Det er lyden, der fortæller historien om et håndværk. Om titusinde timers øvelse. Det rytmiske dok dok dok. En lille pause og så dok dok dok igen. En mand smiler, mens han kigger op fra sit arbejde. Han har et lille bitte søm siddende mellem læberne, som han i en glidende bevægelse får fragtet fra læber til hænderne, hvori han holder en sko. Han slår sømmet i skoen og fragter næste søm ned på skoen. Som han har gjort det tusinde gange før og vil gøre tusinde gange igen.

Han er skomager, håndværker og en af knap 150 ansatte på Louis Vuittons værksted i Veneto-regionen udenfor Venedig, hvor hvert eneste par sko følges rundt på fabrikken fra de kun er såler, løse hæle, søm og skruer. De hænger på et stativ ved siden af hinanden og laves sammen, så hvert par er fuldstændig ens. Skomageren sammenligner konstant. Hvor meget er der hevet i læderet, før det fastgøres der, hvor hælen sættes fast? En bid af en millimeter er pludselig en kæmpestor forskel, når det er forrest på en skosnude.

Forbindelsen til Paris

Her på fabrikken i det nordlige Italien laver det franske luksusmærke sine sko, og det har man gjort så længe, som man har produceret sko – siden 1997, hvor Louis Vuitton købte et mindre værksted og opbyggede sin produktion omkring den. Den nuværende fabrik er indviet i 2009 og består af fire atelierer, der ligger rundt om bygningens grønne indre gård. Her står en stor figur af den portugisiske kunstner Joana Vasconcelos, der forestiller en stiletsko lavet af gryder i stål, et billede på husmoderens drømme om et andet liv.

Det er her, skoene til Louis Vuittons shows bliver fremstillet, og selvom der er langt til Paris, er det tydeligt at mærke, når der sker ændringer i den franske hovedstad.

Som da mærkets mangeårige kreative chef designeren Marc Jacobs blev efterfulgt af den franske designer Nicolas Ghesquière i november 2013. Marc Jacobs havde altid, fortæller pressedamen Michela Furlanetto, arbejdet helt op til deadline. Ofte blev der sendt nye rettelser og detaljer til værkstedet i dagene op til showet, og skoene blev, lyder rygterne, som hun ikke kommenterer, fløjet med privatfly til Paris. Sådan er det ikke længere. Ghesquière arbejder i et andet tempo, med ham er man færdig næsten 14 dage før showet, og så kan hverdagen igen lægge sig over værkstedet. Nøjagtigt som den gør, da MS er på besøg i det italienske.

Louis Vuitton er ellers mere fransk end Eiffeltårnet og champagne og producerer i øvrigt sine lædervarer på værksteder i hele Frankrig med det oprindelige værksted i Asniere uden for Paris, som Louis Vuitton himself grundlagde i 1859, og som stadig fungerer som flagskib for mærkets håndværksmæssige kunnen. Det er her, de allermest eksklusive ting laves, som store kufferter, den ret upraktiske, men forrygende feltseng og specialordrer.

Men firmaet indså, at ville man lave sko i luksusklassen, måtte man gøre det der, hvor de er bedst til det, fordi sko kræver en viden om andet end læder. Det handler om at skabe noget, der både er smukt at se på, som er smukt på en fod, og som også fungerer som sko. En taske skal man i grove træk bare sørge for ikke har hul i bunden, så er funktionaliteten klaret. I en sko er der grænser for, hvor høje hælene kan være, hvilke vinkler en fod kan bøjes i. Og en sko udsættes for en hel anden type slid.

Det ved man noget om i Veneto, hvor 90 procent af verdens eksklusive kvindesko produceres. Her ligger værksteder og små fabrikker tæt på hinanden, fortæller Michaela Furlanetto, der viser rundt.

»Har man en forretningshemmelighed, skal man ikke tale om den på en restaurant, for der er stor sandsynlighed for, at ham, der sidder ved siden af, også laver sko og lytter med.«

Alt for mange penge

Historisk set er området præget af nærheden til Venedig, der var en af verdens rigeste byer i første halvdel af forrige årtusind, hvor man nød godt af sin geografiske placering mellem markederne i Mellemeuropa, tilknytningen til det byzantiske rige og senere skibskonvojer. Det gav et uhørt velhavende samfund. Her havde man overskud. Til at bygge storslåede paladser, til at udsmykke dem, til at fejre festlige karnevaler, men også til at vise sin rigdom frem på mange måder. Var man velhavende, kunne man signalere det gennem sit tøj. Jo mere farvestrålende, jo bedre, hvilket gav grobund for tekstilfremstilling, og i det 15. århundrede blev skotypen Chopines populær blandt Venedigs adelige kvinder.

