Det tog kun fem dage. Så havde den fynske iværksættervirksomhed Kubo Robot nået sit mål om at rejse 30.000 dollar eller omkring 200.000 kr. gennem crowdfunding.

Godt en uge før crowdfunding-perioden udløber har virksomheden rejst 300.000 kr. og valgt at hæve sit mål.

»Med de bestillinger, vi har fået indtil nu, skal vi levere omkring 170 Kubo-robotter til juni. Men med den succes, vi har haft indtil nu, har vi besluttet at hæve målet til 250 robotter,« fortæller Tommy Otzen, der er adm. dir. og medstifter af Kubo Robot, eller Dansk Teknologisk Læringsdesign IVS, som iværksætterselskabet officielt hedder i CVR-registret.

Kubo er en lille robot, som lærer børn i indskolingen og børnehaven at programmere ved hjælp af små puslespilsbrikker. Afhængig af, hvilken læringspakke, man vælger, kan robotten lære børn at stave, lave musik eller matematik, samtidig med at børnene lærer basale begreber inden for kodning og procedurer inden for kodning. Robotten har vakt opsigt både herhjemme og internationalt.

»I skolerne bruges robotter generelt til at undervise om robotter. Men med Kubo er det anderledes. Her har vi fokus på at undervise med robotter. Det betyder Kubo i højere grad har fokus på læring end teknologi,« siger Tommy Otzen, der er har stiftet virksomheden sammen med Daniel Friis Lindegaard.

De to mødte hinanden på ingeniørstudiet på Syddansk Universitet, hvor de begge har specialiseret sig i oplevelses- og læringsteknologi. Idéen til Kubo Robot opstod i forbindelse med et specialeprojekt. Et mikrolegat på 75.000 kr. fra »Fonden for Entreprenørskab« blev brugt til at finansiere en patentansøgning, og gav i det hele taget blod på tanden til at gå videre med projektet.

»Vi var meget optaget af børns tidlige læring. Vi fandt ud af, at børn godt kan lære grundprincipperne for programmering i en meget tidlig alder, men de fleste af de robotter, der findes i dag, kræver, at man programmerer dem via en tablet eller computer. Det er en ret kompliceret proces for så små børn. Derfor opfandt vi Kubo, hvor programmeringen foregår ved at børnene prøver sig frem med små puslespilsbrikker. Bare de kan finde ud af at sætte to brikker sammen, kan de i princippet bruge robotten,« forklarer Tommy Otzen.

I 2015 stiftede han og Daniel Friis Lindegaard, der er 26 år og har titel af Chief Technology Officer i Kubo Robot, deres fælles virksomhed.
Da ingen af de to havde forstand på at drive virksomhed og sætte produktion op, kom de ind i opstartsprogrammet Odense Robotic Startup Hub og søgte også om og fik økonomisk tilskud fra Iværksætterpilotordningen under Innovationsfonden.

I løbet af 2016 har de to iværksættere fået udviklet en prototype af Kubo Robots og testet den i både skoleklasser og børnehaver. Yderligere to fuldtidsansatte medarbejdere og en studentermedhjælper er kommet på lønningslisten, og virksomheden har fået aftaler i stand med to fynske virksomheder, Easy2Day og Micro Technic om at fremstille henholdvis plastikdele og hardwaren inden robotten.

Sideløbende har holdet bag Kubo Robot rejst verden rundt for at præsentere den nye læringsrobot.

Robotten har vakt opsigt, både ude og hjemme. Herhjemme af it-virkomheden KMDs venturearm investeret i Kubo Robot og ejer i dag et sted mellem fem og ti pct. af virksomheden,

I november i år vandt virksomheden en stor pitch-konkurrence på Europas største techmesse Web Summit i Portugal foran 1.500 andre iværksættere. I december sneg virksomheden sig med in på det amerikanske erhvervsmagasin Forbes top ti-liste over »European Growth Businesses to Watch«, og i januar i år var Kubo Robots på verdens største messe for forbrugerelektronik, CES, i Las Vegas, hvor den lille robot blev valgt ud blandt ti produkter til at deltage i finalen om »Last standing Gadget«.

Selvom Kubo ikke vandt finalen, er Tommy Otzen og hans hold meget tilfredse med udbyttet af messen. De kom hjem med omkring 150 kontakter fra virksomheder og organisationer, og er nu i gang med at finde ud af, om der ligger potentielle samarbejdspartnere gemt i nogle af dem. Blandt de interesserede var store virksomheder som Disney og Samsung.

Om Kubo Robot kan blive det nye Lego, bliver købt af en stor international spiller eller ender med at blive en del af KMDs satsning på digital læring er for tidligt at sige. Alle muligheder er ifølge Tommy Otzen åbne.

»Nu skal vi først og fremmest have leveret de robotter, som folk har crowdfunded, og så må vi se, hvad der sker. Vi ser første og fremmest Kubo som et læringsværkstøj, som kan bruges i skoler og institutioner, og det skal vi fortsat udvikle og skalere. Men det er klart, at der også er muligheder og interesse for den mere forbrugerorienterede del. Men der skal vi først finde den helt rette model,« siger Tommy Otzen.