Indrømmet: Mine forventninger var ikke høje. Siden DS Automobiles i 2014 blev udskilt fra Citroën og iscenesat som et selvstændigt luksusmærke, har DS Automobiles foregøglet, at den franske luksusbil var tilbage. Pakket i elegante og til tider endda besnærende designs var DS-modeller dog i sidste ende blot Citroën-modeller iklædt haute couture. Det gjorde dem fascinerende, men ikke til regulære luksusbiler. En DS5 kunne ikke slå en Audi A4 på meget andet end funky lædermønster i kabinen og en halv kvadratmeter mere krom udvendigt.
DS uden kompromisser
Men med den nye DS7 Crossback er det anderledes. Meget anderledes. Det er den første 100 pct. selvstændige DS-model, med eget selvstændigt DS-stelnummer. Det lyder måske som et markedsføringsstunt, der skal dække over en sløj start på DS Automobiles tilværelse som en fransk pendant til BMW, Audi, Jaguar, Volvo eller Alfa Romeo. Men siden 2014 har DS Automobiles arbejdet målrettet på at lancere DS7 Crossback som en bil uden kompromiser. Ikke en ombygget Citroën, men en bil som de ville have den. En ægte DS. Størrelsesmæssigt lægger den sig lige under Audi Q5 og Volvo XC60, mens den prismæssigt lander tættere på Audi Q3 og Volvo XC40.