidt og kanel. Og hvis en anmelder ikke skærer igennem, har han ikke passet sit arbejde. Problemet er selvfølgelig, at hård kritik godt kan opleves forfærdeligt. Dårlige anmeldelser bliver man svært ked af – især, hvis kritikeren rammer plet.

For nylig kunne man så læse i avisen, at Gyldendal, som i øvrigt er mit eget højt elskede forlag, nu har fået den noget uortodokse idé at lade såkaldt almindelige mennesker – og det vil jo i virkeligheden bare sige personer helt uden dokumenterede kvalifikationer – anmelde bøger på forlagets hjemmeside. Fra officielt hold lyder det endda, at man kun vil bringe de gode anmeldelser.

Det sidste er nærmest meningsløst. For det betyder jo, at det, man fremlægger, så slet ikke har noget med litteraturkritik at gøre. Den kritikløse positive omtale er og bliver reklame – også, når den skjules under en pålidelig afsender som nu et af de søde, troværdige, ægte, levende mennesker, vi normalt kalder for lallende amatører. Og det snedige, retoriske greb kender vi altså godt. Reklamebranchen har en lang tradition for appraisal gennem glade vidner. Det kan faktisk være ret sødt. Men det er altså ikke litteraturkritik. Ting kan nemlig ikke være rigtig gode, hvis intet nogen sinde må være skidt.

Dårlige anmeldelser er dårlig PR

Tendensen med, at man jagter den »normale« stemme går godt i spand med den Nationen-agtige trend, vi ser så mange andre steder i samfundet. Faglighed nedtones bevidst, og i stedet kæfter tilfældige »brugere« op om deres kæpheste på Facebook, på Twitter, i blogs og så videre – helt uden at behøve at have forstand på det, de udtaler sig om.

Alt det, vi tidligere skrev i en dagbog, himlede op om på værtshuse, eller sad og fnøs over henne i kantinen, offentliggøres. Som sådan skal det nye initiativ da være velkomment. Sladder er vældig spændende. Og at Fru Hansen mener, at Jacob Skyggebjergs seneste roman, der forleden fik fem stjerner i Berlingske, er totalt talentløs, er jo også stof til eftertanke.

Lysten til helt at skille de dårlige anmeldelser fra kan man som forfatter kun alt for godt forstå. Og forlaget har jo en kommerciel interesse i at begrænse negativ kritik. Det er dårlig PR for det produkt, man forsøger at sælge.

Kender man bare lidt til kritikkens historie, ved man også, hvor hårdtslående kritikere skriver. En del af gamet er nemlig, at kritikere har en udvidet ytringsfrihed. De må – og det gælder også juridisk – svine folk mere til end andre må. Da kritikken blomstrede op i 1700-tallet sammen med nogle af de ældste aviser, var det normalt, at anmeldelser var anonyme, for så kunne man rigtig give los. Og artiklens vurderinger var »bare« avisens holdning – ligesom lederen mange steder er det i dag.

Anmeldere lader sig rive med

De signerede anmeldelser kan også være lede. Jeg kender det fra mig selv.

Mere end én gang har jeg ladet mig rive med, når jeg selv har anmeldt. Og det i en grad, så jeg sommetider er krøbet langs panelerne ved receptioner. For gik jeg nu ikke for vidt i den anmeldelse? Det gjorde jeg måske nok. Men så igen: Anmeldere skal være skarpe. Og man skriver nu engang bedst på harme …

Som forfatter har jeg oftest fået uhyre positive anmeldelser. Det må jeg fastholde. Men man undslipper aldrig dårlig kritik. En eller anden skrev om min roman »Livret«, at dens idé kammede over. Jeg var knust. På grund af én kommentar fra én anmelder. Det slår hårdt, når folk ikke kan lide ens ting. Det gjorde det også, da en anmelder latterliggjorde en af mine hovedpersoner. Han var en kliché, idiotisk, plat, mente hun. Da jeg udgav en bog om togrejser i hele verden, skrev en anmelder, at jeg var et luksusdyr og en snob. Moi!? Nå ja, og så var der jo dengang Lars Bukdahl, det sugerør, i en litterær fejde simpelthen bare kaldte mig for »en badebold«.

