Den danske soldat har spændt sit tornyster på ryggen og drager mod vest. Nye tal fra forsvaret om fordelingen af de militære stillinger i regioner og landsdele viser, at udkantsdanmark og særligt Nordjylland har vundet kampen om de soldater, der har overlevet de seneste 15 års nedskæringer af antallet af ansatte i forsvaret.
I Region Hovedstaden er der nu 3.200 soldater i en befolkning på knap 1,8 millioner mennesker. Der er altså 548 indbyggere per soldat. I region Nordjylland er der 3.600 soldater i en befolkning på 581.000 indbyggere, svarende til 161 indbyggere per soldat. I Jylland er der nu 9.200 soldater mod 5.100 soldater på Sjælland, og udviklingen fortsætter. Forsvarets Sundhedstjeneste i Roskilde, Forsvarets Auditørkorps og en stor del af de hidtidige stillinger i Forsvarskommandoen i København skal til Jylland, og sammenlagt vil Jylland vinde yderligere flere hundrede militære stillinger fra Sjælland.
En af hovedkræfterne bag jydernes sejr er det nordjyske folketingsmedlem, tidligere forsvarsordfører og nu kommitteret for Hjemmeværnet, Bjarne Laustsen (S). Men sjællænderne skal ikke tro, at marchen mod Jylland slutter nu. Den nordjyske politiker har blikket fast rettet mod Flådestation Korsør, der var tæt på at blive lukket ved det seneste forsvarsforlig i 2012. Bjarne Laustsen kan udmærket forestille sig Korsør sammenlagt med Flådestation Frederikshavn ved næste forsvarsforlig i 2017.
»Læg mærke til, at der på finansloven er afsat 293 millioner kroner til at udbygge Flådestation Frederikshavn. Der er afsat nul kroner til Korsør,« tilføjer han, ligesom det heller ikke skal overses, at kasernerne i Aalborg har fået 135 millioner kroner til diverse formål.
Faktisk gør Nordjylland forsvaret og resten af Danmark en tjeneste ved at samle broderparten nord for Limfjorden, lader han forstå. På den måde sparer forsvaret mange penge på overflødige kvadratmeter på kaserner og flådestationer andre steder i landet.Men er der overhovedet plads til flere soldater i Nordjylland?»Flere forsvarsministre har sagt til mig, at hvis vi flytter flere soldater til Nordjylland, så synker Nordjylland i havet under vægten. Men der er god plads hos os, for desværre flytter gennemsnitligt 400 mennesker fra Nordjylland hvert år. Til gengæld lover vi, at vi også vil passe godt på Dronningens By, selv om soldaterne bor i Nordjylland,« fastslår Bjarne Laustsen.
Flyvestation Aalborg i fare
Danmarks nordligste region har i modsætning til resten af landet enheder fra alle tre værn repræsenteret i landsdelen. Men selv for nordjyder er soldaterlivet ikke uden udfordringer.
I næste forsvarsforlig i 2017, hvor der skal træffes beslutning om at købe nye kampfly, kommer lukning af en af Flyvevåbnets tilbageværende tre flyvestationer på dagsordenen, og dér kan Flyvestation Aalborg komme i farezonen. I den kamp har – i parantes bemærket – sjællænderne ikke noget at tabe. Efter lukningen af Flyvestation Værløse i 2004 og nedlæggelsen af raketforsvaret har Flyvevåbnet ingen operative enheder på Sjælland.
Sjælland er stadig vært for forsvarets tre officersskoler, der hører under Forsvarsakademiet. De ligger alle i hovedstadsområdet. Men den placering er heller ikke mejslet i granit, forstår man. Bjarne Laustsen kan sagtens se for sig, at officersskolerne samles til én, som udmærket kan placeres »i provinsen«. Unge officerer finder ofte deres partner i nærområdet og vil derfor have lettere ved at etablere familie i eksempelvis Nordjylland end i dag, hvor de uddanner sig og finder partneren i København.
Krig er det vigtigste
Spørgsmålet om, hvorvidt udflytningen til Jylland også gør noget godt for forsvaret, dets ansatte og rekruttering af nye soldater, har lektor ved Center for War Studies ved SDU, Jens Ringsmose, et bud på.
»Det er oplagt, at enhver flytning er en belastning for familierne. Men der ligger både politiske ønsker om at rationalisere i forsvaret og tage regionale hensyn bag,« siger forskeren.
Når det gælder forsvarets evne til at rekruttere unge mænd, spiller udsigten til at blive udsendt på en farlig mission en langt større rolle end geografi, mener Ringsmose.
»Der er en nærmest lineær sammenhæng mellem farlige missioner og antallet af frivillige, og det er forsvaret udmærket klar over,« siger Ringsmose.
Eller med andre ord: Én ting er et liv i Jylland. Men uden krig ser forsvarets fremtid sort ud.
