Det er ikke, fordi Siddik Lausten har noget særligt behov for at benævne sig selv »elite«. Men gymnasielæren fra Vesterbro tager gerne prædikatet på sig, som ingen andre vil have, velvidende at det er blevet et skældsord, man bruger om dem, som har en lang videregående uddannelse, bor i byen og har de »rigtige meninger,« som man må forstå på debatten altså nu er de forkerte og derfor skal tages op til revision.
For det er den veluddannede storbyelite, der har svigtet det såkaldte folk, der nu gør oprør ved at stemme på Trump, for brexit og i Danmark på DF, lyder tidens analyse. Og eliten, der derfor skal se indad.
»Det er helt vildt, hvor meget magt en meget lille procentdel af befolkningen lige nu bliver tillagt,« siger Siddik Lausten.
»Det ville da være dejligt, synes jeg, hvis vi, der har en videregående uddannelse, bor på Vesterbro og har humanistiske holdninger, udgjorde flertallet i Danmark. Det er bare langt fra tilfældet. Derfor er det også urimeligt og absurd, at vi skal bære skylden for hele samfundets udvikling. Tværtimod skal ikke-eliten til at kigge indad,« siger han.
Man glemmer nemlig en helt central pointe, når medier og repræsentanter for det såkaldte folk i disse tider har travlt med at dyrke fortællingen om eliten, der ikke har forstået almindelige menneskers problemer og er skyld i, at de, som ikke tilhører eliten, er blevet undertrykt i mange år, siger Siddik Lausten:
»Jeg anerkender, at der er strukturer, der gør det svært for underklassen at komme til orde, finde job og klare sig i det moderne samfund. Men underklassen er jo ikke særlig stor i Danmark. Det er til gengæld middelklassen. De faglærte og dem med korte- og mellemlange uddannelser. Det er dem, der udgør flertallet og dem, der reelt har haft magten de sidste mange år. Alligevel hedder det sig nu, at en lille intellektuel elite har lavet et bagholdsangreb – ført folket ind i EU og globaliseringen og lukket en masse flygtninge ind i Danmark, uden at ikke-eliten anede, hvad der ville ske.«
Det er vel helt reelt, at der sidder nogle danskere med en fornemmelse af, at den politiske elite og de intellektuelle hævdede, at globaliseringen ville gøre alle rigere og EU ville være til alles bedste, men at resultatet i stedet blev, at mange job forsvandt ud af Udkantsdanmark, og der kom flere kriminelle udlændinge hertil?
»Men vesten er jo i det store hele også blevet rigere! Det skal vi ikke glemme. Selvfølgelig er der kommet nye problemer til med EU og indvandringen. Det er rigtigt, at den politiske elite ikke har kunnet overskue udviklingen 20 år frem. Men kan man tale om, at nogen er blevet ført bag lyset? Det, mener jeg ikke. Eliten har måske nok italesat dagsordener og argumenteret for humanistiske løsninger. Jeg anerkender fuldt ud, at de veluddannede er med til at udstikke en diskurs. Men det kræver altså et flertal at stemme en politik igennem, så den bliver til virkelighed. Vi lever i et repræsentativt demokrati, og den brede middelklasse har selv stemt på de partier og de løsninger, som ”folket” nu gør oprør imod. Den er medskyldig og må tage et medansvar.«
Folket må selv udstikke en kurs
Siddik Laustens familie tilhører underklassen. Dem på kontanthjælp og uden uddannelse. Han er, som han lidt for sjov benævner det, »førstegenerationselitær«. Det er altså ikke uvidenhed om ”folket”, der får ham til at forsvare eliten. Men en konstatering af, at det i et demokrati jo faktisk og heldigvis, er flertallet, der i sidste ende har magt.
Du hænger en stor del af din argumentation på det repræsentative demokrati. Men en del af kritikken går jo netop på, at de etablerede partier ikke er i samklang med deres vælgere – f.eks. hvad angår EU-politikken. Nok udgør skeptikerne procentvis flertallet i befolkningen, men det afspejler sig ikke i den nationale politik.
»Jo, men pointen må vel stadig være, at vælgerne flytter sig hen til de partier, som de mener, repræsenterer dem – ikke at politikerne skal tilpasse deres holdninger, så de passer til folk.«
Det har vælgerne så også gjort. Altså gået andre steder hen…
»Jo, men alt for sent! Det er jo først for nyligt, at Dansk Folkeparti er blevet store i Danmark, og det er stadig kun 20 pct. af befolkningen, der stemmer på dem. Det er derfor, jeg siger, at middelklassen har været medskyldig. Hvis folk var så utilfredse, hvorfor har de så ikke stemt Fremskridtspartiet eller DF til magten tidligere? Jeg mener, at alle dem, der gennem årene har stemt på Socialdemokraterne og Venstre må tage deres del af ansvaret for udviklingen. Jeg siger ikke, at de, som gør oprør nu, er dumme. Min pointe er, at de har reageret meget sent og mest ved at klandre eliten og smide offerkortet frem for at komme med egne visioner for, hvor Danmark skal hen.«
Er det ikke en klar vision at ønske udlændinge ud af Danmark, Danmark ud af EU og flere job til udkantsdanmark?
»Det er ikke en vision. Det er en reaktion, for hvad er det egentlig for et Danmark, man mener, skal komme bagefter? Du kan godt smide alle udlændinge ud og melde Danmark ud af EU, men det får jo ikke fabrikkerne tilbage til Sønderjylland, præcis som minerne heller ikke genåbnede i USA, bare fordi Donald Trump blev valgt. Man kan godt drømme sig tilbage til industrisamfundet før globaliseringens tidsalder, men det kommer jo ikke tilbage af den grund. Ikke med mindre vi skal gå væsentligt ned i levestandard, og det er vel ikke det, man ønsker? I stedet for at se fremad, kigger kritikerne tilbage. Man burde ikke klandre eliten, men i stedet tage medansvar.«
