I disse år er det umuligt at tale ret længe med et modehus, før de nævner arv, heritage, arkiver og referencer til fortiden.

Nogle gange er det noget påtaget, andre gange mest af alt en dårlig undskyldning for at sælge mere tøj.

Men når det gælder Burberrys trenchcoat, er alle de store ord, gamle billeder og snakken om det, der var, helt reel og en ret fantastisk historie. For mens resten af moden fra 1914 og tiden deromkring i dag er altmodisch og noget, der allerhøjst kan laves en lille modemæssig reference til, spadserede trenchcoaten direkte ud af Første Verdenskrigs skyttegrave, hvor britiske officerer brugte den, og ind i modebilledet, hvor den er blevet lige siden.-

Diana, Garbo og Bogart

Filmstjerner som Marlene Dietrich og Greta Garbo har brugt den. Havde Casablancas afskedsscene været det samme, hvis Humphrey Bogart havde været iført åndbar Helly Hansen i stedet for sin trenchcoat?

Den britiske dronning bruger trenchcoaten, Diana viste sig i den i 1980erne (naturligvis i en godt løs model, 80erne var et årti med masser af stof), og hendes svigerdatter bruger den også. En klassisk frakke, der samtidig er praktisk – netop fordi, den blev skabt som en brugsgenstand.

Frakken, som i år kan fejre 100 års fødselsdag, skulle holde britiske officerer varme og især tørre. Og fortiden i skyttegravene er nem at spotte, hvis man kigger på en Burberry trenchcoat.

Selve stoffet er garbardine, et tætvævet bomuldsstof, der er vandtæt, men stadig åndbart og især til at bevæge sig i – i modsætning til de voksede regnfrakker, man før havde brugt. Jakken har en høj krave, der beskytter bæreren mod dårligt vejr (det tager et år at lære at sy stingene i kraven korrekt, og der er 11,5 sting pr. inch. En inch er nuttede 2,54 cm, så stingene er små).

Forstærkningen over skuldrene skulle dels holde manden indeni endnu mere tør ved at have to lag stof over skuldrene, dels sikre, at vandet løb af jakken og ikke på manden.

Ved bæltet er der D-formede ringe, der kunne hænge militære redskaber i, og på skuldrene, hvor der stadig er stropper, kunne officersmærker og såmænd også epauletter sidde.

En klasseløs klassiker 

Ifølge modehistoriker Ane Lynge-Jorlén er grunden til, at den blev populær, at den ikke bare var pæn og praktisk, men også passede smukt til det liv, der blev moderne efter Første Verdenskrig.

»At trenchen blev moderne udenfor militæret efter krigen, tror jeg skal ses i forlængelse af den sporty- og udendørsmode, der allerede var på tapetet inden krigen. Den var simpelthen praktisk og understøttede den aktive livsstil, der var moderne for tiden.

 

Og trenchcoaten blev hængende, først via den britiske overklasse, siden opsnappet af film og modeindustrien. Trenchcoaten blev klassisk look i 1940ernes Film Noir og i 1960ernes franske film. Den blev overtøjet, alle kunne bruge, uanset klasse, alder og størrelse, siger Ane Lynge-Jorlén.

»Sidenhen er den blevet en klassiker, som går på tværs af overklasse og ungdomskultur – på samme måde som jeans.«

Det er da en meget god historie for et modemærke.