Det er selvfølgelig USAs præsident, der udstikker de udenrigspolitiske linjer for USA. Det skal der ikke herske tvivl om. Og når en udenrigsminister i den grad går sine egne veje, som Rex Tillerson gjorde, er det på tide med et skift i ministeriet.
Det kan godt være, at vi i Europa oftere var enig med Tillerson end med Donald Trump, men det har næppe nogen betydning, når Trump vil noget andet. F.eks. med Iran-aftalerne, med Nordkorea og med klimaaftalerne for blot at nævne nogle få af de ting, der skilte de to personer udover temperament. Nu vender vi blikket mod den nye udenrigsminister – den tidligere CIA-chef, Mike Pompeo, som er en konservativ republikaner udsprunget fra Tea Party-bevægelsen og med meninger, der på en række punkter flugter med Trumps.
Pompeo har haft det betydeligt lettere i CIA, end han vil få det i udenrigsministeriet. Hans temperament siges at flugte mere med en efterretningstjeneste end det seje træk i et udenrigsministerium, der hele tiden arbejder på et langt og indviklet træk både i forhold til enkelte lande og i relation til store internationale organisationer, hvor supermagten USA helst skal sidde for bordenden – om ikke bogstaveligt så åndeligt talt.
Der er svære forhandlinger, hvor der skal tages hensyn til mange ting – internationale og bilaterale aftaler bundet op af regler om sædvane og tidligere politikker. Det er en intellektuel udfordring, især når man har det system i USA, hvor der konstant er rivalisering om udenrigspolitikken mellem de professionelle diplomater og de sikkerhedspolitiske rådgivere i Det Hvide Hus. For ikke at glemme det magtfulde forsvarsministerium, som under James Mattis har fået en helt ny magtposition hos Trump.
Pompeo får det på ét område let. Tillerson har haft én opgave: At skære ministeriet med op mod 30 procent. Der har været en hjerneflugt uden lige, og masser af stillinger står stadig tomme. Tillerson har i den grad forsømt regel nummer ét som øverste chef: tilstedeværelse og samtaler og diskussioner med sine chefer i ministeriet for at hente i det mindste lidt støtte til meget upopulære beslutninger. Der har Pompeo ry for at være klog og tage sine nærmeste chefer med på råd, således at de føler sig som en del af svære beslutningsprocesser. Det vil give Pompeo arbejdsro, hvis det lykkes.
Hvorfor skal vi interessere os for alt det? Jo, fordi et velfungerende amerikansk udenrigsministerium er garantien for, at tingene trods alt fungerer på den internationale scene. At aftaler med EU overholdes. At nogen vedkender sig en historik i forhold til andre lande. Og at udenrigsministeren kan kommunikere med sin chef – i det her tilfælde Donald Trump.
Det kunne Tillerson ikke. Det kan Pompeo, og når han først har sat sig i stolen og finder ud af, at præsidentens one linere skal udmøntes i en konkret politik, er der også håb om, at han udformer en udenrigspolitik, som både Trump og i det her tilfælde EU kan leve med. Det har vi stor tiltro til, at han kan. Så held og lykke til Pompeo. Han får brug for det.