Mette Frederiksens kronik i Berlingske er en hyldestsang til fællesskabet og en fejring af de danskere, som ser ud over egen næsetip og gør noget ekstra for os alle sammen.

Ministeren kan være sikker på, at teksten vil blive læst, for ministerens gøren og laden følges endog meget tæt af både venner og fjender. Sagen er, at Mette Frederiksen i dag er suverænt stærkeste bud på en ny partiformand efter Helle Thorning-Schmidt, og når beskæftigelsesministeren nu vil rejse en debat om fællesskabets betydning og sætter sig til at skrive kronik sammen med erhvervschefer og forbundsledere, vil hendes budskaber og motiver blive nøje gransket.

I kredsen om Thorning vil kronikken blive omgærdet af en pæn portion irritation og skepsis, for her er holdningen, at Mette Frederiksen arbejder lidt for ihærdigt på at køre sig selv i stilling til at overtage ledelsen af Socialdemokraterne.

Mange socialdemokrater vil omvendt læse kronikken med begejstring og opfatte lovprisningen af fællesskabet som et vigtigt forsøg på at få regeringens politik anno 2014 til at handle om andet og mere end teknokratiske 2020-planer, upopulære strukturreformer, analyser fra produktivitetskommissionen samt skatte- og afgiftslettelser for erhvervslivet.

Alle disse socialdemokrater vil læse kronikken som et afsæt til at få sat holdninger og værdier på dagsordenen. Ser man på Frederiksens position i partiet lige nu, er det ikke mindst den evne, som har gjort hende til storfavorit til at blive ny formand.

Kritikerne vil ganske vist affeje en del af kronikkens indhold som varm luft og se teksten som en pladderromantisk anprisning af fællesskabet. De vil tage sig til hovedet, når ministeren og hendes medforfattere peger på fællesskabet som den hemmelige ingrediens, der gør Danmark til et land, som alle fra højre til venstre kan være stolte af.

De vil formentlig også trække på smilebåndet, når kronikørerne fastslår, at når vi sætter os ind i et tog, kan det kun lade sig gøre »takket være flere hundrede mands arbejde«. De titusinder af hårdt prøvede pendlere, som alt for tit oplever forsinkelser og aflysninger, vil næppe opfatte togdriften som udtryk for en stor præstation af »fællesskabet«, men vil snarere efterlyse bedre ledelse og eksekvering hos DSB.

På samme måde vil kritikerne ryste på hovedet, når kronikørerne fejrer fællesskabets institutioner som f.eks. sygehuse, skoler, børnehaver og plejehjem i en tid, hvor stakkevis af analyser dokumenterer, at kvaliteten ofte halter, at ledelserne ikke er tilstrækkeligt dygtige, og at medarbejderne for tit har et alt for højt sygefravær.

Kritikerne vil også notere, at fællesskabets helte i Mette Frederiksens optik oftest synes at have deres rødder i den offentlige sektor – og ikke i det private erhvervsliv.

Når det er sagt, har Mette Frederiksen taget fat i et tema, som er væsentligt. Tryghed, tillid og følelsen af at tilhøre et fællesskab er uden tvivl en del af det kit, som holder et velfungerende samfund sammen.

Mette Frederiksen anslår derfor også en tone, som vil appellere til mange, når hun siger, at vi kan og bør gøre mere end blot at tænke på os selv. Følger vi rådet, bliver vi selv gladere og samfundet rigere. Endelig vil mange offentligt ansatte se hendes ord som en tiltrængt anerkendelse af den solide og til tider ekstraordinære indsats, som heldigvis også er en del af dagligdagen i landets vuggestuer, skoler og sygehuse.

For at understrege betydningen af fællesskabet er ministeren med til at indstifte en ny pris tilegnet de mennesker, der gør en særlig indsats. Ifølge kronikken kan prisen gå til nærpolitimedarbejderen, der kender sit lokalmiljø og skaber tryghed. Den kan også uddeles til jobcentermedarbejderen, der kender virksomhederne så godt, at de stoler på, at de kan ansætte unge på trods af deres pletter på straffeattesten. Eller prisen kan gives til pensionisten, der som bydelsmor bliver den vigtigste kontaktperson i et udsat menneskes liv.

Mette Frederiksen fastslår selv, at krisen har udfordret fællesskabet og udløst krav til en stram økonomisk politik – som hun vel at mærke ikke lægger afstand til. Dermed afspejler kronikken den balanceakt, der har gjort Mette Frederiksen urørlig som socialdemokratisk skyggeformand. Som minister har hun gennemført svære reformer og stået vagt om dagpengereformen, der er forhadt i det socialdemokratiske bagland. Men hun har samtidig som en af regeringens få ministre evnet at tale reformerne ind i en socialdemokratisk fortælling om ret og pligt.

Så sent som i går offentliggjorde hun en anden kronik – i Politiken – som netop handlede om, at der skal stilles krav til mennesker, som godt kan selv, og hvorfor det er godt at stille disse krav, både af hensyn til den enkelte og samfundet.

Havde Thorning formået det samme, behøvede hun ikke at kigge sig ængsteligt over skulderen for at følge Mette Frederiksens hastige opstigen, og hun havde ikke stået i en situation, hvor partifællerne drømmer hende til Bruxelles og Mette Frederiksen ind i Statsministeriet.