Da Geeti Amiri var lille var ét af hendes største ønsker at få en Babyborn-dukke. Alle hendes veninder havde sådan en. Eller vigtigere endnu: alle de danske veninder, hvis forældre havde et arbejde og derfor råd til at købe en dukke til deres døtre pakket ind i pap og plastic i Toys »R« Us.
En dag var det langt om længe lykkedes Geeti Amiris mor at skaffe dukken. Hun havde holdt øje med genbrugsforretningernes legtøjsudsalg, indtil Babyborn en dag poppede op. Men på vej hjem var hun snublet og faldet ned i en vandpyt. Da Geeti kom hjem fra skole, stod moderen og vaskede og strøg Babyborns tøj med et kæmpestort blåt mærke på knæet.