Så hvorfor kan man ikke bare undvære den dårlige kritik, når nu den kan være så ond, perfid, ja, led? Det kan man ikke, fordi den er interessant. En ordentlig kritiker sætter nemlig præcise ord på ting. Han indplacerer værker i et oeuvre. Han indsætter kunstnere i en national eller international kontekst. Han bemærker nybrud og vigtige nye stemmer. Han reflekterer kritisk over teksterne. Han har en litteraturvidenskabelig tilgang.

En dårlig anmeldelse er noget andet end en negativ anmeldelse. En dårlig anmeldelse er lavet uden faglig indsigt. Og det pudsige er, at aviserne selv i forvejen sorterer negative anmeldelser fra. Det er almindelig skik, at man stritter håbløse bøger ud.

Redaktioner drukner i regulært litterært lort, man ikke bruger krudt på. Men der er undtagelser. Dels kan en stor forfatter skrive en dårlig bog – det er jo en journalistisk nyhed. Dels kan en bog fejle spektakulært. Det bruger man også gerne spalteplads på. For tænk, at nogen, der skriver så dårligt, overhovedet får en bog udgivet.

Den gode kritiker

Ordentlig litteraturkritik drejer sig om faglighed. Og mens ingen betvivler, at en læge skal være medicinsk uddannet, og at en anklager gerne skulle være jurist, så gør de færreste gør sig begreb om litteraturkritikernes faglige baggrund.

Når de er bedst uddannede, er de professorer på universitetet. Mange andre har års erfaring som professionelle læsere og lange universitetsuddannelser bag sig. Enkelte har et spraglet, men alligevel litterært pointeret, CV. Nogle er filologer. Traditionelt har anmelderen studeret litteraturvidenskab og har altså ikke studeret litteratur, men snarere studeret, hvordan man studerer litteratur, hvilket løfter alting op på et helt andet niveau.

I udlandet har man desuden en lang tradition for at lade skønlitterære forfattere anmelde hinanden, hvilket vi heldigvis kun er få, der gør herhjemme. Forfattere er nemlig de hårdeste kritikere, der findes. Den sidste kategori af anmeldere er journalistuddannede. Og selv om det ofte er for lidt til, at de kan skrive kvalificeret om litteratur, så findes der enere, der kombinerer en personlig lidenskab for bøger med den indsigt, man får af at have holdt en finger på et lands litterære puls gennem årtier.

Problemet med Gyldendals nye tiltag ligger i, at man på den ene side angler efter ros, mens man på den anden side pifter hele den kritiske cyklus ved at insinuere, at den er meningsløs og i sidste ende også værdiløs. Når et forlags værker ikke må udsættes for reel litteraturkritik, skaber det en falsk evaluering. Ja, man bedriver egentlig æstetisk svindel. Lidt som den slags mødre, der skamroser et barn uanset, hvor grimt det tegner. Og bag det hele ligger Aksel Sandemoses nærmest Anders Fogh’ske jantehad til smagsdommeren. Denne person der tror, at han eller hun er noget, ved noget, og som nu stiller sig an og vil mene noget om noget.

Den bonderøvsattitude er totalt forfejlet. For litteraturkritikeren er fagmand. Han ved noget. Og han skal mene noget. Det er hans job. Og uanset, hvor infam og nedladende den enkelte kritiker måtte være, så handler modtagelsen af et værk aldrig om én anmeldelse. Den kritiske institution er alle anmeldelserne.

Sådan vil det heldigvis stadig være. Det er nemlig i sidste ende ytringsfriheden og den frie, fagligt funderede kulturdebat, der vinder slaget. Den slags kan ét forlag slet ikke styre. Og det er sådan set hele pointen med en offentlig litteraturkritik.