Granaterne væltede ned over byen, som var de hagl fra et uvejr. Huse sprang i luften og styrtede sammen på få sekunder. De lokale indbyggere søgte desperat efter ly. Kvinder, børn, udsultede, sågar soldater.

En krig, der i forvejen var modbydelig, eskalerede i sommeren 1993 for øjnene af den dengang 21-årige Jeppe Jensen, mens han så på fra en forhøjning i det nordlige Bosnien på grænsen til byen Maglaj. Allerede inden han lod sig udsende som nødhjælpschauffør for Beredskabsstyrelsen, havde han indstillet sig på, at det kunne blive grimt. Men ikke så grimt. Og det skulle kun blive værre.