I stimerne af små SUV’er, som oversvømmer bilmarkedet og efterhånden nærmest er blevet standarden for nye biler, hedder Opels forsøg i den lille klasse Crossland X. Og selv om både navnet og designet holder sig til forskrifterne og signalerer terrænbil, er der altså ikke meget om snakken, når man sidder bag rattet. Bevares, det er rart med højere indstigning og bedre udsyn, men Crossland X er i sin essens blot en lille familiebil, hvilket understreges af, at firehjulstræk slet ikke er en mulighed.
Hverken fransk eller funky
Køreoplevelsen er blød og rolig, og den testede 130 hestes turbomotor leverer, hvad den skal, uden nogensinde at true med at fremtvinge et køreglædesmil hos føreren. Desuden har Crossland X den vel nok mest hysteriske vejbaneassistent, bilmarkedet endnu har oplevet. Den mindste slinger i valsen udløser prompte en lang række høje bip fra bilen, og de bliver ved, længe efter at man er inde i sin bane igen. Resultatet er, at man som Crossland X-kører hurtigt vænner sig til at slå vejbaneassistenten fra med samme bevidstløse selvfølgelighed, som man spænder selen og starter motoren. Og så er der jo ikke meget vundet ved den slags sikkerhedsudstyr. Her afslører den i øvrigt slægtskabet med Citroën C3 Aircross, der har samme nærtagende vejbaneassistent.