Tænk en plateausko på stoffer – jo højere, jo bedre, bunden i træ eller kork og så ellers rigt dekoreret på oversiden. Formentlig kom inspirationen til skoene fra de lidt høje sko, som kvinderne bar i tyrkiske bade, så de ikke fik våde tæer ved at gå rundt på gulvene i badet, men i Venedig raffinerede man skoene, så de blev så høje, at man stort set ikke kunne bevæge sig i dem uden at være støttet af to tjenere. En skoens udgave af den snørede kinesiske fod, der demonstrerede, at man var så velhavende, at man bogstavelig talt havde folk til at hoppe og springe for sig. De sko blev mode, også i resten af Europa, og de skabte grobund for et skomagerfag, der lavede eksklusive sko. At de endte i området i Veneto og ikke inde i Venedig, skyldtes dels, at bystyret i Venedig forbød de velhavende adelsmænd at eje jorden i selve Venedig, og dels at de havde ekstreme summer at investere, så de kiggede sig om efter anden jord at købe.

At det har været fristende, er nemt at forstå for enhver, som har været i Venedig i sommerperioden. Tanken om hvor modbydeligt der må have været om sommeren, varmen i de små gader og stanken fra kanalerne, fordi de sanitære forhold har været knap så velfungerende, er overvældende. Derfor købte velhavende familier jord langs floden Brenta og var så rige, at de kunne bygge enorme villaer, som de opholdt sig i i sommermånederne, hvor der var knap så beklumret.

De holdt fester, de besøgte hinanden – og de havde brug for både tøj og sko til at gøre den slags i, så skomagerne fulgte med kunderne ud af byen, og nogle af dem blev der.

I begyndelsen af 1900-tallet blev produktionen industrialiseret, så der nu også er store fabrikker, men også mindre værksteder, som holder specialiseringen i gang.

Det samme sker på Louis Vuittons værksted – som de for alt i verden ikke selv kalder en fabrik – hvor man har ansat unge i praktikforløb for at fastholde ekspertisen i området. Mange af de ældste ansatte har 30-40 års erfaring plus den erfaring, deres familier har opbygget ved at arbejde i samme fag i generationer. Men det er her, som andre steder, et problem, at de unge ikke har lyst til at have et manuelt arbejde. De vil hellere flytte til storbyerne.

Alle par følges

For det er et håndværk, selv på et værksted så forholdsvis stort som Louis Vuittons. Her er det øvede hænder, der laver læstene, som skoene skabes på. De er grønne, og over dem lægges læder, stof eller eksotiske materialer som struds og krokodille. Først skabes oversiden af skoen, hvor stoffet monteres, så det er glat og stramt. Så sættes undersålen på, den syes fast i hånden. En maskine banker søm gennem sålen, så hælen kan monteres, før indersålen sættes fast. Alt foregår med hænderne. Det er en kvinde, der glatter sålen ud, før hun syr den fast. En mand, der tjekker, at hælen sidder perfekt. En kvinde, der kontrollerer skoene, før hun tørrer dem af og lægger dem i små poser og kasser. Et par af hver type skal dog først forbi det, der nærmest minder om et torturkammer for sko, et laboratorium, hvor skoene testes grundigt, før de sendes ud i verden.

Her bliver hælene slået på med en lille gummihammer 14.000 gange for at tjekke, at konstruktionen er solid, gummisåler bliver testet, som om de bliver trukket hen over asfalt, hælkapper gnides med tykt stof for at se, om de bliver grimme af at være tæt på jeans, og prøver på materialer udsættes for kulde, varme og fugt, for Louis Vuittons sko sælges over hele verden, og de skal holde sig smukke i både Beijings vinterkulde, Borneos fugtige sommervarme og Bergens kølige regn. Skoene skal være perfekte, når de ender i butikkerne, de skal leve op til forventningen, som ordene ’Made in Italy’ giver. Man skulle kunne fornemme hvert eneste dok dok dok.

MS var inviteret af Louis Vuitton.