Henrik Elsner titulerer sig på etiketterne på Stonge Grange Destillerys ginflasker som »Master Distiller Henrik Elsner«. Mikrodestilleriet, som han står i spidsen for, lancerede i foråret 2016 to forskellige gin, Elg Gin No. 1 og Elg Gin No. 4, der bærer hans kælenavn fra gymnasietiden, Elg.

Hans gin er en såkaldt compound gin, hvor han destillerer hver ingrediens for sig og bagefter blander dem. Elg Gin er en klassisk gin, der henter sin smag fra en masse enebær, lidt korianderfrø og en masse gulerødder. Produktet bliver tappet på flasker, der ligner de gamle apotekerflasker. Hver flaske er nummereret og signeret af »Master Distiller Henrik Elsner«.