Hvad gjorde størst indtryk på dig i 2016?
»Det, der har gjort størst indtryk på mig, er hvor fucking svært det er at få lov at tale den minoritetsskvindesag som jeg gør, uden at blive skudt på fra begge fløje. Det bør man måske være vant til. Men efter overgrebene i Köln nytårsnat, hvor der virkelig blev sat gang i debatten om, om der er et tungere problem i minoritetsmiljøer, hvad angår kvindesagen, troede jeg naivt nok, at det ville få alle på tværs af fløjene til enstemmigt at erkende, at der er særlige udfordringer hos minoriteter, uden man skal føle, at det er på bekostning af kvindekampen generelt. Jeg troede det ville mobilisere folk, men i stedet fik en gruppe af feminister, som præger den offentlige debat, meget travlt med at gøre det til noget, der handlede om hele patriarkatet overordnet set: Informations voldtægtsserie gik i gang som reaktion på dem, der som mig sagde »prøv at hør, der er et problem i minoritetsmiljøer, hvor der ses ned på frigjorte kvinder, og er et fornedrende syn på kvinder, der bryder med æresnormerne.« Det har rystet mig, hvor splittet kvindekampen er.
Det er også en af grundene til, at så få gider stå frem, for dels får man alle patriarkalske røvhuller på nakken samtidig med, at man skal kæmpe mod en højrefløj, som konsekvent vil tage patent på at sige »det er også de fucking muslimer og lorte islam.« Men man skal også kæmpe med medsøstre, der benægter, at der overhovedet er et problem, og udskammer stemmer som min, fordi det ellers forstyrrer det herskende feministiske fokus. Det er pissesørgerligt for at være helt ærlig, at jeg skal tage mere hensyn til den gode stemning i kvindeklubben, hvor alle abonnerer på de samme teorier, ideologier og fløj, før jeg kan få lov at tale kvindesag i minoritetsmiljøer.«
Hvad er din forventning til 2017?
»Jeg håber, at folk i 2017 forstår, at jeg selvfølgelig kæmper mod patriarkatet i majoritetssamfundet. Det er der slet ikke nogen tvivl om. Men jeg vil også have lov at kalde en spade en spade angående kvindekampen i minoritetsmiljøet, uden at jeg skal beskyldes for at være med til at splitte og stigmatisere og skabe »os og dem« billeder, fordi majoritets- og minoritetssynet på kvinder overordnet skulle være ens. Det er det ikke. Hvis en etnisk dansk mand offentligt udtrykker, at han går ind for patriarkatet, vil han få feministisk vrede at mærke, men i minoritetsmiljøet har en mand sin plads og en kvinde har sin plads, og der er gudsgivne roller. Jeg har de seneste uger nærlæst Informations voldtægtsserie, såvel som læst om de hverdagssexistiske oplevelser, som kvinder blev opfordret til at dele på de sociale medier og forsøgt at finde danske kvinder med minoritets og muslimsk baggrund, der har været ofre for hævnporno, som står frem. Hvor mange minoritetskvinder tror du jeg har fundet, som fortæller om voldtægt eller om at have været udsat for hævnporno? Ingen.
Det er ikke fordi, jeg ikke synes, det er anerkendelsesværdigt, at man i »hvide« feministiske kredse snakker om hverdagssexisme, hævnporno og samtykke, men jeg ser det som et symptom på, hvor kampen for retten over egen krop i minoritetsmiljøerne befinder sig, for det kan jo ikke være rigtigt, at der ikke er nogen minoritetskvinder, som ikke er ofre for voldtægt, hverdagssexisme eller hævnporno. Men i modsætning til etnisk danske kvinder, som krænkes og står frem og fortæller om at være blevet krænket på sin ret til samtykke er forskellen, at kvinder i minoritetsmiljøerne slet ikke har privilegiet til at tale om, når de krænkes på deres ret til samtykke. Jeg vil være med til at skabe en platform for dem i 2017.«
Hvis du ser ud over hele verden, hvad har så gjort mest indtryk på dig?
»Generelt går år 2016 for at være et af de mest shitty år, der har været. Jeg er godt klar over, at der er stor forskel på den tryghed og sikkerhed, man oplever i København, end hvad man vil opleve i Kabul. Men det har gjort indtryk på mig, hvor tilfældigt terroren rammer og hvor vant til terrorangreb vi desværre er blevet. Forstå mig ret, men det er efterhånden en automatreaktion, at profilbilleder bliver udskiftet med flag, politikerne kommer med sympatierklæringer, og debatten om ansvar for terroren igen starter, hvor den sluttede. Det er som om manualen ligger klar, og vi kører vores reaktioner på repeat, når terroren rammer. Vi går ind i et 2017, der er præget af dynamikker, der også rammer os her i Danmark. Jeg har små børn i familien, der kommer til at vokse op med helt andre vilkår, end jeg voksede op med i Danmark.«
Hvad har været det bedste i 2016?
»Jeg er blevet forfatter og radiovært, men det bedste har været, at jeg trods al den modstand, jeg møder, hver dag får beskeder fra unge minoritetspiger, som bevis på at det jeg gør, gør en forskel. Det er piger, der på alle måder er danske på nær når det kommer til deres frihed. De siger, at selv om de ikke står på barrikaderne, så rykker jeg en masse for dem. Jeg har været med til at råbe en sag op, som uanset, hvor meget nogle fornægter den, er kommet for at blive.«
Har du nogen ide om hvorfor der er kommet så mange markante minoritetskvinder frem i debatten i år?
»Der er sket et markant opgør på grund af de sociale medier, hvor folk når ud til hinanden på en helt anden måde. Der er også kommet flere i mediebranchen, der ikke bare ligner hinanden. Der er nyt syn på, hvad der er samfundsrelevant. Men hvor mange år er det ikke også, at hvide feminister er blevet kritiseret for at være for elitære, er det 25 år? Måske var det også på tide, at nogle slog hul på deres osteklokke.«
Var der et af årets dødsfald blandt berømte, der gjorde særligt indtryk på dig?
»Mads Holgers selvmord gjorde størst indtryk på mig, fordi jeg kendte ham fra nattelivet, og senere mødte ham igen i samfundsdebatten. Det, der gjorde størst indtryk, og som alt for få taler om, er hvor ensomt livet som debattør er. Man har ikke noget politisk parti, der slår ring om en, man har ingen organisation at læne sig op ad, man har kun friheden til at sige, hvad man mener, når man er sin egen debattør. Debattører bliver spurgt om meget, men aldrig om, hvor opslidende det er, hvor ensomt det kan være, og hvor hård offentligheden kan være. Jeg synes offentligheden var alt for hård ved ham, og generelt er det ved offentlige personer. Folk siger det er en del af det at stikke snuden frem, at folk skriver alverdens ting og dømmer en, selv om der kun skal et personligt møde til, hvor folk siger »Gud er du sådan«, og man kan svare, »ja jeg spiser ikke børn til morgenmad«. Hans død har fået mig til at tænke meget mere over, at man skal huske at trække stikket i stedet, og også leve livet som andet, end en person som alle føler sig berettiget til at kritisere, fordi man ytrer sine meninger højt.«
